Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når det levende møder materien, såvel den psykiske som fysiske, opstår tiden. I al skabelse mødes det timelige og det evige i dét, som vi oplever som et evigt fortsættende nu. Det er netop i dette møde mellem det timelige og det evige, at livet inkarnerer og kommer til udtryk. Livet kan kun afsløre sit evige nærvær ved at træde ind i timeligheden, her og nu. Det kan ikke inkarnere i datid eller fremtid, kun i det evige nu, hvor al livsoplevelse og skabelse finder sted.

Når vi nu ikke kan opleve livet absolut neutralt, hvad er så essensen af nutidens fokus på at leve i nuet og at være bevidst nærværende? Kernen, som jeg ser det, er at lære os at se og forholde os til verden på en ikke-dømmende og kærlighedsfuld måde. Vi kan lære at se på livet med venlighed og lære at opleve alt som meningsbærende detaljer i et evigt livsforløb. Vi kan lære at iagttage verden uden at dømme mennesker eller foreteelser som onde eller gode og sætte en masse etiketter på andre. Vore ureflekterede tankereflekser får os nemt til at tænke, at den, som er ubehagelig mod os, er en idiot, og at den, som er behagelig mod os, er en engel. Neutral i absolut forstand kan vor livsoplevelse altså aldrig blive, men vi kan lære at blive upartiske og venligt respektfulde over for livets mangfoldigheder. Vor egen livsoplevelse vil altid bære præg af en vis længsel og en vis mæthed. Er vi mætte af krig, så virker det ubehageligt at se på billeder af krig i nyhederne. Er vi fysisk sultne, vil det præge oplevelsen af velduftende mad osv. Men vi kan opøve et ikke-dømmende møde med omverden, når vi anerkender, at andre mennesker må gøre deres erfaringer igennem tilfredsstillelse af en længsel, som vi måske selv allerede er blevet mætte af. Vi føler os måske mætte og frastødte af alkohol og stoffer, men vi behøver af den grund ikke dømme et andet menneske, som lige nu er glad for at gå på kroen og feste; tværtimod kan vi være taknemmelige for de modsvarende erfaringer, som i dette eller i tidligere liv gav os vor egen mæthed, og for at denne person nu får mulighed for at udforske en verden af kemiske sanseændringer og således får samlet erfaringer af disse konsekvenser. For mig er det denne ydmyge livsholdnings vækst på alle livets områder, der er livets mening med vor nuværende udvikling. En ydmyg ikke-dømmende indstilling står ikke i modsætning til dét, at man selv bærer en længsel i sig og stræber mod egne mål i eget tempo. Den står heller ikke i modsætning til, at man forsøger at hjælpe mennesker ud af deres eventuelle misbrug – når de er modne til det. Det er i en accept af nuet, man finder den kreativitet, som fører én fremad.

Vi kan kun have kontakt med omverden her og nu via vore sanser. Vi ser, vi hører, vi føler, lugter og smager på vor omverden. Sansernes berøring kan kun ske i nuet. Sanseoplevelsen nu og her er en bro til det levende omkring os. Når vi bearbejder tidligere hændelser eller spekulerer på, hvad der vil ske i fremtiden, så flyttes fokus fra sansernes berøring med omgivelserne til vor indre verden. Gennem evolutionen fra dyr til menneske er vor indre verden stille og roligt vokset. Liv efter liv har alle disse erfaringer bevirket en udvidelse af vort erfaringskartotek. Evnen til at håndtere disse, dels i form af bevidste erindringer og dels af nu ubevidste tidligere erfaringer i form af fantasi, bliver med udviklingen mere og mere avanceret. Dette er en enorm fordel for vor skabeevne inden for kunst, teknik, videnskab, i relationer osv. Samtidig øger det risikoen for at hænge fast i spekulationer om ubehagelige ting, der kunne tænkes at hænde, hvis og såfremt ... og spekulationer om, hvilke grimme tanker andre eventuelt måtte have om os, eller hvilke sygdomme vi muligvis kunne tænkes at få. Øget bevidsthed og kundskab giver udvidet evne til at tænke og handle konstruktivt, men også evne til at tænke og handle destruktivt. Dyret, som endnu ikke er bevidst i sin egen indre verden, lever i sansernes møde med den ydre verden og er derfor mere opmærksom her og nu i det fysiske møde med omverden. Når vi mennesker går ind i vort indre rum og dér bearbejder vore erfaringer, hvad enten det er i form af positive eller negative tanker, så trækkes en del af opmærksomheden væk fra mødet med omverden i nuet. Det er naturligt, at vi som tænkende mennesker bevæger os frem og tilbage – ud til nuets nærvær med vore medmennesker – og bagefter ind i det indre for at reflektere og sætte de nyindkomne erfaringer i relation til modsvarende tidligere erfaringer. Det sker hele tiden, dels helt automatisk og ubevidst, men foregår også som en bevidst refleksion. En gang imellem kan vi mærke på vore venner, at de er langt borte, f.eks. se det på en vens blik. De er så optagede af den indre verden, at vi oplever dem som fraværende. Når vi taler med nogen i telefonen, får vi sommetider fornemmelsen af, at de gør noget andet samtidig; måske ser de t.v. eller læser mail. Deres svar kommer en smule forsinkede og er lidt mere adspredte. Når vi gennemlever svære tider som f.eks. et tab af en af vore nærmeste, er det naturligt, at vi er mere fraværende i det ydre møde p.g.a. den indre bearbejdning af tabet. Da kan erindringen om dét, der skete i den ydre verden efter tabet være fragmentarisk eller helt borte. Da har vi ikke været så tilstrækkelig nærværende i de ydre begivenheder, at de har kunnet lagre sig i vor hukommelse. Er vi nervøse før en kommende fremtræden, kan vor energi være så optaget af opladningen, at vore svar på eventuelle spørgsmål bliver temmelig ukoncentrerede og overfladiske. Når vi er afslappede og trygge, er det betydelig lettere at være nærværende og opmærksomme i mødet med andre. Så flyder interaktionen mellem nuet og vort indre referencemateriale af tidligere erfaringer frit og uhindret. Den kreative strøm fra det indre kan da let flyde frem og tilbage over sansernes bro til vore omgivelser. Vi glæder os da over mødets bevidste nærvær og føler os delagtige med vore medmennesker, dyr eller naturen.

I Østen findes der åndelige traditioner, som har haft fokus på væren, og som har overbetonet det åndelige i stræben efter dét, der ligger bag det forgængelige. Samtidig har man på mange områder udviklet et distanceret forhold til livets nærvær i den fysiske verden. Disse traditioners praktiske tillempning bærer derfor ofte præg af en u-interesse m.h.t. medmenneskenes materielle vilkår og lidelser. Man vender sig bort fra verden og lidelsen for at blive frie i ånden. På den måde bliver en for stærkt udviklet identifikation med væren eller det evige til en dødskultur, hvor nogle mennesker ligger og sulter ihjel i rendestenen, mens andre sidder og mediterer for at få oplysning. Og fra denne overidentifikation med det åndelige betragtes den fysiske omverden som noget, man ikke skal engagere sig i. I Vesten er det derimod det materielle aspekt af livet, der er blevet overbetonet, hvilket har ført til, at man betragter materien som det eneste virkelige. Man har således også praktiseret en dødskultur, hvor man er blevet verdensmestre i aktivt at slå mennesker, dyr og planter ihjel. Alt i omverden opfattes som materie, der enten skal formes for at tilfredsstille ens egen sult og mættelse eller som noget, der må ryddes af vejen. Man har også skabt sig et billede af verden og skæbnen som værende et resultat af døde tilfældigheders spil.

Den fokus på det materielle og intelligensmæssige, som i meget lang tid har præget Vesten, har fået mange menneskesjæle til at sulte. Mange er ikke tilfredse med troen på, at en kemisk justering af hjernen er svaret på de depressioner og den angst, som bl.a. er vokset frem i fodsporet af en eksistentiel nød. Man søger da efter ny åndelig næring. Ud fra denne mættelse af materialismen og den ensidige intelligensbaserede tænkning er flere åndelige retninger vokset frem, som mener, at oplysning findes hinsides intellektet. En del går endda så langt, at de mener, at alt det dårlige, såvel psykisk som globalt, skyldes vor tænkemåde. Det er jo også sandt, at der er noget galt med en tænkemåde, som bringer så mange krige, konflikter, depressioner og selvmord med sig. Det handler dog ikke om tænkningen i sig selv, men måden vi tænker på! Evolutionsmæssigt set er vor intellektuelle evne kun i et fosterstadie sammenlignet med det, den kommer til at blive i fremtiden. Det er derfor i princippet lige misvisende at dømme den intellektuelle tænkning som en hindring for oplysning, som det vil være at dømme alle æbler som uspiselige efter at have bidt i et enkelt surt umodent æble. Modstand mod tænkning genkender vi fra næsten alle trosretninger. Man mener, at tænkningen forfører mennesket bort fra den sande lære og den følelsesmæssige hengivenhed over for Gud, som man ser som forudsætning for frelsen. Ifølge den nye verdensimpuls er selve forudsætningen for virkelig oplysning baseret på udviklingen af en selvstændig tænkning. Tænkning er den evne, med hvilken vi organiserer og mobiliserer de tankebilleder, som har lagret sig i det kartotek af erfaringer, vi har samlet os gennem alle jordliv. Problemet er altså ikke, at vi tænker, men hvorledes vi tænker. Når vor tænkning udgår fra fejlagtige præmisser, som f.eks. at vi er ofre, at vi har fjender, at vi er ét med vor krop og derfor vil blive udslettet i forbindelse med kroppens død, at "Hvis bare jeg finder den eneste ene, så bliver jeg lykkelig for evigt!" osv., kommer vi i konflikt med livet og vore medvæsener. Med sådanne billeder af verden som udgangspunkt for tænkningen låser vi os selv fast i frygtsomme spekulationer og i misforståelse af livets udvikling og dets mening. Når vi er blevet modne nok til at tage et verdensbillede til os, som ligger nærmere livet selv, og som kan forankre vore tanker i livsbekræftende og logiske baner, vil vi mærke, at vor tænkning stille og roligt, men sikkert, hjælper os til at forstå meningen med vore erfaringer, og på denne måde lærer vi at se med kærlighed på vort liv og vore medvæsener. Disse tanker karakteriseres netop ved, at de er ophav til følelser af fred, livsmod og livsglæde. Den livsfjendtlige tankeverden, teknik, økonomi, politik m.m., som vi nu ser udspringe af en intelligent, men selvisk tænkemåde – uden hensyn til livets og naturens love – vil altså, når vore tanker får vejledning af en sand kærlighedsvidenskab, skridt for skridt ændre kurs mod en højere og mere menneskelig kultur. Vejen til indvielse er kosmisk set ikke et spørgsmål om åndelige teknikker. Det er et spørgsmål om at praktisere den kærlighedsmoral, som kendetegner livet eller Guddommen selv, hvilket vil sige, at såvel i tanke, hjerte, som i handling, at være indstillet på at være til nytte og glæde i al kontakt med alt og alle.

For mange år siden læste jeg en artikel med titlen: "At leve i meditation" af Wilfred Stinnisen. Jeg husker knap nok artiklens indhold, men titlen bed sig fast. Det føles så rigtigt, at vi må lære at forene vor bevidsthed om den evige værens dimension – i os selv og i alt vi møder – med en bevidst og aktiv skabelse og oplevelse i verden. Den nye verdensimpuls' opgave er at forene følelse og intelligens og at forene væren og gøren, ånd og materie i en harmonisk helhed. I korsets centrum pulserer det evige liv i et evigt nu. Hvis jeget er symboliseret ved den lodrette akse og det skabte ved den vandrette, så udgør mødet imellem dem vor skabe- og oplevelsesevne, hvilket er den højeste ild eller livskraft, som får alt liv til at inkarnere. Det er ingen tilfældighed, at vor krop er formet som et kors, og at hjertet befinder sig i centrum af kroppens korsform. Den skabeevne, som her er lokaliseret i korsets midte, kommer først til sit geniale udtryk, når den kommer fra hjertet og er udtryk for kærlighed til, og i erkendelse af, det levende i alt og alle. Det er i denne livsindstilling, at vore højeste sjælskræfter, vor kreativitet og intuition kan frigøres.