Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette er en hyldest til livet og den enkle måde, Martinus forklarer det på. En forklaring, der ikke bare handler om dig og mig, men også om sten og grus, planter og mos, dyr og mennesker. At kunne samle så meget og få det til at hænge sammen er en helt usædvanlig præstation. Og hvad er det så, jeg særlig vil fremhæve?

Det er tanken om, at der ikke bare er de kendte tre naturriger – altså mineral-, plante- og dyrerige, men endnu tre riger, som vi ikke kender noget til her på jorden. Og vi udvikler os fra det ene rige til det næste. Det er en teori, javel, men den fungerer i en helhed, som hurtigt antager karakter af et evigt verdensbillede. Med disse seks riger er Martinus i stand til at skabe et overblik over alt liv i universet til enhver tid. Fortalt i principper og analyser.

Hvert rige har sin særlige psykiske energi, der gennemstråler alt, hvad vi finder dér. I planteriget er det for eksempel instinktet. Instinkt ved vi nok, hvad er. Det er noget med at kunne gentage en proces uden at tænke over det. Planterne har ingen hjerne, de behøver ikke at tænke for at udrette de mirakler, de skaber lige for øjnene af os.

Men hvad så med dyreriget, hvor vi mennesker hører hjemme? Ja, i vores rige er det evnen til at bevæge sig, det kommer an på. Det kunne planterne jo ikke, de stod fast på deres rod. Og alligevel flytter vi os efter et mønster, som minder meget om planternes instinkt. Det gælder især dyrene, men også os mennesker. Vi behøver ikke altid at tænke for at angribe eller forsvare os. Tværtimod gør vi det ofte som en refleks, skønt vi ved nærmere eftertanke godt kan se, at det havde været mere fornuftigt at tænke sig om.

Og dér kom endelig ordet – fornuft! Vi tænker konstruktivt – eller forsøger i det mindste på det. Og her er det tydeligt, at vi står ved en skillevej. For det kan godt se fornuftigt ud at være kampberedt og væbnet til tænderne, men det er ikke altid den bedste løsning på et problem. Det kan også være fornuftigt at komme den anden i møde og måske genkende sig selv i ham eller hende. Det har en formidabel virkning. Noget nyt opstår, som godt kunne opdyrkes og blive til sympati, måske ligefrem venskab eller kærlighed.

Ja, og nu er vi så ved at forlade dyreriget og er på vej ind i det næste rige, som ikke kendes her på jorden. Men det er så dér, hvor "de rigtige mennesker" bor. Vi har allerede noget af dem i os, men endnu reagerer vi på mange måder som dyrene i naturen. Så helt kan vi ikke leve i det rigtige menneskerige. Men vi kan godt se, at det er den vej, udviklingen går. Endnu er vi blot "jordmennesker", som Martinus kalder os.

Og således fortsætter det, rige efter rige. Og i disse riger lever vi drømmen ud fra det forrige rige og forbereder os på det næste. Efter visdomsriget og den guddommelige verden følger salighedsriget. Så er vi igen dér, hvor klipper og sten dukker op i en ny fysisk verden. Derpå følger et nyt og anderledes planterige. Og således bliver evigheden til. Altid noget nyt – og dog det samme. Til glæde og velsignelse for alle levende væsener.