Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Forestil dig den situation, at du indtil dette øjeblik kun har kunnet betragte livet stykkevist og delt. Kaos og forvirring! Meningen har du aldrig fundet – ja, hvem siger i det hele taget, at der er en mening? Alt er blot ørkesløs vandring fra vugge til grav.

Forestil dig så, at du lige med ét kan se et lys forude, se dit spredte og forvirrede liv samlet i dette lys, hvor du så let som ingenting kan fange alle delene og holde dem fast. Og det skyldes ikke, at du er blevet overtalt eller frelst af en fremmed magt eller en dygtig demagog. Nej, du har bare fundet dig selv, du ved, hvem du er, og du ser nu mere tydeligt end nogensinde, hvad der er væsentligt og uvæsentligt i livet.

Dermed er ikke sagt, at du pludselig er blevet et selvsikkert menneske, der ikke er "til at skyde igennem", som man siger. Men du har alligevel fået en vis retning på dit liv. Du kan få ting til at hænge sammen på en ny måde. Du har kort sagt fået – eller fundet – et verdensbillede, som du kan forholde dig til. Og som passer til dit gemyt.

Men lad mig begynde med begyndelsen.

Der findes to grundlæggende erfaringer, som jeg godt tør sige, at hverken du eller jeg har. For det første har ingen af os set noget vare ved i al evighed. Intet forhindrer os dog i at fantasere os til, at der alligevel godt kan være et eller andet, som altid har eksisteret og fortsat vil blive ved med at eksistere. Hvem ved? Men nogen virkelig erfaring med det har hverken du eller jeg. Begge er vi begrænset af et tidsrum mellem vugge og grav. Evigheden er derfor en abstraktion for os på samme måde som en uendelig talrække. Om den også findes ude i det, der kaldes "den virkelige verden", kan vi ikke vide. Vi er ikke indrettet til at opleve evigheden som andet end teori og matematik. Vi kan danne os forestillinger og tegne symboler, men dermed er jo ikke sagt, at det drejer sig om andet end de billeder, vi selv laver på papiret eller danner os i fantasien.

For det andet har vi heller aldrig set noget blive til af sig selv. At det kan lade sig gøre, var en udbredt opfattelse i gammel tid, hvor man så, at mus dukkede op "af sig selv" i et gammelt franskbrød. Eller at lus og utøj "opstod af" snavs. I dag ved vi bedre, men det betyder ikke, at der godt kan være andre ting, som kan opstå af sig selv. Måske er universet i et splitsekund blevet til ud af det rene ingenting? Hvad siger du til det? Mange moderne mennesker tror faktisk på et sådant mirakel. Og det er jo også nogenlunde på den måde, det foregår i Bibelens skabelsesberetning.

Du og jeg kan vælge at tro på det ene eller det andet. Mindst én af de to opfattelser må være rigtig, eftersom universet nu engang er til. Men hvilken af dem, der er den rigtige, kan vi ikke vide med sikkerhed. Og når jeg udtrykker mig sådan, så mener jeg bare, at vi ikke ud fra en almindelig jordmenneskelig horisont kan erindre, at vi var til stede, da det skete – eller ikke skete. Hverken du eller jeg kunne gribe universet på fersk gerning i at blive til. Eller altid at have været der.

Det er disse to manglende erfaringer, jeg gerne vil pege på, inden jeg går videre med at fortælle om Martinus og Klint, hvor valget er faldet ud til fordel for et evigt verdensbillede. Dette skyldes, at Martinus, som har givet navn til Centret i Klint, angiveligt havde en direkte erfaring med evigheden. Han sagde og skrev, at han oplevede evigheden som noget virkeligt eksisterende, og det er ud fra denne usædvanlige bevidsthedstilstand, han med stor overbevisning fremhævede, at universet altid har været til.

Jeg har set eksempler på mennesker, der finder hans verdensbillede så logisk, at de nærmest ikke fatter, at nogen kan være tåbelige nok til at tro på Big Bang som den allerførste årsag. Ej heller at Gud, som ved et trylleslag, åbenbarer noget ud af ingenting. Og jeg har set andre, der har det lige omvendt med et evigt verdensbillede. Det er en fuldstændig umulig tanke for dem, et meget større mirakel end et Big Bang. Så det ser ikke ud til, at man kan blive enige om en løsning på problemet. Du og jeg må blankt erkende, at vi ikke har Martinus' talent for at opleve evigheden.

Godt, så lad os begynde fra dette ydmyge sted!

Således rustet kan vi nu drage ud i verden og tale og skrive om verdensbilleder. Evige eller timelige, som det passer os. Der kan argumenteres for begge dele. Ikke ud fra erfaringen, som sagt, men ud fra et fravalg eller tilvalg af teoretiske muligheder, så resultatet passer til den overbevisning, vi af en eller anden grund går ind for. For det er jo det, vi gør, ikke sandt? Men hvorfor gør vi det?

Fordi vi helt uden om såkaldt "sund fornuft" alligevel har en mening. Det ser vi jo talrige eksempler på – ja, for mit eget vedkommende kan jeg ligefrem tale om "vished". Jeg er vis på, at universet altid har været til, og jeg undrer mig faktisk selv over, hvor jeg har den vished fra. Men det kan Martinus forklare mig. I hvert fald teoretisk.

Det er en vished, der langsomt fødes ud af mange livs lidelser, hævder han. Lidt efter lidt aner vi en kolossal spændvidde i tid bag alle livets udtryk. En spændvidde, som rækker langt ud over vores egen død og opløsning i den fysiske verden, og som mange i øvrigt også føler ved synet af stjernehimlen.

En højst personlig "erfaring", kort sagt. Og læg mærke til, at jeg har sat citationstegn omkring ordet "erfaring". Det er jo en oplevelse, som vi selv vælger at kalde "erfaring", uden at vi – når det kommer til stykket – har andet end vage, intuitive længsler at have den i. At der derfra og til at forstå og artikulere en rationel forklaring er et langt stykke vej, siger sig selv.

Men det er lige præcis det, Martinus gør. Han giver os et verdensbillede, der passer til de forestillinger, vi – mere eller mindre bevidst eller intuitivt – troede eller håbede på var rigtige. Martinus' verdensbillede er for folk, der har været gennem mange livs lidelser. Det er derfor, mødet med hans bøger og verdensbillede gør så stort indtryk. Man genkender noget, man har savnet og ledt efter. Man føler, at man nu har fået fast grund under fødderne og så at sige er blevet bekræftet eller befæstet i sin opfattelse.

Så vidt jeg kan se, er det sådan, det går til, at folk kommer til Klint og dér finder sammen om det måske største, de har mødt i livet. Her tror man ikke, at noget kan blive til af sig selv. Man tror på udødeligheden og det evige liv. Ja, man tror tilmed på kærligheden som den bærende faktor bag alle årsager og virkninger.

Og det bedste af det hele er, at man kan tale om det, bruge ord og få det til at hænge sammen. Akkurat som om man selv havde fundet ud af det hele. Og det er faktisk heller ikke helt forkert. Man vidste det jo på en måde godt i forvejen. Men det var en "tavs viden", en længsel. Derfor al den snakken og indbyrdes diskussion i Klint. Det er jo en helt ny verden af ord, der åbner sig, en slags solskin for sjælen.

Derfor kommer folk til Klint. Sådan oplever jeg det. Selv er jeg kommet der hver sommer siden 1978, og som du ser, er jeg ikke blevet færdig med at snakke om det endnu.