Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2012/2 side 57
Glimt fra sagens historie
Omkring udgivelsen af Livets Bog, bind 1
Instituttets brevdatabase bliver nu opdateret med en række breve fra begyndelsen af trediverne. Der er tale om nogle få breve mellem Martinus og fru Augusta Løw. Som vi kan læse i Kosmos nr. 3, 1933, (Martinus: En Mindedag), var Bernhard Løw en uundværlig støtte i de små tre år, han "samarbejdede" med Martinus. Han havde lovet Martinus at hjælpe ham ved at finansiere trykningen af Livets Bog, bind 1, men inden bogen var færdig, forlod han den fysiske verden den 16. juni 1931. Hans kone Augusta Løw fortsatte dog med at støtte trykningen, som vi netop kan se i denne korrespondance, som omfatter ni breve.
Yderligere er der er en længere brevveksling fra Martinus og Erik Gerner Larsson til Lars Nielsen og hans kone fra Århus, som omfatter 37 breve i alt. Det første brev er dateret 31. juli 1930, og det sidste har datoen den 1. november 1932. Disse breve giver bl.a. et godt indblik i Martinus' foredragsaktiviteter og hans arbejde med skabelsen af Livets Bog, bind 1 i disse år. Først skriver Martinus, at der nok bliver tale om et hæfte på omkring 100 sider. Til sidst er der tale om en bog på 300 til 325 sider! Ifølge Martinus' brev fra den 6. juli 1932 udkom bind 1 den 11. juli 1932 – så den 11. juli 2012 kan der fejres et 80 års jubilæum for en vigtig milepæl i Sagens historie, nemlig udgivelsen af det første bind af Martinus' hovedværk, som først bliver afsluttet næsten 30 år senere den 25. november 1960.
Eksempel på et brev fra Martinus til Lars Nielsen:
København den 8. Oktober 1932.
 
Kære Lars Nielsen!
 
Modtag min allerhjerteligste Tak til Vennerne for det tilsendte Beløb og Tak for det modtagne Brev. Med Hensyn til de maanedlige Sammenkomster med Erik Larsson har vi tænkt, spekuleret og udregnet endnu engang og er kommen til det Resultat, at det muligvis er lettere at faa det nødvendige Antal Deltagere ved at lade det økonomiske blive 1 Kr. 50 Øre i stedet for 2 Kr. 50 Øre pr. Maaned for to Sammenkomster, selv om der naturligvis saa kræves nogle flere Deltagere. Men Tilgangen bliver jo lettere.
 
I Haab om at Salget af Livets Bog maa gaa godt, saa jeg deraf kan dække lidt af Udgifterne Til Rejsekortet, har vi besluttet at nedsætte det maanedlige Bidrag til ovennævnte Beløb: 1 Kr. 50 Øre pr. Individ pr. Maaned forsaavidt, at vi kan begynde med de tidligere omtalte Antal af Interesserede nemlig: 10 i Odense, ca. 25 i Aarhus og 10 i Aalborg.
 
Jeg mener derimod ikke, at De, kære Lars Nielsen skal betale for nogen. Det er et meget farligt Skraaplan at komme ind paa, thi der er mange, der gerne vil modtage en saadan Aften som en Slags behagelig Aftenunderholdning og ikke som en Arbejdsmark, hvis Adgangen bliver for let. Jeg mener, at vi nødvendigvis maa have ligesom en Slags Garanti for, at Deltagerne virkelig er interesserede, og overfor dette er de fleste Jordmenneskers Pengepung et glimrende Barometer eller Maalestok. Hvis et Individ virkeligt interesserer sig for en Ting og vil tjene denne Ting opgiver det ikke denne for 1 Kr. 50 Øre om Maaneden. De forstaar, kære Lars Nielsen, en Sammenslutning af saadanne Væsener, der ikke kan afse 1 Kr. 50 Øre om Maaneden til Udbredelsen af den ny Kærlighedsimpuls kan aldrig føre til noget positivt resultat, og deres Indblanding i Sagen vil nærmest blive af underminerende Art og derved medvirkende til at gøre vore Anstrengelser frugtesløse eller forgæves.
 
Naturligvis er her undtaget saadanne Væsener, der ved Sygdom, Arbejdsløshed og Alderdom absolut er ude af Stand til betale, men som har virkelig Interesse for Sagen. Saadanne Mennesker er det naturligvis min højeste Glæde at kunne give gratis Adgang, hvilket Hensyn ogsaa har været gennemført ved alle mine Foredrag her i København. Men Kontrollen med den fri Adgang maa være effektiv, da Frigængerne ellers bliver til købte eller bestukne Væsener og derfor vil være ganske værdiløse i en guddommelig Sag som denne.
 
I Haab om snart at høre fra Dem igen beder jeg Dem modtage min kærligste Hilsen til Dem selv og Deres Hustru, Hr. Borkfelt og de øvrige kærlige Mennesker, der tror paa mig.
 
Martinus
 

Foto: Mathias Dalmose