Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Årstallet er 1960, og Martinus står på talerstolen. Det er hans 70 årsdag, og nu siger han tak til sine mange tilhørere. "Sagens venner" kalder han dem. Som altid en Martinus i strålende humør, veloplagt og beåndet holder han en takketale uden manuskript, for det brugte han aldrig. Det var ikke nødvendigt, ordene kom af sig selv. De kom lige ud af et taknemmeligt hjerte, for Martinus var i sit es, når bare han fik lov at skrive sine analyser, fortælle om dem og møde mennesker. Martinus elskede mennesker, ja, han elskede alle levende væsener. Og hans kærlighed kunne kun begrænses af konventioner, som han var nødt til at pålægge sig selv for ikke at vække opsigt. Og når han fortalte, var det i grunden altid det samme, han fortalte om, nemlig kærligheden. Den er inde i os alle sammen, og den vil efterhånden bryde mere og mere frem. En hel ny verden vil åbenbare sig.

I 1960 var verden behersket af den kolde krig, og de to stormagter kappedes under truslen om en atomkrig. Men det var på plads alt sammen, forsikrer Martinus. Eisenhower var på plads, og Krustjov var på plads. Og krigen? Om den sagde Martinus, at den ville "begå selvmord". Og ganske rigtigt, det ved vi i dag, helt uventet faldt Berlinmuren 29 år senere og kort tid efter også Sovjetunionen og det kommunistiske styre. Verden troede næppe sine egne øjne. I dag samarbejder de to gamle fjender om et fælles rumprogram på den internationale rumstation. Hvilken verden til forskel!

Hvis man ikke i 1960 så spirerne til en "ny himmel og en ny jord", så er de tydelige nok i dag. Og alt dette er altså båret af denne fremspirende kærlighed. Og det er rigtigt, at vi har den i os selv, som også Jesus sagde. Martinus glemte aldrig at nævne sin personlige støtte, sit åndelige forbillede gennem hele livet. Derfor valgte han også at kalde sit samlede forfatterskab for Det Tredje Testamente. For det var jo det, det var. Det var én lang retfærdiggørelse og forklaring på de kernesætninger, som også i dag citeres flittigt. Og skal man sammenfatte Martinus' arbejde, så var det at understrege de to kulturepoker, som lige nu behersker verden. Det er vigtigt at kunne skelne dem fra hinanden, det er vigtigt at vide, hvilken en af dem der vil forgå til fordel for den anden. Det kan du alt sammen læser om i dette nummer af bladet.

Det handler om kærlighed. Det vil du også se i Anne Pullars, Anne Külpers og Ole Lidegrans artikler. Selv har jeg bidraget med en artikel om Martinus Center i Klint. Hvad får så mange mennesker til år efter år at drage til Klint? Ja, mennesker fra mange nationer drømmer hele året om Klint. Det er blevet et fysisk sted for næstekærlighedens udfoldelse. Et sted, hvor man kan få lov at tale frit om sin interesse for det verdensbillede, vi alle er fælles om. Det ligger i alle mennesker – om de så kender det eller ej – og venter på at blive forløst i ord og symboler, og det er så det, Martinus gør. Tak siger han i denne tale, og vi takker også.

Billedet på forsiden: Martinus.