Kosmos 2012/2 side 51
Unges syn på sex i forandring?
af Torben Hedegaard
Fra en af vores læsere i Sverige har vi modtaget nedenstående interessante avisudklip fra Västerås Tidning. Avisen fortæller om en undersøgelse af unges sexdebut:
Ungas syn på sex har förändrats
Det behöver inte vara ett samlag. Smekningar och gnidningar är också en fullgod sexdebut. Det visar en undersökning gjord vid Göteborgs universitet.
I Studien har ungdomars sexuella handlingar och attityder undersökts och resultatet visar att 86 procent av tjejerna och 85 procent av killarna uppger att de gjorde sin sexdebut genom just smek- och gnidsex.
Den tidigare dominerande attityden om att vaginalt samlag var det enda sättet att göra sexualdebut på håller därmed på att luckras upp.
(Västerås Tidning, 5/5 2011)
Der kan sikkert være flere årsager til, at samlejet bliver fravalgt ved svenske unges seksuelle debut (fx frygt for kønssygdomme eller mode), men i sammenhæng med Martinus' analyser er det særligt interessant, fordi Martinus netop beskriver, hvordan jordmenneskene får større og større trang til at kærtegne hinanden uden om kønsorganerne i takt med poludviklingen. Poludviklingen gør, at vi får lyst til at kærtegne og berøre andre dele af kroppen, som samtidig bliver mere og mere følsom og modtagelig for kærtegn. Ifølge Martinus hører samlejet den dyriske seksualitet til, mens kys og kærtegn hører den menneskelige seksualitet til. I fremtiden vil den seksuelle tilfredsstillelse ske gennem kærtegn af alle dele af kroppen, som vil udvikle sig til et kærtegnsorgan i sig selv.
Martinus beskriver dette meget smukt i Livets Bog, bind 4:
1137. Hvordan kan det da være, at "manden" såvel som "kvinden", der har særlige "kærtegnsorganer", som udelukkende er den eneste vej, ad hvilken de kan opnå kulmination i "kærtegnsudløsning", ikke desto mindre begynder at "kærtegne" med andre dele af organismen end netop de dertil særligt beregnede "kærtegnsorganer"? – Ja, er det ikke netop således, at denne "kærtegnsmetode" udenom "kærtegnsorganerne" bliver stærkere og stærkere, bliver mere og mere udviklet? – Det vil altså sige, at jordmennesket, om end ubevidst, søger "seksuel udløsning" på et større og større område. For det absolutte "han-" og "hunvæsen" i renkultur forekommer denne "kærtegnsudløsning" udenom de specielle "kærtegnsorganer" så at sige slet ikke. Hos det højintellektuelt udviklede menneske forekommer den derimod i overordentlig stor grad. Og det er jo denne ny kærtegnsudløsning, der bevirker, at vi siger om individet, at det er et "kærligt væsen". Og er det ikke også denne kærtegnsudløsning, der igennem de største religioner og største vise påberåbes at være målet for al menneskelig stræben? Hedder det ikke her: "Du skal elske din næste som dig selv"? – Og er dette ikke påberåbt som "al lovens fylde"? – Den ægteskabelige kærlighed er altså ikke "lovens fylde". At elske eller udvise kærlighed kan jo kun finde sted i form af "kærtegn". Ens handlemåde må blive af en velgørende natur for ens "næste". Men når den er af en velgørende natur, er den skabelsen af en behagsfornemmelse for samme væsen. Behagsfornemmelse virker igen gennem sanserne som "vellystfornemmelse". Vellystfornemmelse eller lystfølelse er i sit princip "seksualisme". Det fremskredne jordiske menneske fremtræder således med en langt større og mere omfattende "seksualisme" end noget som helst andet væsen på jorden. Det kærtegner ikke blot med de dertil særligt bestemte "kærtegnsorganer", men det kærtegner også i en større og større udstrækning med hele den øvrige del af dets organisme. Ja, det udviklede væsen kan jo slet ikke undvære eller leve uden udløsningen af denne større nydelsesoplevelse eller "seksualisme". Det er netop denne større sympatiudløsning, vi kalder "humanitet". Der, hvor denne større sympatiudløsning eller næstekærlighed ikke er til stede for det moderne jordmenneske, er det ikke lykkeligt, selv om det er lykkeligt i ægteskab. Man kan jo heller ikke benægte, at jordmenneskets krige udelukkende skyldes mangel på humanitet eller næstekærlighed i dets kultur. Denne næstekærlighed er altså resultatet af en seksuel udvikling, der igen er stimuleret eller befordret af verdensgenløsningens princip, den er befordret af verdens største idealister, profeter, vismænd og verdensgenløsere, den er befordret af ethvert væsen, der er "kærligt" og forkynder "næstekærlighed" som det højeste ideal.
Foto: Rune Östensson
1138. Den for menneskeheden foreskrevne "næstekærlighed", som igen er alle intellektuelle loves "fylde", er i absolut forstand "seksualisme". Men når den allerhøjeste sympati eller kærlighedsudløsning er "seksualisme", er "seksualisme" jo den allerhøjeste og fuldkomneste udløsende kraft i selve livets oplevelse. Det er i henhold hertil, at den her i "Livets Bog" bliver udtrykt ved begrebet "den højeste ild".
1139. Vi er igennem foranstående i virkeligheden blevet vidne til, at der ved siden af den oprindelige og såkaldte "naturlige seksualisme" udvikler sig en helt anden "seksualisme", som i en voksende eller tiltagende grad mere og mere kan udløse behagsfornemmelse udenom de oprindelige "seksual-" eller "kærtegnsorganer". Det vil altså i virkeligheden sige, at selve organismen i sin helhed er i færd med at udvikle sig til at blive et "specielt kærtegnsorgan". Kan man tænke sig noget mere storslået? – Kan man tænke sig en større garanti eller sikkerhed for det guddommelige riges skabelse end den, hvormed det evige Forsyn her fører individerne frem til at "elske hverandre". Når udviklingen fører med sig, at selve organismen med hver eneste lille del af sin overflade bliver af en sådan natur, at det bliver en næsten uundværlig behagsfornemmelse at berøre eller kærtegne en hvilken som helst "næste", bliver denne "næste" således et uundværligt kærtegnsobjekt på samme måde, som det "modsatte køn" nu er mandens og kvindens uundværlige kærtegnsobjekt. – Tænk hvilken strålende lykke der her vil tilsmile de jordiske mennesker. Der vil her ikke være nogen form for skinsyge eller jalousi, der vil ikke være nogen favorisering, fordi en hvilken som helst "næste" udgør det samme "kærtegnsobjekt".
Foto: Anne Külper