Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Studiet af enæggede tvillinger er en vigtig vej til at forstå, hvor meget generne styrer vores liv i forhold til miljøet. Ikke mindst i de tilfælde hvor enæggede tvillinger af skæbnen er blevet adskilt tidligt i livet og er vokset op i meget forskellige miljøer.

Bare det, at to mennesker kan være fysisk såvel som psykisk næsten fuldstændig ens og dertil have træk tilfælles med forældrene, vejer tungt i retning af genernes og dermed arvens dominerende indflydelse på et menneskes liv. Og det har alvorlige konsekvenser i en materialistisk naturvidenskabelig forståelsesramme, for det betyder, at tilfældigheder er en dominerende faktor i livet. Arv er tilfældig, og der, hvor denne arv er negativ i form af sygdom, er den næsten ikke til at undslippe.

Det var overraskende, hvad der blev vist i to tv-udsendelser om tvillinger og genetik. F.eks. næroptagelser af ældningsprocessen. 83 år efter fødslen vokser "samme" grå hår ud på "samme" brune hudplet på kinden hos et par tvillinger. En sådan ekstrem detalje er åbenbart programmeret allerede ved undfangelsen.

Eller hvad med den ene tvilling, der oppe i årene er flyttet til New Zealand og lever på alle måder sundt, og den anden, der forbliver i England, kan lide at gå på pub, ryger, spiser usundt, understøttet af at motionere mindst muligt. Den sidste bliver alvorligt syg af tilstoppede blodårer og må opereres – det forstår man. Den anden viser sig imidlertid at have præcis de samme problemer og må gennemgå en tilsvarende operation. Han blev kun undersøgt pga. broderen, for som tvilling kunne han være disponeret for samme lidelse. Miljøet – en sund levevis – kunne altså ikke i dette tilfælde ændre på den genetiske arv. Har enæggede tvillinger de samme genetiske dispositioner for en sygdom, er der 80 % risiko for, at de begge udvikler sygdommen på ca. samme tidspunkt i livet. Også på mere psykiske områder er enæggede tvillinger oftest overordentligt ens. De stemmer f.eks. oftest på samme parti, har samme interesser, uddanner sig inden for samme fag og forelsker sig i de samme. Seksuelt har de normalt også samme orientering, hvilket taler for, at f.eks. homoseksualitet er arveligt.

Det er ikke underligt, at arv tillægges en så omfattende betydning. Der er dog sket et meget vigtigt skred i forståelsen af generne. Den nye retning hedder epigenetikken. Gener kan tændes og slukkes. Man ved ikke, hvem eller hvad der tænder eller slukker. Men man har påvist, hvad der sker på det molekylære plan. Noget, en ukendt faktor, er tilsyneladende overordnet generne. Man kan f.eks. være genetisk disponeret for en alvorlig sygdom uden at få den, ligesom man kan være ikke disponeret og alligevel få en alvorlig sygdom. Forskere mener, det kan skyldes tilfældige mutationer måske afstedkommet af infektioner. Alt tyder dog på, at man kan indvirke på sine gener gennem sin adfærd. Begynder jeg f.eks. at motionere, tænder jeg for aktivering af en række biokemiske processer via generne for denne biokemi. Depression kan være genetisk betinget, men motion kan virke bedre end antidepressiv medicin, fordi motion igangsætter produktion af biomolekyler, der har samme virkning som medicinen. Denne produktion af biomolekyler indebærer en aktivering og brug af gener, der har været mere eller mindre inaktive. Vores handlinger i miljøet kan således påvirke arvemassen. Vi nærmer os en ny forståelse af arv og miljø. De er ikke hinandens modsætninger. De er forbundet i en grad, at det er nærliggende at tænke den tanke, at der slet ikke i sand virkelighed findes arv, sådan som naturvidenskaben forestiller sig det, der findes kun miljø.

Den naturvidenskabelige logik tilsiger, at fordi generne er ens, er personerne ens. Man kunne med samme logik slutte, at fordi personerne er ens, er generne ens. For hverken personernes enshed eller genernes enshed er årsag, åndsvidenskabeligt set. Begge dele er virkninger af en forudgående åndelig talentbaseret enshed. I lyset af reinkarnation og dermed en ny forståelse af hvad liv er for noget, er gener aldrig årsag, men kun en virkning af det inkarnerende væsens åndelige talentmasse/talentkerner. Generne er et fysisk spejlbillede i form af en kemisk kode af disse talentkerner. De er alene blevet udviklet / kodet gennem det levende væsens handlinger / interaktioner med miljøet / naturen / de andre. Vaner skaber talenter for både sygdom og sundhed. Derved bringes virkningen af vaner med over i en ny inkarnation. Man bliver offer for sine egne vaner, både de opbyggende og de nedbrydende. Jeget er således eneste årsag til arv/gener via vaner / miljø. Det stemmer på smukkeste vis sammen med den nyeste forskning inden for epigenetikken, der tyder på, at vi hele tiden gennem livet indvirker på og ændrer på aktiveringen af vores gener.

Det gav udsendelserne et smukt eksempel på. Et tvillingepar var begge læger. Den ene havde det sidste år været overordentlig aktiv. Havde været på mange rejser bl.a. til Sydpolen og på ophold i et u-land. Den anden var blevet hjemme, havde passet sit arbejde, læst bøger, rørt sig meget lidt og taget en del på i vægt. Deres gener blev sammenlignet før og efter rejsen, og det var tydeligt, at bare et års handlinger i miljøet havde gjort en forskel. For øvrigt var de ikke genetisk helt ens før rejsen. Tvillinger er, når det kommer til detaljer i generne, ikke helt ens – end ikke ved fødselen. Det giver mening at antage, at jegets vilje og valg indvirker på generne.

… "Overfor uendeligheden må alle størrelser blive mikroskopiske. Men at tro, at alle støvfnug, alle mikrober er nøjagtig ens, er jo at erkende det modsatte af kendsgerningen. Har man nogen sinde set to levende væsener, der er nøjagtig ens? – Ja, her nytter det naturligvis ikke at hentyde til den lighed, der kan være mellem tvillinger eller lignende, thi ethvert intellektuelt menneske ved jo, at denne lighed kun er baseret på, at forskellen mellem de to væsener er af en så lidet fremtrædende natur, at den ikke let lader sig iagttage med det fysiske syn, hvorfor de pågældende væsener derfor nødvendigvis for samme syn må tage sig absolut ens ud. Men er deres fingeraftryk ens? – Bliver der ikke en umådelig forskel på de to væsener, når undersøgelsen omfatter mikroskopiske detaljer? – Jo, at finde to væsener i tilværelsen, der er absolut ens, er en umulighed, idet sådanne ikke eksisterer. Med de bestående verdenslove og den skabelsesmetode, der hersker i den guddommelige verdensplan, kan med undtagelse af "spiralkredsløbet" naturen ingen absolut gentagelse manifestere. Enhver "gentagelse" er i virkelig forstand kun tilsyneladende. I dens helhedsanalyse vil den vise sig at være noget forskellig fra sine forgængere… (Logik, kap. 77)

Naturvidenskaben har observeret, at der sker noget uforklarligt med den lille kugle af celler i livmoderen inden for den første uge efter undfangelsen, når det skal blive til tvillinger. Pludselig deler celleklumpen sig i to, der udvikler sig til to genetisk formentlig kun næsten ens fostre.

Åndsvidenskabeligt set skyldes tvillingefødsler, at to væsener i tidligere inkarnationer har været så tæt knyttede, at de kan ende med at fødes som enæggede tvillinger. Delingen af celleklumpen i to er således ikke tilfældig eller uforklarlig, men sker som et led i inkarnationsprocessen, ligesom den videre udvikling af fostrene styres af de inkarnerende levende væsener.

… "Det er i disse ægteskaber vi kan se, at den ægteskabelige sympati bliver udlevet og fortrængt af en anden sympati, der efterhånden har udviklet sig imellem de to væsener. Denne sympati er den begyndende virkelige menneskekærlighed. Og denne kan bevirke, at parterne til sidst fødes som tvillinger eller søskende i et efterfølgende liv. Men her vil deres ægteskabelige anlæg da drages imod nye seksuelle eller ægteskabelige partnere…" (Livets Bog, bind 7, stk. 2515)

Set i et etlivs perspektiv bliver en skelnen mellem arv og miljø meget afgørende. Set i et "evigt liv" perspektiv udviskes denne skelnen. Tvillingen, der levede sundt, fik samme sygdomsskæbne som brodertvillingen, der levede usundt. Deraf kan man slutte, at de begge i en eller flere tidligere fysiske tilværelser har levet vanemæssigt på måder, der har disponeret dem genetisk for åreforkalkning. Noget der således ikke har kunnet rettes op på hos den ene ved at leve sundt et ikke oplyst antal år. Vi ved f.eks. heller ikke, hvordan "den sundt levende" har levet før han begyndte at leve sundt i denne inkarnation. Åndsvidenskabeligt set findes kun jegets valg og adfærd i et miljø som årsag til personlig genetisk arv. Disse valg og denne adfærd ændrer formentlig minut for minut, time for time, dag for dag, år for år en lille smule ved generne. Ikke sådan direkte! Det må være via de åndelige talentkerner. Det må være via det levende væsen som et primært åndeligt væsen og sekundært et fysisk væsen. Jeget i det levende væsen er formentlig i konstant interaktion med kromosomer og genkoden via udviklingen i de åndelige talentkerner. Jegets adfærd i miljøet opbygger åndelige talentkerner eller ved misbrug nedbryder talentkerner for livsvigtige kropsfunktioner. Genkoden afspejler i så fald altid miljø.

Der er et lille men, det er svært at afvise, at man kan i almindelig forstand arve træk fra sine forældre. Dybest set er det dog også ens egen skæbne. Uanset om man er tilfreds eller utilfreds med de fysiske træk, man deler med sin familie, vil man præge sit ansigt med sin egen psyke, sit eget humør. Er det et smil, eller er det nedadvendte mundvige, der præger ansigtet. Hvad er det, der i det hele taget præger min adfærd lige nu og her, og hvilke virkninger får det? Det spørgsmål er naturvidenskabelig forskning ved at finde et overordentligt interessant og meget konkret svar på, som tilføjer værdifuld og meningsfuld detalje viden til den åndsvidenskabelige forståelsesramme.

Årsags- og virkningsloven, der af Jesus udtrykkes med ordene; "som du sår, skal du og høste", vil med tiden kunne blotlægges og eftervises ned i de mindste detaljer i det mikrokosmos, som enhver organisme udgør.

Hvis du vil læse mere om, hvad der sker ved en parring, se Det Evige Verdensbillede, bog 4, symbol nr. 34: "Parringsakten eller Guds ånd i mørket."