Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi siger det en gang imellem – lidt i spøg:

"Alle andre tænker kun på sig selv ...

Det er kun mig, der tænker på mig!"

Men, hånden på hjertet, er dette virkelig kun sagt i spøg? Er der alligevel ikke en lille smule alvor med i billedet?

Jeg kan kun tale for mig selv og må i ærlighedens navn tilstå, at, jo, der er en anelse skjult kritik indflettet. Er der virkelig ikke andre, der tænker på mig!? Står det virkelig så slemt til?

Alle synes at være så selvcentrerede (inklusiv mig selv, tænker jeg stille). Det er svært at slippe tanken om, at det i bund og grund er mig selv, som må sørge for, at jeg selv(!) får dét, som jeg har brug for ...

Hvor mange gange har jeg skrevet 'jeg', bare i dette lille stykke? Selvfølgelig er der altid en selvcentrering.

At være selvcentreret er en proces, som fører til adskillelse eller fremmedgørelse; vi bliver ensomme. Vi sætter os selv i fængsel. Det er noget, jeg ved af egen erfaring. Martinus beskriver det som 'Mentale fængsler'.¹ Det er en tilkendegivelse af mangel på sand kristendom. Sand kristendom er den højeste form for kærlighed til næsten ... ikke næsten kærlighed, men ubetinget kærlighed til næsten. Denne næste er ifølge Martinus hvert eneste levende væsen, som befinder sig i vor umiddelbare nærhed – ja selv i vor egen organisme – uanset hvordan de end kommer til udtryk.

Hvad indebærer det så at være ensom? Er det ikke at have nogen venner? Ja, det kan skabe en vældig ensomhedsfølelse. Men selv midt blandt familie, venner og bekendte kan denne fortærende følelse af ensomhed eller følelsen af at være udenfor hage sig fast i vor bevidsthed. Jeg har erfaret dette, hvilket ofte har medført, at jeg har trukket mig væk. Det er for smertefuldt at føle sig omgivet af mennesker, samtidig med at man længes efter nærhed ... og så alligevel ikke opleve den ønskede kontakt. Det er ikke de andre, som skaber denne situation. Det gør jeg selv. Jeg går ind i mit mentale fængsel.

Hvad er det da for en længsel, som ikke bliver opfyldt? Ja, i mit tilfælde handler det nok meget om en slags naiv forestilling om ubetinget kærlighed. Nu tænker jeg ikke, at forestillingen om ubetinget kærlighed i sig selv er naiv. Den er formodentlig en længsel tilbage til noget, som vi engang har oplevet dybt i vort hjerte, noget vi bærer med os som et løfte om, at det atter en gang igen vil vende tilbage. Men når denne længsel projiceres ud på det enkelte menneske, er der tale om en naivitet, som i længden let kan føre til skuffelse og frygt. Det enkelte menneske har oftest ikke evnen til at elske sin næste ubetinget ... endnu. Jeg er en af dem. Måske lyder det som et umenneskeligt udsagn. Men for mig blev det lidt af en opvågnen, da jeg indså, at det meget vel kunne være sådan. Det er ikke for at undervurdere mennesket, men en måde hvorpå man kan forstå, at vi jordmennesker endnu har en hel del at lære. Hvad vi end giver hinanden, bliver det ikke mindre betydningsfuldt på grund af dette, tværtimod.

For at komme i kontakt med den ubetingede kærlighed må man søge andre kilder. Ikke i enkelthederne, men i helheden.

Hvad er der, der skaber disharmoni?

Martinus:¹

"Da individet således i sig selv har mulighed for at kunne benytte to leveformer, hvoraf den ene er fuldkommen og giver en fuldkommen livsoplevelse, og den anden er ufuldkommen og derfor giver en tilsvarende ufuldkommen livsoplevelse, vil det, hver gang det har benyttet sig af den ufuldkomne leveform (den dyriske) og derved erfaret den ufuldkomne livsoplevelse, blive utilfreds med sig selv eller ulykkelig."

Hvad er da harmoni?

Vi kan af og til opleve, at vi har kontrol over vort liv; at vi styrer det i en ønsket retning ... Vi kan til og med også en gang imellem opleve en form for kreativ strøm (flow), hvor vi føler livet pulsere gennem vor bevidsthed og vor krop. Livet følger os helt og holdent.

Men er det kontrol, vi har? Kan vi kontrollere livet?

Jeg tror mere på, at vi har fundet livets egen strøm; vi er kommet i fase eller i harmoni med livet. Vi befinder os i den primitive bøn. Bøn som handling og samarbejde med virkeligheden/Gud.

Som jeg forstår det, kan livet ikke kontrolleres, kun leves. Disharmoni opstår, når vi flytter os uden for livets strøm (svensk: 'livets flöde'). (Her kunne jeg ikke lade være med at le, idet jeg kom til at tænkte på det danske ord 'fløde'. 'Livets flöde' = 'Livets fløde' ☺). 'Fløden på grøden' ('grädden på moset') vil da være det samme som at være ét med livet. Ud fra Martinus' beskrivelser kan man forstå, at dette at elske sin næste som sig selv, er livet og dermed også livets strøm.

Martinus:²

"Så længe de jordiske mennesker endnu ikke har udviklet deres intuition, hvorigennem de dagsbevidst vil være i kontakt med universets evige love og principper, indespærrer de i større eller mindre grad dem selv i mentale fængsler."

I et stykke tid har jeg haft mulighed for at blive bekendt med Alexanderteknik. Jeg er absolut ikke kyndig inden for området og vil ikke på nogen måde propagandere for denne, men min oplevelse er den, at teknikken er en lektion i bøn, samarbejde og tillid i forhold til min egen organisme. Alle mine mikrovæsener er inkarneret i kærlighed og er indstillet på at følge Guds ønsker. I dette (lille) kosmos, som er min krop, er jeg Forsynet. Det er min vilje, som styrer; det er mig, der skal være herre i eget hus. Denne gudsopgave kan løses på forskellig vis med skiftende held. Samarbejde synes i denne sammenhæng at være både behageligere og mere i fase med livet end tvang. For at kunne samarbejde er det nødvendigt at kunne lytte.

Alexanderteknik er meget nyt for mig (jeg er ikke alexanderlærer, men elev/klient), men det handler om at lytte ind i mit eget indre og skabe kontakt til en form for mellemrum i tid; at komme i forbindelse med det 'tomrum', som er bevidstheden, og samarbejde med dette. Når dette opleves, er der plads. Plads til en mængde forskellige energier som sorg, glæde og en slags åbenhed og medgørlighed, der kan flyde frit. Det er som en mikroskopisk dans, hvor bevægelse og balance bliver til en helhed. At forene sig med kroppens guddommelighed er en måde at komme i fase med livet eller Gud. Det drejer sig ikke om et 'quick fix', som fører mig frem til fuldkommenheden i ét nu, mere om mikroindsigter og et 'slow fix' (... eller skal man sige 'en slowfox'?) i forhold til min evne til at gøre fremskridt.

Derfra er det ikke så svært tankemæssigt at tage skridtet fuldt ud og til en vis grad forstå, at samme relation har jeg som mikrovæsen i det (store) kosmos.

Kunstnere har til alle tider forsøgt at beskrive deres kreative proces, og noget, som ofte gentages, er, at det handler om at lære sig at 'se'. At se på verden med neutrale øjne. Det er (begyndende) intuition, de taler om. Martinus beskriver intuitionsevnen som en åndelig synsevne.

Således står der om synsindtryk på Visualiseringscentrets hjemmeside:³

"Synet er den af vore sanser, som formidler de fleste informationer til hjernen. Hele 70% af vor krops sanseceller forefindes i øjnene, og visse forskere hævder, at så meget som halvdelen af vor hjernekapacitet anvendes til tolkning af synsindtryk."

Information fra synet er meget komplekst. I analyserne beskrives intuitionsenergien som den mest gennemtrængende af alle energier. Når vi kommer i kontakt med intuitionen, kommer vi i kontakt med livets komplekse helhed i et forklaret lys. Dér, mener Martinus og andre med samme kundskab, er min næste og jeg det samme; dér er der ingen adskillelse.

Gud er oprigtig selvcentreret – der er intet udenfor at være opmærksom på. Men det er en centrering, som er til glæde for helheden, hvor intet er ekskluderet; alt er inkluderet. Man kunne fristes til at sige, at det er det eneste sande 'All inclusive', der eksisterer.

Gud tænker altså kun på sig selv. Hvor herligt! For så er det jo i al fald ikke kun mig, der tænker på mig ...