Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2012/4 side 125
Nyt fra verden
Længere liv med middelhavskost
En middelhavslignende kost (kost med megen frugt og grønt) kan bidrage til, at det fysiske liv forlænges, viser resultatet fra Sahlgrenska akademin i Göteborg. Forskere i afdelingen for samfundsmedicin og folkehelbred har ved hjælp af det såkaldte H70-studie, der i mere end 40 år har studeret 70-årige i Göteborgområdet, undersøgt, hvilke effekter en middelhavskost har haft på dem sammenlignet med personer, som har spist mere kød og animalske produkter. Resultatet er, at livet kan blive to til tre år længere.

© Igor Dutina | Dreamstime.com
Nu er middelhavskost jo ikke rigtigt det samme som en ren vegetarisk kost, men man kan sige, at den overvejende er vegetarisk, og allerede dette har åbenbare gunstige og målbare effekter på helbred og livslængde, hvilket også tidligere videnskabelige og internationale undersøgelser indikerer.
Kan årsagen til dette muligvis være, at sådanne kostvaner mindsker den overanstrengelse af organismen, som nedbrydningen af animalsk kost indebærer? Martinus beskriver det på denne måde i Den ideelle føde:
"Som tidligere omtalt udgør den animalske føde for kraftig en vibrationsudfoldelse for den menneskelige organisme. Denne må således for at omdanne nævnte føde til næring præstere et kraftoverskud eller en energimængde, som den i realiteten på grund af dens udviklingsstadium er vokset fra at kunne opfylde uden på bekostning af sundheden. Den animalske fødes fordøjelse betyder således for mennesket en permanent overanstrengelse, der tilsidst bliver den fundamentale årsag til de allerfleste organiske lidelser ..." (Den ideelle føde, kapitel 24)
Kilde: Aftonbladet 2011-12-18 (http://www.aftonbladet.se/senastenytt/ttnyheter/inrikes/article14096471.ab)
Olav Johansson
 
Oversættelse: Lillian Neil
 
Filmfestival for grøn livsstil
I 2006 så den første Green Lifestyle Film Festival i Los Angeles dagens lys. Den ikke-kommercielle festival forløber over 3 dage og har inden for de seneste år udviklet sig til at blive en festival af internationalt format. Den fungerer som platform for en dialog omkring bæredygtig levevis igennem inspirerende film, og den byder også på en række events, hvor innovative og kreative løsninger til en grøn livsstil præsenteres. Live musik, fremvisning af økologisk mode og boder med vegansk mad pryder festivalen, som i år også var vært for lanceringen af den første økologiske taske af græs.
Henrik Hedegård
 
Forbløffende skabning opdaget i Nivå Bugt
En grøn, mikroskopisk organisme, der lever nede på bunden af havet, lyder ikke særligt sexet, men den er alligevel blevet en lille verdenssensation. Navnet er Mesodinium chamaeleon, en encellet organisme, der hverken er dyr eller plante, fundet af danske forskere i Øresund nord for København.
Vi ved næsten ingenting om den, siger professor Øjvind Moestrup og tilføjer: "Vi ser nu flere og flere eksempler på, at den gamle opdeling af de levende organismer i dyr og planter er alt for simpel."
Forskere er stødt på flere amøber, som er svære at kategorisere. De er blevet fundet i de seneste år, fordi man nu har mikroskoper, som gør det muligt at opdage dem.
Normalt har videnskaben sagt, at der er forskel på dyr og planter, ved at dyr spiser andre dyr eller planter for at få energi til at overleve, mens planter bruger fotosyntese til at få overlevelsesenergi fra solen.
Mesodinium chamaeleon gør begge dele. Nede på bunden af havet finder den bittesmå planter, som indeholder grønkorn – de dele af en plante, der skaber fotosyntese. Når Mesodiniumen spiser planten, bliver den på forunderlig vis selv til en plante ved at udnytte plantens evne til at omdanne solens lys til energi. Det gør den ved at holde grønkornet i live i sin mave og få sin energi fra dets fotosyntese. Sådan kommer den til at opføre sig som en plante.
Efter et stykke tid fortærer Mesodinium chamaeleon planten. Så får den energi fra planten på samme måde som et dyr, der må spise andre dyr eller planter for at overleve. Derefter går den på jagt efter en ny plante – som et dyr.
Kilde: videnskab.dk (17.01.2012)
Torben Hedegaard

Mesodinium chamaeleon, foto af Øjvind Moestrup/The Journal of Eukaryotic Microbiology