Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I bogen "Martinus som vi husker ham" (s. 178) skriver Bertil Ekstrøm en meget interessant lille historie om Martinus: "Martinus' ubestikkelige ærlighed havde jeg svært ved at leve op til. Hvis han f.eks. havde kørt med sporvognen, og konduktøren havde forsømt at billettere ham, sendte han dagen efter sporvognsselskabet beløbet i frimærker. Han begrundede det med, at han ikke ville stå i gæld til nogen, når han forlod denne verden. For enhver gæld binder og skal betales."

Det er måske nødvendigt at forklare billetteringssystemet dengang. Når man stod på sporvognen kom en konduktør rundt og solgte billetter. Man kunne så være så "heldig", at sporvognen var overfyldt med passagerer, hvorfor man "desværre" ikke nåede at blive billetteret inden man stod af. Det kunne givet udnyttes at gemme sig for konduktøren. Bertil skriver, at "konduktøren havde forsømt at billettere", hvorfor det blev Martinus' skæbne at køre gratis. Han kunne have tænkt, det er en lille gave fra Forsynet til min betrængte økonomi. Sådan giver Forsynet til de, der giver til andre! Men sådan tænker Martinus ikke! Han ser, at han er kommet i gæld. At der er en ubalance, der skal udlignes. Altså en lille historie fra det virkelige liv om, hvordan et menneske med fuldkommen indsigt i loven for årsag og virkning handler. Vi skal alle lære at kende og forstå skæbnelovens fuldkommenhed ned i de mindste og fineste detaljer.

"Det er saligere at give end at tage", udtaler Jesus (Ifølge Paulus i Apostlenes gerninger 20,35). Det er sagt i en sammenhæng omkring at tage sig af de skrøbelige/syge/fattige. Det næstekærlige menneske, kan man forstå, har en uimodståelig trang til at give og føler stor salighed derved. Det, der umiddelbart kan undre, er, at dette at "give" stilles over for dette "at tage". "At tage" kan jo betyde at stjæle eller tage det, som man mener retteligen tilkommer mig, eller mere uskyldigt, at tage for sig af livets goder, som skæbnen spiller en i hænde. Modstiller Jesus saligheden ved at give med den salighed, som ren og skær egoisme i alle dens grove og finere former kan afføde på vores nuværende udviklingstrin? Det er saligere at være altruist end at være egoist!

Der synes at være stor usikkerhed om den korrekte oversættelse af dette citat. I danske udgaver fra før 1962 af "Det Nye Testamente" skrives "at tage", men derefter er oversættelsen rettet til "at modtage", og ordlyden ændret til: "Saligere er det at give end at modtage". I den engelske "King James" udgave af Bibelen står: "It is more blessed to give than to receive" (ACTS 20:35). Det er saligere at give end at modtage! På en måde er udgaven med "at modtage" et mere forfinet udtryk i sammenhængen med at give til de fattige.

Lad os prøve at forstå "at give", "at tage" og "at modtage" ved brug af symbol 16 "Evighedslegemet" (Se evt. en kort symbolforklaring her: www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-16).

Jeget – symboliseret ved trekanten i midten – er evigt involveret med at afgive og modtage energi. At afgive energi er at skabe, og at modtage energi er at opleve. At afgive og at modtage er med andre ord henholdsvis begyndelsen på og afslutningen af det samme energikredsløb. I bund og grund kan det levende væsen kun afgive og modtage. Vi er nødt til at skabe for at opleve, og det gør vi hele tiden, også under læsning af en tekst som denne. Vi er nødt til at give kærlighed for at modtage kærlighed. Symbolet "Evighedslegemet" udtrykker, "som du sår, skal du og høste", og "gør mod din næste, som du ønsker, denne skal gøre mod dig".

"At give" i sin reneste form er udtryk for, at jeget sætter en særlig sammensætning af grundenergierne i kredsløb, der alene har til hensigt uegennyttigt at give en gave – at være til glæde for omgivelserne.

"At tage" er også udtryk for, at jeget sætter en særlig sammensætning af grundenergierne i kredsløb, men med den stik modsatte hensigt i forhold til "at give". Her afgives energi for i et oftest snævert perspektiv at tilegne sig energi! Det dækker alle situationer fra at stjæle / bruge magt i grove og forfinede former til at tilegne sig det daglige brød.

"At modtage" skiller sig ud ved at være energi – også en sammensætning af grundenergierne – der skæbnebetinget møder jeget. Skæbnevirkningen af "at give" og "at tage" er således vidt forskellige. Det kan være aldeles saligt at modtage, og det kan være aldeles usaligt / lidelsesfuldt at modtage.

Der kan være stor salighed forbundet med egennyttigt "at tage", ligesom der uden tvivl er en vis salighed forbundet med at være velhavende. Men set i et større perspektiv betinger årsags- og virkningsloven, at egoisten kommer i hård konkurrence med andre egoister, hvad der vil føre til oplevelse af modsætningen til at være velhavende – altså fattig / udkonkurreret. Åndsvidenskabeligt set lærer vi af bitter erfaring hen gennem udviklingen, at "det er saligere at give end at tage."

Giver man til den fattige, kan man ikke forvente, at den fattige betaler tilbage. Her må gives af et rent hjerte, altså uden at forvente en modydelse. Og dog modtager giveren straks en gave ved sin handlings udførelse – en varm strøm af lykke / salighed følger med. Personen i nød oplever måske lidt det samme – en salighed ved at modtage. For mange meget fattige mennesker betyder en sådan lille gave forskellen mellem liv og død. Jesus kan altså også meget vel i sammenhængen have sagt: Det er saligere at give end at modtage!

I det følgende stykke udtrykker Martinus en entydig forståelse af Jesus udsagn:

"Da loven for livet eller betingelserne for oplevelsen af det fuldkomne liv eller den sande og virkelige lykke udelukkende kun kan manifesteres eller befordres igennem praktiseringen af dette, "hellere at give end at tage", er det på forhånd givet, at et væsen, der "hellere vil tage end give", og som praktiserer denne levemåde, ikke kan opnå den sande lykke eller absolut fuldkomne form for oplevelse af livet. Det vil alle vegne møde hindringer for tilfredsstillelsen af dette sit begær og i dem se en "uretfærdighed". Det bliver således i mange situationer tvunget til "at give i stedet for at tage". "Kejseren skal nemlig have, hvad kejserens er, og Gud skal have, hvad Guds er", hvilket igen vil sige, at det evige livsprincip eller loven for livet, dette "hellere at give end at tage" skal før eller senere bringes til overholdelse. Ingen kan derfor slippe uden om denne lov. Alt, hvad de på selvisk måde har taget fra næsten, skal før eller senere betales tilbage. Sker det ikke frivilligt, vil livet selv befordre det ved magt. Og det er denne manifestation fra livets side mod den uvidende egoist, der bliver opfattet som "uretfærdighed". Denne livets egen tilbagekrævning af de af individet på egoistisk måde tilegnede for mange besiddelser, sjælelige såvel som fysiske, sker i tilsvarende grad som en sjælelig og fysisk fallit eller sammenbrud. Der opstår uheld her og der. Intet er der tilsyneladende velsignelse ved. Og i en masse forhold synes de opnåede resultater slet ikke at stå i forhold til de kampe og besværligheder, de har kostet. At et sådant menneske befinder sig i et kosmisk fængsel og ikke i kosmisk frihed er her selvindlysende…" (Småbog 22 b kap. 13)

Ikke at betale sin sporvognsbillet, selv om det jo ikke er min skyld, at jeg ikke blev billetteret, og selvom Københavns Sporveje bare kunne have sat flere til at billettere, og selvom Martinus ikke havde til hensigt at snyde, og selvom det koster ekstra at sende frimærker for det skyldige beløb med posten, så er Martinus helt klar på, at dette ikke at betale er udtryk for princippet "at tage". Han føler altså det modsatte af salighed ved at "modtage" en gratis tur med sporvognen.

Det sætter måske os alle sammen i en mere eller mindre ubehagelig situation. Vi er måske i langt højere grad involveret med "at tage", end vi bryder os om at tænke på. Alt fra at benytte computerprogrammer o.a., som vi ikke har betalt for, altså krænke ophavsret, over absolut ærlighed i forhold til skattevæsenet, og til en række dagligdags sammenhænge, hvor vi måske tænker, her tilsmilede lykken mig, jeg fik det gratis eller meget billigt – han snød sig selv! Det store spørgsmål bliver, hvornår er mine handlinger udtryk for og eksempel på det usalige "at tage"?

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! svarer Jesus Farisæerne, da de prøver at lave en fælde for ham (Matt. 22,21). Som Martinus skriver ovenfor: "Kejseren skal nemlig have, hvad kejserens er, og Gud skal have, hvad Guds er", hvilket igen vil sige, at det evige livsprincip eller loven for livet, dette "hellere at give end at tage" skal før eller senere bringes til overholdelse".

Vi har som jordmennesker lært og lærer fortsat al grundlæggende positiv human adfærd og moral gennem "livets direkte tale". Byttehandel og penge såvel som at være underlagt stammelove og diktatorer har været en del af "livets direkte tale" i årtusinder. Kejseren må symbolisere den fysiske verdens love, sociale adfærdsregler og livsbetingelser. Vi kan se os sure på alle de regler, der skal overholdes i samfundet, både de nedskrevne samfundslove og de uskrevne moralske. Vi kan føle os uretfærdigt behandlede. Vi kan bryde disse love. Vi kan lade hånt om alle regler, og det vil måske i næsten alle tilfælde være udtryk for, at vi sidder overhørigt, at vi ikke giver kejseren det, som er kejserens. Derved giver vi heller ikke Gud det, som er Guds.

Citatet kan måske forvirre lidt, for er kejseren ikke indsat af Gud? Kan kejseren være udtryk for noget andet eller noget ved siden af Gud. Nej selvfølgelig ikke! Alle livsenheder er en del af Gud. Kejseren må være symbolet på verdslig magt – magtudøvelse på jorden. Kejseren på Jesus tid, som alle andre kejsere og magthavere siden, var i ekstrem grad udtryk for princippet "at tage". At tage fra folket og give til sig selv og sine venner og det magtapparat, der skal til for at opretholde magten. Rigtig mange mennesker kæmper med at komme fri af den ånd i dag. Kan Jesus virkelig mene, at man skal underlægge sig en sådan magt? I den konkrete sammenhæng i Det Nye Testamente bliver han spurgt, om man skal betale skat til kejseren. Han svarer: ""I hyklere, hvorfor friste I mig? Vis mig skattens mønt!" Og de bragte ham en denar. Og han siger til dem: "Hvis billede og overskrift er dette?" De siger til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!""

Er Gud da på magthavernes side? Til det er der vel kun at sige, at ifølge årsags- og virkningsloven fødes vi ind i samfund og sammenhænge, som spejler noget i os selv. Vi har op gennem udviklingen været meget mere magtmennesker end nu og dertil været stammetro, ekstremt partiske og religiøst og menneskeligt snæversynede i uhyrlig grad. Magtudøvelse, hårde straffe og gengæld har været naturligt for os. Vi har forfulgt alt og alle, der afveg fra stammens love og regler, selv når det var vores egen familie. Hele dette adfærdsmønster skal afvikles helt og aldeles, før vi kan begynde at forstå næstekærligheden. Vi må møde modstand på det fysiske plan – overvældende overmagt vi oplever som repræsentant for den højeste uretfærdighed – så længe vi i vores hjerter har noget af kejserens mentalitet. Vi må lære ned i mindste detalje, i enhver handling, tanke og følelse at udtrykke, hvad næstekærligheden repræsenterer. Gør vi det ikke, kan vi det ikke – og det kan vi næppe endnu – ved vi også, at vi på et eller andet tidspunkt kommer til at møde princippet "kejseren", og måske, som Martinus skriver, opleve det vældigt uretfærdigt, hvilket yderligere vil forstærke det mørke i mødet.

Opgaven med at identificere princippet "at tage" er ikke nem i de finere detaljer i livet. I mit liv oplever jeg, at der er sammenhænge, hvor jeg kaster ret megen energi ind i at opnå noget bestemt, sådan som jeg ønsker det – min vilje ske. Når det lykkes, er det naturligvis saligt, men er det også saligt på sigt? Hiver jeg så meget i en bestemt retning, at jeg tilsidesætter andres ønsker og behov og samfundets regler? Det er altid et personligt moralsk spørgsmål.

I andre sammenhænge oplever jeg meget tydeligt princippet at modtage. Noget der kommer til mig, som præcis svarer til mine ønsker og behov, uden at jeg bevidst har lagt nogen energi i at opnå dette gode. Det betyder ikke, at jeg f.eks. ikke har måttet betale for det. Men med tingen, ydelsen, gaven var det som om, det var tiltænkt, at det var mig, der skulle have den. Det morsomme eller tragiske er, at i andre sammenhænge kan jeg ærgre mig over noget jeg ikke fik, men som jeg var så tæt på at få. Her trænger det ikke rigtigt ind, at intet er tilfældigt, og at ligesom der er ting, der er tiltænkt mig som god skæbne, så er der også ting, som er tiltænkt andre som god skæbne, hvorfor ærgrelser reelt er noget af en dumhed.

I sidste ende handler det også om, hvad vi hovedsageligt føler salighed ved. I en materiel verden kan vi f.eks. opleve stor salighed / glæde ved at binde netop ting og endda mennesker til os – "kejseren" er på spil og leder os i virkeligheden mod Gud. Som Jesus udtaler henvendt til Peter: "Og jeg vil give dig Himmeriges riges nøgler, og hvad du binder på Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på Jorden, det skal være løst i Himlene" (Matt. 16,19).

Står vi ligesom Peter med "Himmeriges riges nøgler"? En indsigt i tilværelsens store sammenhænge, der kan lede os mod næstekærligheden. Indsigt i at vi har en dyrisk side i vores bevidsthed, der binder os til Jorden, og en human side, der "løser" os fra Jorden. Vi skal ikke skamme os over, at vi endnu gør meget, der binder os til jorden. Næstekærligheden er, ifølge Martinus, ikke en viljesakt, men et omfattende udviklingsprojekt. Vi kan ikke "løse" os fra jorden, før vi er skabt færdige til permanent ophold i Himlene. Skabt færdige indebærer en omfattende åndelig såvel som fysisk udvikling og forvandling, vi ikke har nogen direkte indflydelse på – med f.eks. tanke på polforvandlingen. Ikke desto mindre er det af afgørende skæbnemæssig betydning, at vi løbende skærper vores evne til at genkende princippet "at tage" ned i de fineste detaljer.

Tak til Bertil!