Kosmos 2012/4 side 124
Mineralrige, planterige, dyrerige – og hvad så?
Det lyder i grunden så besnærende. Når der nu findes både et mineralrige, et planterige og et dyrerige, hvorfor skulle der så ikke følge andre riger efter? Riger, som endnu ikke findes her på jorden? – Det mener Martinus, men kan det være rigtigt?
Vil man sætte sin skepsis lidt i system, så kan man lære en masse af Francis Bacon, som døde i 1626. Han levede på en tid, hvor man ville starte på en frisk og sikre sig, at man ikke blot overtog middelalderens forbenede tanker og overtro. Verden skulle ligesom fødes på ny, og derfor kalder man denne tid for renæssancen. Bacon opstillede en liste på fire fejl, som man især skulle tage sig i agt for:
- Vi må huske, at tingene kan være helt anderledes, end vi opfatter dem. Det sete afhænger af øjnene, der ser.
- Vi har en tendens til at betragte naturen ud fra et menneskeligt synspunkt, vi lægger formål og hensigt ind i den og giver den vores egne meninger og motiver.
- Vores opfattelse af tingene bestemmes ofte af gængse meningers magt, ligesom vi lader os besnakke og besnære af tomt ordgyderi.
- Vores forudfattede meninger skyldes for en stor del en forbenet autoritetstro og en ukritisk indstilling over for den overleverede lære.
Af disse fire gode råd vil jeg nøjes med at kommentere det andet. Er det ikke rigtigt, at vi har en tendens til at lægge vores egne meninger og motiver ind i vores syn på verden? – Jo, ville Martinus sige, hvad ellers? Vi tillægger verden vores egne meninger og motiver, vi ser den som et spejl af os selv. Det er den eneste måde, vi kan tolke verden på. Vi har ikke andre muligheder.
Og netop her finder jeg et godt argument for sandheden i Martinus' verdensbillede. For det er jo ikke alle, der ser ens på verden. Nogle finder den kærlig, andre ond. Vist synes verden ond, vist må masser af dyr og mennesker lide – og til hvad nytte? Det er dette spørgsmål, der finder sin løsning i tanken om, at mineralrige, planterige og dyrerige vil blive fulgt af andre riger, som endnu ikke er udviklet her på jorden.
Det hele startede jo med en ildsprudlende jordklode, og se nu, hvordan planter og dyr er dukket op. For ikke at glemme os mennesker. Der er sket en gradvis udvikling, og det, som har udviklet sig, er bevidstheden. Alt det har lidelser og modgang skabt. Spørg bare Darwin. Arterne har tilpasset sig, og vi med dem. Derfor kunne Martinus' verdensbillede godt være dét kollektive syn på verden, som hele kloden venter på. Og som kommer til udtrykt i det næste naturrige.
Vist må vi være skeptiske, og vist må vi lytte til gamle Francis Bacon. Men vi må også erkende, at vil vi forstå verden ud fra en overbevisning om, at den i det hele taget kan forstås, så har vi ikke andre meninger og motiver end vores egne at gå ud fra.
Søren Hahn
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige