Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For mange år siden stødte jeg på en bog med titlen Dubbla verkligheter. Jeg husker ikke, om jeg læste den så nøje, men selv samme forfatter havde også skrevet bogen Ovetande och vetande, som vi brugte som pensum i emnet sociologi. Begge bøger tiltalte mig; måske fordi jeg var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der kunne betragtes som solid, konkret og håndgribelig virkelighed og hvad, der var muligt at forstå og vide om denne "virkelighed". Noget sagde mig, at alting ikke rigtigt var, som jeg hidtil havde troet: at livet her og nu, den materielle, fysiske tilværelse, skulle være alt, som virkelig eksisterede, og at al tale om noget overfysisk eller ikke synligt kun hørte sammen med overtro og religiøse forestillinger og dermed også noget uvirkeligt.

Disse bøger antydede en form for viden, som var utilgængelig og skjult. De udbredte tanker om en virkelighed bag det tilsyneladende; en virkelighed, som alligevel fandtes der og som ifølge forfatteren opførte sig præcis lige så virkeligt som den, jeg så og hørte, kendte og oplevede i hverdagen. Vores sociologilærer, der set med akademiske øjne fremstod en smule kontroversiel, mente desuden, at det var muligt at begynde at opleve noget af denne usynlige verden – eller at vi i det mindste skulle forsøge at frigøre vor kreative formåen, hvis vi ophørte med at tage den 'almindelige' verden for givet og i stedet prøvede at se verden i et andet perspektiv.

Det blev optakten til en slags indre forvandlingsproces, som åbnede mit sind for [tanken om], at al ting måske var noget helt andet end det, det forekom at være. Det var ikke en udelukkende positiv oplevelse, for nu truede jorden med at revne under fødderne på mig, og jeg kunne ikke længere være sikker på noget, fordi følelsen af sikkerhed jo netop var dét, som satte hindringer op for at se bagom det hverdagsagtige og taget-for-givet i tilværelsen.

Var døden en ubarmhjertig mur mellem eksistens og ikke-eksistens? Eller var døden blot en overgang til en anden oplevelsesform, som vi endnu ikke kunne fatte? Set ud fra dette perspektiv skulle døden jo faktisk ikke kunne eksistere på anden måde end som en forestilling om en 'ikke-væren'. Og, hvis døden ikke eksisterede, hvad betød så dette for livets virkelige betydning? Så måtte livet jo være noget helt andet end det, vi tror?

Jeg husker, at disse og lignende tanker i en periode førte til en eksistentiel uro, som jeg ikke rigtig kunne befri mig for. Hvordan skulle jeg kunne vide, om det, jeg oplevede, faktisk var virkeligt? Og hvordan skulle jeg forholde mig, hvis det viste sig at være – noget helt andet? Jeg var tvunget til at læse videre. Det kunne ikke lade sig gøre at vende tilbage til en virkelighed, som mere og mere begyndte at tabe sine faste rammer.

Udforskningen førte til sidst frem til det kosmiske verdensbillede, som Martinus skildrer i sit hovedværk Livets Bog. Og måske kunne man lokkes til at tro, at jeg hermed havde fået ro i mit indre angående virkelighedens natur og dets grænse mod det uvirkelige. På en vis måde blev det nok sådan. Martinus præsenterer en heldækkende forklaringsmodel over verdensaltet, som omfatter alt fra Gud og religion til videnskab og politik; han forklarer menneskets nuværende situation og sætter hverdagen ind i et altomfattende udviklingsperspektiv, hvor ingenting sker forgæves. Tværtimod er alt et led i den guddommelige skabelsesplan; såvel "død og tilintetgørelse", som livsoplevelsens kulmination i det seksuelle møde mellem to levende væsener. Livet skal, helt enkelt, betragtes som et fuldkomment kunstværk, et evigt igangværende projekt, som kommer alt og alle til glæde og gavn. "Døden" er, som jeg allerede dengang havde mistanke om, en tænkt foreteelse og noget, vi absolut ikke behøver at være bange for.

Ikke alene "døden", men hele livsoplevelsen i sig selv, hviler på dette, at ingenting dybest set er, hvad det ser ud til at være. Vi oplever, ifølge Martinus, i skæringspunktet mellem det evige og det timelige, det begrænsede og det ubegrænsede. I alle udtryk for noget begrænset og timeligt skjuler sig noget evigt og uendeligt. Alt, som lader sig beskrive i tilværelsen og måderne, hvorpå det opfører sig, om det er småt, stort, smukt, grimt, mørkt, lyst, er udelukkende udtryk for, hvordan dette opleves ud fra et vist perspektiv. Men, denne perspektiviske oplevelse er dog en meget konkret illusion og dermed også virkelig for opleveren og skaberen, som i sig selv repræsenterer det ubegrænsede, stille og evige.

Når jeg i dag oplever noget som uvirkeligt, handler det om, at jeg ikke kan forstå eller opfatte dette ud fra mit nuværende perspektiv. Det befinder sig for langt borte i horisonten eller på et intellektuelt eller følelsesmæssigt plan, som jeg endnu ikke kan tage til mig. Oftest handler det om en "følelse af uvirkelighed", når noget nyt og fremmed indtræffer; som når en kær ven hastigt forlader det jordiske plan og går ind til en virkelighed, som jeg endnu ikke dagsbevidst kan opleve eller forstå på anden måde end i teorien. Det uvirkelige kan naturligvis også være noget glædeligt og uventet, f. eks hvis den "døde" viser sig om natten og udstråler en livskraft, som får vennen til at fremtræde næsten mere levende, end dengang han var i færd med at forlade det jordiske liv. Det virkelige og det uvirkelige bytter så at sige plads. Vi siger: "Det var så virkeligt ... som om han faktisk stod der". Men sikre kan vi jo trods alt ikke være. Alle 'overnaturlige' oplevelser kan på denne måde synes at være uvirkelige, trods dette, at de måske, set ud fra et specifikt perspektiv, er mere virkelige end det, vi oplever dagligt.

Det uvirkelige kan også godt optræde i hverdagen på jobbet, når man spørger sig selv, hvad meningen er med alle disse krav og udfordrende opgaver. Det viser sig i familielivet, når nogen bliver forladt, eller hvis en eller anden gennemgår en krise pga. kærlighedssorger. Lidelsen er formodentlig den oplevelsesform, som vi alle har allersværest ved at forstå, samtidig med, at ingen kan bestride realiteten af selve lidelsens oplevelse. På samme måde er sorgen over den bortgåede ven lige så reel; som en følelse af uvirkelighed, når man indser, at man ikke længere bare kan smutte over til en kop kaffe eller ringe for at høre, hvordan dagen er gået.

Det virkelige er ofte det vigtige, dét som påkalder sig opmærksomheden, og som optager vor koncentrerede bevidsthed. Det kan måske være noget, vi længes efter og værdsætter: kærlighed, fællesskab, samhørighed, mennesker vi holder af, musik som vi elsker at lytte til, alt sådant som giver tryghed, sikkerhed – og mening. Når vi har svære perioder i livet, drømmer vi os bort til tider, som engang betød meget for os. Minderne kommer tilbage, og det er lige som om, vi er der igen.

Martinus mener, at spiralkredsløbets kosmiske sommertid indtræffer i salighedsriget, hvor vi lever i vor indre erindringsverden og ser tilbage på det forgangne i et forklaret lys. En større salighed og nydelse kan man ikke forestille sig. Endnu lever vi "kun" i minderne af det, som var engang. Måske er det først da, vi til fulde forstår virkelighedens natur og indser, hvordan den i alle sine mørke og lyse detaljer kun kan være udtryk for kærlighed.