Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forældre har formentlig altid bekymret sig om deres børn, deres livsstil og vaner, men nok i særlig grad i de sidste 40-50 år, hvor hele den autoritære kultur er brudt mere eller mindre sammen. Det gælder naturligvis ikke for alle samfund verden over, men i de nære omgivelser i Skandinavien og Europa har udviklingen affødt meget selvstændige unge. Nogle af de ting, der bekymrer forældre til teenagebørn i dag, er det ualmindeligt store alkoholindtag, tobaksrygningen og narkotikum af forskellig art, alt sammen noget der hvert år koster unge mennesker livet og i andre tilfælde giver sociale problemer, afhængighed, mistede uddannelser o.m.a

Man kan med rette hævde, at forældrene som rollemodeller ikke selv har været, eller er, de bedste repræsentanter for afholdenhed i hverken den ene eller den anden retning. Forbruget af rusmidler i enhver afskygning er steget voldsomt. Om det er den økonomiske velstand, tabet af religiøsitet, stress eller andre faktorer, undersøges af forskere, sociologer, psykiatere og mange andre faggrupper, som prøver at forstå, hvad der ligger til grund for den markante ændring af livsstilen, og hvad det i fremtiden kan udvikle sig til. Et nyt begreb har set dagens lys – livsstilssygdomme! Grundlaget for forskningen er i vid udstrækning baseret på "arv og miljø teorierne", der, kort sagt, overvejende angiver grunden til det voldsomme forbrug/misbrug som et resultat af miljøet under opvæksten og de arvelige forhold. Det har været forsøgt at afskrække specielt de unge med massive oplysningskampagner imod indtagelse af alkohol, tobak og narkotika, men det har hidtil ikke ændret væsentligt på forholdene.
 

I fortiden havde naturfolkene et meget nært forhold til den åndelige verden. Det daglige liv var knyttet uløseligt sammen med de stammefrænder og familiemedlemmer, der havde forladt den fysiske tilværelse. Fortidsmenneskets tilværelse var i særdeleshed koncentreret omkring kampen for tilværelsen og forplantningsevnen, støttet af ritualer og ceremonier, der skabte kontakt til den åndelige side af tilværelsen. Disse ritualer får inspiration og næring fra "det religiøse instinkt" og baserer sig på den evne, Martinus kalder den instinktive, lavpsykiske sanseevne. Denne psykiske sansning er ikke en fuldt dagsbevidst viljesakt, idet den som nævnt er båret af instinktevnen. Målet for de rituelle handlinger var at frembringe en trancetilstand, og i denne tilstand blev den psykiske korrespondance til ånderne etableret. Til støtte for opnåelsen af denne trance anvendtes selvsuggestion, sang, rituelle danse, i nogle tilfælde suppleret med rituel indtagelse af svampe, rødder, rygning eller indtagelse af ekstrakter med euforiserende virkning. Den åndelige verdens velsignelse og Guds nærvær har også været det centrale i de religiøse kulturer, der er fulgt efter, blot med forskellige temaer og udformninger. Udviklingen af gudsforholdet forandrede naturligvis de ritualer og ceremonier, der blev udført. I takt med den instinktive sanseevnes delvise degeneration opstod de religioner, der egentlig udgør de første former for "intellektuelle" udredninger af gudsforholdet. Her er nedskrevne forskrifter og forklaringer i form af Bibelen, Koranen, Bhagavad Gita o.l. I de store religioner forsvinder rusmidlerne fra ceremonierne, hvis man ser bort fra røgelse og altervin som rusmiddel. Indtagelse af alkohol indgår i stedet som rituel indtagelse af "Kristi blod" i forbindelse med altergang, ligesom oblater rituelt er Kristi legeme. Det er blevet "syndigt" at indtage rusmidler af enhver art, ligesom cølibat i et vist omfang indgår som et led i legemets renselse. Den legemlige renselse og askese opfattes som vigtige for "det hellige liv" i Guds tjeneste. Bøn, recitationer og salmesang, stemmer i stedet sindet, så Guds nærhed bliver oplevet stærkere i den suggestive, kontemplative tilstand, der opstår.
 

Rus og rusmidler som katalysator for religiøse oplevelser er bestemt ikke et ukendt fænomen. Trangen til kontemplation med det guddommelige er i de tidligere stadier af jordmenneskets tilværelse, som nævnt, båret af instinktet. Det vil sige, at de tidlige stammefolk og kulturerne helt frem til det moderne, ateistiske menneske, i større eller mindre grad, har fundet næring til deres gudstro gennem instinktet eller "fornemmelsen" og den "blinde tro" på, at der eksisterer "noget højere og guddommeligt". Martinus skriver i Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 107: "Så længe menneskene endnu kun kan fatte de højere magter, guder eller "guddomme" med deres instinktevne, altså deres anelsesevne, fordi deres intelligens og humane følelse endnu ikke er særligt udviklet, bliver det denne deres uintellektuelle, instinktbårne anelsesevne, der udgør fundamentet for de pågældende væseners anelsesforestillinger om netop højere magter, guder eller guddomme." Det moderne ikke-troende menneske har mistet troen på Gud i takt med intelligensudviklingen, men "tabet" har efterladt et åndeligt tomrum, som i stedet udfyldes af politisk søgen, videnskabens landvindinger, begæret efter det materielle og i mange tilfælde af karriere i arbejdslivet m.m. Som omtalt forskes der intenst i, hvorfor nutidens moderne menneske har udviklet en så nedbrydende livsstil med et stort behov for alkohol, tobak, narkotika og andre stimulanser, et behov der synes øget proportionalt med den materialistiske livsindstilling. Det kan måske opfattes som en kollektiv trodstilstand eller som en modreaktion på den moralske "omklamring", religionerne har repræsenteret. Den tilstand, som "rusen" skaber for det enkelte menneske, er tilsyneladende selve målet, og er ikke som tidligere et middel til opløftelse af åndslivet. Rusen skaber en vis midlertidig frigørelse fra personlige hæmninger eller en "flugt" fra dagliglivets besværligheder og modgang. Generelt set kan man sige, at "rusen" ændrer den pågældendes tilstand og virkeligshedsoplevelse i større eller mindre grad, idet intelligensevnen helt eller delvis lammes. Martinus skriver i Logik, kap. 11: "Men her må man naturligvis skelne skarpt, thi medens den alkoholiske beruselse er en unaturlig, kunstig frembragt foreteelse, der som virkninger af en underminerende gift er nedbrydende eller lemlæstende både for sjæl og legeme, er den religiøse "beruselse" eller entusiasme et naturligt fænomen, der er beregnet på at stimulere eller befordre bevidsthedslivet fremad og opad mod en højere moralitet, civilisation og kultur.

Endvidere er der også den forskel på den alkoholiske og den religiøse beruselse, at medens den intelligensmæssige analyseringsevne i den første slet ikke mangler hos individet, men kun midlertidig indtil en vis grad er hæmmet eller lammet på grund af giftens virkninger, eksisterer den i sidstnævnte kun i en meget elementær form."
 

I en moderne, teknologisk verden er belastningen for det enkelte menneske kolossal, ofte primært af psykisk art, og hvert vågne minut kan være et rent sansebombardement. I den sammenhæng kan det nok opfattes som en form for "medicinering" med en sjus efter arbejdstid og/eller et glas rødvin til aftensmaden. Denne vane understøttes af, at mange læger, forskere og videnskabsfolk, fremhæver det daglige glas vin som et element af sundhed, idet specielt rødvin indeholder antioxidanter, og at det daglige glas vin giver livskvalitet samt angiveligt virker afstressende. At alkohol i større mængder indebærer en sundhedsrisiko er almindelig kendt, og lægfolk anbefaler, at en vis daglig eller ugentlig dosis ikke overskrides. Skadevirkningen af overforbrug af rusmidler m.m. bekymrer dog ikke de fleste nydere – "det siger de blot for at skræmme os", var kommentaren fra et "interviewoffer" på tv. Mange har valgt at forholde sig til problematikken ved at hævde, at de hellere vil leve 60 år i nydelse end 80 år i forsagelse. Hvor rusen tidligere havde til hensigt at skabe en ophøjet bevidsthedsmæssig tilstand, er det materialistiske menneskes mål et ganske andet. Her er målet "at få det godt og have det sjovt" eller hygge sig med gode venner eller familie. Mange af de hellige højtider er stadig bevaret, men i stedet for at have kirken og religionen som samlingspunkt er det meget ofte forbundet med massiv alkoholindtagelse. Hvis vi forestiller os festlige stunder, som f.eks. påske og julefrokoster, er det vel enhver bekendt, at de generelt set er de mest "fugtige" af alle højtider. Den voldsomme alkoholindtagelse medfører forgiftning af det fineste "organ" – nervesystemet – hvilket medfører nedsat følsomhed og legemsfunktion, helt generelt. Ludvig Holbergs komedie "Jeppe på Bjerget" illustrerer ganske morsomt, men bestemt også livsnært, hvordan Jeppe er nødt til at drikke sig en pægl snaps for at holde tilværelsen og sin hustru Nille ud, så eskapismen har her fået et kunstnerisk udtryk.

Undersøgelser af nutidens religiøse menneskers måde at bearbejde tilværelsens modgang på sammenlignet med ateistens viser, at det religiøse menneske ikke har nær det samme behov for at stimulere sig og søge trøst i rusmidler, idet de har troen på Gud og en højere retfærdighed som støtte i deres tilværelse, medens ateisten ofte kun har sig selv og en kaotisk retfærdighedsteori at støtte sig til. Det er ikke alle mennesker, der er destineret til misbrug og overforbrug af rusmidler, det er oftest "svage sjæle", som det kaldes, og Martinus omtaler i Livets Bog, bind 5, at de, der er særligt udsatte, er "væsner, der har mistet deres livsgrundlag på den ene eller den anden måde".

Når vi mennesker mister det faste holdepunkt og ikke har evne og indsigt til at etablere et andet ståsted, kan vi godt blive overmandet af "livets tilsyneladende tomhed" og derfor forfalde til forskellige "laster" for at eliminere denne tomhedsfølelse. Denne følelse vil, som tidligere omtalt, være særlig udpræget hos mennesker, der mangler et stabilt livsgrundlag, enten som religiøs, åndeligt søgende, eller fast forankret i naturvidenskab etc. "Den indre tomhed" – opleves ofte som rastløshed og fortvivlelse, og mange vil sikkert kende fornemmelsen, der, hvis den eskalerer, nærmest er uudholdelig. At afhængighed af rusmidler meget let kan blive prisen for at dulme "den indre tomhed" er dokumenteret af de mange, mange tusinder af mennesker, der oplever, at denne "tørst" ikke kan slukkes eller tilfredsstilles, men derimod øges og derfor på længere sigt skaber en ødelæggende afhængighed.

Martinus skriver i Det Evige Verdensbillede, bog 1, stk. 11.40: "Vi ser, at de ufærdige mennesker i stor udstrækning ligefrem saboterer deres egne mikrovæsener i deres organisme ved indtagelse af giftige og organismesaboterende materier eller stoffer, tobak, "alkohol" og alle de andre livssaboterende pulvere, piller og væsker, som menneskene i så stor udstrækning er forfaldne til."

Afhængighed af "rusen" kan meget nemt føre til svære skader, dels på de fysiske organer, og dels på de psykiske legemer og talentkerner, skader, der kan føres med i flere følgende inkarnationer. Martinus skriver i Livets Bog, bind 2, stk. 401: "Det ser, hvorledes det med sine laster har nedbrudt det ene fysiske legeme efter det andet og dermed gjort sine talentkerner i overbevidstheden defekte, og hvorved det igennem hele perioder har mistet evnen til at bygge nye fysiske legemer op i normal form."

Der forskes og snakkes meget om årsagerne til åndssvaghed og mange af de psykiske handicap, vi oplever i dag. Det menes, at skaderne opstår, dels ved fødslen af forskellige årsager, og dels som følge af den genetiske arv fra forældre. Fra et åndsvidenskabeligt synsvinkel viser det sig, at årsagerne til "defekterne" kan række tilbage til tidligere fysiske liv som narkoman, alkoholiker eller anden form for overdrevent misbrug af medicin og andre rusmidler.
 

Man kan meget let komme til at opleve at være ringeagtet og marginaliseret, hvis man hører til nogle af de ovennævnte kategorier. At ethvert menneske på et eller andet tidspunkt selv har passeret sådanne tilværelser eller kommer til det, er ukendt for de fleste. Hvis man føler en stærk intolerance og foragt over for "en sølle alkoholiker eller narkoman" og synes, "at de bare må tage sig sammen" og komme ud af deres misbrug, så peger det på manglende medfølelse. Når man er i nogle af de nævnte misbrug eller i følgevirkningerne af dem, vil de kommende inkarnationer forme sig som en meget forceret udviklingsproces skabt af de hæmninger, misbruget har skabt i krop eller psyke. Efter nogle liv vil man gennem lidelserne have høstet erfaringer og fået udviklet sin følelse og intelligens i en sådan grad, at man har lagt tiltag til misbrug definitivt bag sig. Samtidig har man fået en udstrakt medfølelse og kærlighed, specielt til andre, der er kommet i den situation, som man selv har været i. Det er ikke sandsynligt, at erkendelsen om de fortidige lidelser når frem til dagsbevidstheden. Men disse mennesker føler ofte en stærk trang til at hjælpe og vil i mange tilfælde være at finde som pædagoger og andre hjælpere på institutioner, hvor man yder støtte og hjælp til misbrugere i alle kategorier. Alle "jordmennesker" skal igennem det samme "mørke" for at komme til at opleve det samme "lys", og da ingen har præcis samme udviklingsbane, indebærer det, at vi alle vil have forskellige udviklingsområder på forskellige tidspunkter. Efter flere liv med svære, karmiske livsbetingelser vil den mørke karma være udlevet, og man vil bl.a. have høstet personlige erfaringer om, hvordan man bør behandle kroppen og dens millioner af mikrovæsener. Man vil i realiteten have oplevet en indvielse i mikrokosmos. Mikrovæsenerne bærer makrovæsenets bevidsthed, og ved at skabe en vane og afhængighed af rusmidler dannes der et miljø af inkarnerede mikrovæsener, der har en relativt lav bevidsthed, en bevidsthed, der primært har det altoverskyggende begær – at blive beruset. Når man når til den erkendelse, at den afhængighed, der er blevet til "vanebevidsthed", er en belastning for både den fysiske krop såvel som for åndslivet, og vil aflægge sig dette afhængighedsforhold, vil man opleve abstinenser. Det er alle de millioner af mikrovæsener, der protesterer over at få taget deres væsentligste livsfornødenheder fra sig – rusmidlerne – så derfor er man nødt til i denne fase at være meget viljefast og bruge bønnen som hjælp. Det kan meget anbefales at læse Martinus' artikel i Kosmos nr. 8, 2010, hvor der redegøres for forholdene i mikroverdenen og om, hvordan hvert organ har en skytsengel, "lys" eller "mørk", præcis ligesom alle andre levende væsener har deres "engle" og åndelige hjælpere.

Fra 1960'erne og fremad opstod en verdensomspændende ruskultur. Den såkaldte hippiekultur som bekendte sig til boligkollektiver, offentlig hashrygning og anden narkotika indtagelse. I sit udspring var det en "bevægelse" af fortrinsvis yngre intellektuelle og studerende, der gjorde oprør mod autoriteterne og den omfattende krigskultur. Slagskyggerne fra 2. verdenskrig og i særdeleshed Vietnamkrigen havde omsider fået folket til at rejse sig og nægte militærtjeneste og ligeledes sætte sig op mod det autoritære system. Skønt "indpakningen" i denne antikrigs protest var uskøn i sin startfase, har den affødt holdnings og samfundsændringer, der i dag er helt integrerede i de demokratiske samfund. Når en ny kilde springer, er det første, der kommer til syne – mudder, her i overført betydning. Martinus omtalte denne periode som et udslag af en åndelig impuls rettet mod jordkloden. Denne impuls' primære kraft var øjensynligt rettet imod krigstilstandene og militarismen, og en bølge af antikrigsdemonstrationer rullede over den vestlige verden. Af de mere uheldige sider af "hippiekulturen" skal dog nævnes det efterfølgende narkotikamisbrug, et misbrug der blev glorificeret af bl.a. Timothy Leary, også kaldet LSD profeten. Martinus har i forbindelse med narkotika og de LSD forsøg, der blev foranstaltet af bl.a. Stanislav Groff, sagt, at det kunne opfattes som "indbrud i helligdommen", idet man i nogle tilfælde kunne få nogle unaturligt opståede åndelige oplevelser under den narkotiske rus. Da disse oplevelser ikke var resultat af en naturlig ophøjet, moralsk udvikling, er de at betragte som en "kunstigt" fremkaldt proces, som kan få fatale konsekvenser for de pågældende. Det samme fremhæver Martinus i øvrigt i forbindelse med visse meditationsformer, der kan have samme effekt.

Den øjeblikkelige fase er dog en overgangsfase til en højere bevidsthedstilstand og et led i klodens og menneskehedens forcerede udviklingstilstand. Det danner overgangen til en indvielse i tilværelsens højeste principper og en sansetilstand af hidtil ukendte dimensioner, helt uden brug af stimulerende stoffer. Videnskaben og åndsvidenskaben vil i den nære fremtid føre bevis for disse stoffers skadevirkninger, sådan som det allerede ses i forhold til specielt tobak og narkotika.