Kosmos 2012/7 side 213
Glædens fysiologi – ny forskning om hjertet
af Anne Pullar
De fleste af os har i skolen lært, at hjertet er en pumpe, som via blodet sørger for, at alle celler og organer i kroppen får tilført ilt og næring. Nu er man blevet klar over, at hjertet også har sin egen hjerne med ca. 45 000 nerveceller og desuden sin egen hormonfabrik. Men oplever de fleste af os ikke, at vi i nogen grad også "føler" med hjertet? Når nogen, vi holder meget af, forsvinder ud af vort liv, kan det gøre ondt i hjertet. Værdsætter vi nogen højt, føles det varmt i hjertet. En gang imellem, når vi bliver bange, siger vi "Hjertet sad helt oppe i halsen på mig!" eller, hvis et svært problem er uløst, at det "føles så tungt om hjertet!" Så, er hjertet i virkeligheden bare en pumpe?
Martinus bringer os en forudanelse om, at det er langt mere end det, f.eks. i det følgende citat: "Medens det [væsenet] tidligere mere eller mindre sansede med instinktet og hjernen, sanser det nu i kraft af hjertet, hvilket vil sige med dets nye kærlighedssans." (Livets Bog, bind 5, stk. 1725.) Nyere forskning begynder at nærme sig noget, som skulle kunne bekræfte dette.
Hjertet som sanseorgan
HeartMath Institute, Boulder Creek, Californien, er et af de forskningsinstitutter som, med en meget seriøs indstilling, bevæger sig i grænselandet for, hvad der er accepteret inden for den skolemedicinske verden. De har udforsket hjertets rolle i vor krops fysiologi og fundet ud af, at hjertet ikke bare er en pumpe, men at det også fungerer som sanseorgan. I et af de gennemførte forsøg skulle studerende se på en serie billeder på en skærm.1 De fik forevist smukke, fredfyldte naturmotiver og billeder med livsfarlige slanger, flystyrt o.l., hvor hvert andet i en serie blev styret af en tilfældighedsgenerator. Forsøgspersonernes reaktioner blev registreret på den måde, at hjernens og hjertets reaktioner blev målt hver for sig og vist som frekvenser i et diagram. Når de forskellige organområders reaktioner blev sammenlignet med billedsekvenserne og med hinanden, så de, at hjertet reagerede først, dernæst kom hjernens reaktion, og til sidst reagerede resten af kroppen. Men hjertet reagerede ikke bare først, det reagerede endog tidsmæssigt inden billedet viste sig på skærmen! Man kunne også se, at de informationer, som hjertet sendte til hjernen, så forskellige ud, alt efter om det var et roligt og smukt billede, der skulle vises, eller det var et skræmmende! Hvordan skal vi tolke dette?
Martinus beskriver, hvordan vore organsystemer er overskyggede af hver sin grundenergi. Hjertet og lungerne er overskygget af følelsesenergien, hjernen og nerverne er overskygget af intelligensenergien, fordøjelsessystemet af tyngdeenergien, hud og muskler af instinktenergien og skelettet, håret og neglene af hukommelsesenergien. Gennem Martinus har vi også lært, at hele vort sanseapparat, f.eks. øjets synsevne, ørets evne til at opfatte lyd, vor huds føleevne osv., indgår i følelseslegemets fysiske udtryk. Dette peger jo også på, at hjertet kunne være en del af vort sanseapparat.
HeartMaths resultater antyder, at hjertet opfatter følelser – primitive eller humane – som jo ifølge Martinus er noget, som skabes i vor bevidsthed, dvs. de er af åndelig natur og på en måde kropsliggør det åndelige. Martinus beskriver også hjernen som en transformator mellem den åndelige form for energi og den materielle. HeartMaths forskning peget altså på, at hjertet virkelig føler, dvs. agerer som receptor for, åndelig energi – oven i købet før hjernen i dette tilfælde.
Det følende hjerte
HeartMath Institute har endda vist, at der omkring alle organer i kroppen kan måles et magnetfelt, som ser ud til at være specifikt for hvert organ. Blandt disse magnetfelter er hjertets det absolut største og stærkeste (5.000 gange stærkere og med 60 gange større rækkevidde end det magnetfelt, hjernen skaber), og det kan med det nuværende apparatur måles i en afstand af ca. 3 meter fra kroppen.2
De har også på klar måde vist, at vore aktuelle sindsstemninger, som hjertet altså ser ud til at være receptor for, har umiddelbare konsekvenser for hele vor krops funktion.1 De afspejler sig på en enkel og mærkbar måde i kvaliteten af hjertets puls – egentlig hjerteslagets rytme. Lægefagligt kaldes det hjerterytmevariabilitet (HVR).
Vi har almindeligvis en opfattelse af, at hjertet slår hurtigere, når vi går op ad en trappe, og langsommere, når vi sidder i sofaen, og det gør det naturligvis. Men hjertets slag varierer på en meget mere forfinet måde end den, vi kan høre eller føle. Disse forskere har vist, at variationen ser forskellig ud alt efter vor sindsstemning. Når vi er bange, irriterede, vrede eller deprimerede, er variationen i hjertets rytme uharmonisk og virker kaotisk. Kurven er slående lig en seismografs, som måler jordskorpens vibrationer ved et jordskælv. Se den øverste af kurverne i figuren nedenfor.
Er vi i stedet glade og taknemmelige, påskønner nogen eller noget, føler håb og tillid, ændrer kurven straks karakter og ligner mere en sinuskurve. Variationen i hjertets slag ser da ordnet og harmonisk ud. De kalder det kohærens, hvilket betyder sammenhæng eller harmoni. Se figurens nederste kurve.
Hvad betyder dette så? Jo, de har vist, at når vort hjerte arbejder på en kohærent måde, samordnes hjertets harmoniske arbejdsindsats med blodtryk og åndedræt. Hjertets frekvens formidles til hjernens indre dele, som straks tilpasser hormonproduktionen efter denne "glædesfrekvens". Dette indebærer, at stresshormonerne aftager, og at ro- og tillidshormonerne tiltager. Det mest centrale hormon blandt disse bliver kaldt "foryngelseshormonet" (DHEA), fordi det stimulerer muskler og knoglers vækst og reparation, ja også hud og slimhinder – og de stimulerer endda fedtforbrændingen. Dette er præcis det modsatte af, hvad dets antagonist stresshormonet kortisol gør. Stresshormonerne kan, hvis de er i omløb tit og over en længere periode, tvinge vore celler og organer til at arbejde hårdere og længere end de plejer uden at at tage skade. Føler vi derimod taknemmelighed eller glæde, går hele kroppens fysiologi over på "energispareprogram", hvilket er en effektiv og opbyggende måde at fungere på. Hjernens øverste område, altså der, hvor vi har adgang til skelneevne og kreativitet, åbner sig, og vor evne til at samarbejde og løse problemer bliver bedre. Vi orker meget mere og arbejder langt bedre, når vi oplever glæde og harmoni i det, vi gør.
Perfekt samarbejde i mikroverden
I artiklen "Jordmenneskenes skytsengel nr. 1" (Kosmos nr. 8, 2010) beskriver Martinus, hvorledes vores organer og mikrovæsener på de lavere tilværelsesplaner samarbejder i en sund og rask menneskekrop. Han skriver, at vore organer består af væsener, som lever i fuldkomne verdener. Disse har for længst opnået perfektion, hvad angår organisation og samarbejde: "En levende organisme kan ikke blot ses fra et fysisk synspunkt, hvor den med alle sine organer, celler osv. udgør en fysisk enhed; for det væsen, der har kosmisk klarsyn, kan den også ses i et åndeligt perspektiv. Ser man på et levende menneskelegeme i dét perspektiv, er der foruden menneskets jeg, der er makrojeg for helheden, også et jeg inkarneret i hvert eneste organ samt bag enhver kirtelfunktion. … Hvor det drejer sig om organerne i et sundt jordmenneskes organisme, er disse organer fuldkomne verdener, som for længst har fundet den mest fuldkomne form for organisation. … Når disse organer fungerer så godt, er det, fordi der imellem disse små rigers indbyggere er opstået et total humanistisk fællesskab eller et virkeligt broderskab. Loven for næstekærlighed er her for længst blevet vågen dagsbevidsthed, og det er en praktisk selvfølgelighed, at alle tjener alle. De ved, at hvis denne lov ikke bliver opfyldt, vil deres rige komme i konflikt med de omliggende riger (dvs. med andre organer), og det vil kunne betyde undergang for dem alle. Det enkelte individ i disse samfund er et hundrede procent medvirkende til samfundets (og dermed organets) beståen, ligesom samfundet sørger for en hundrede procent beskyttelse af individets velfærd".
Det lyder jo som et paradis! Men, hvorfor er vi så så syge, kan man spørge. Årsagerne til sygdom er selvfølgelig mange og komplekse, men ifølge Martinus ligger de i vor endnu ufuldkomne tænkemåde. Når jeg tænker på, hvor ofte vi systematisk vælger føde, som er en større eller mindre belastning for kroppen end en veltilpasset næring, hvordan vi presser vores organer til at arbejde, skønt de signalerer, at de er trætte, hvordan vi hælder gift i os uden at forstå konsekvenserne for disse små væsener, ja, hvordan vi faktisk behandler dem som slaver, så er det måske endnu mere beundringsværdigt, at vore kroppe alligevel holder så længe som de gør, inden de til sidst havarerer.
Martinus beskriver f.eks. i Bisættelse, hvorledes et overskud af tyngdeenergi skaber slidtage og f.eks. skader vores nervebaner. Irritation, ja, alt det, vi plejer at kalde stress, er jo eksempler på overskud af tyngdeenergi. Dette overskud skaber altså en hektisk, ineffektiv og energikrævende fysiologi i vores indre. Vores mikrovæsener kommer da til at arbejde under disse, for dem ugunstige og krævende forhold.
Når vi føler taknemmelighed eller simpel glæde over at være til, er det, som om det perfekte samarbejde mellem organ og celler, hvor alle automatisk tjener alle, kommer til sit fulde udtryk, som Martinus beskrev det i nævnte citat. Da aktiverer vi følelsesenergien, så dennes sammentrækkende kraft kontrollerer tyngdeenergien. Vores mikrovæsener får da mulighed for at leve og arbejde under de, for dem gunstigste omstændigheder, og organ og celler fungerer i overensstemmelse med deres fulde potentiale.
Taknemmelighed lønner sig
HeartMath Institute har i en mængde forskellige undersøgelser vist, at enkle regelmæssige træningsøvelser i at tænke med taknemmelighed på livet og dermed skabe kohærens i hjerterytmen medfører forbløffende hurtige helseeffekter i form af bedre søvn, mindsket træthed, lavere blodtryk m.m.1, 3 Det ser ud til, at vores mikrovæsener bare venter på, at vi skal forstå, at det lønner sig at være glad og taknemmelig. Man kunne spørge: "Hvad venter vi på?" Ja, når livet virkelig sliber på vores umodne sider, er det måske ikke ligefrem taknemmelighed, der er den mest udbredte følelse. Men når slibningen letter en smule, så bliver det måske lidt lettere for os at tænke med taknemmelighed på vores hjerte. Og med den daglige taknemmelighedstræning føres vi et stykke nærmere universets grundtone – næstekærligheden og indsigten i, at alt er såre godt.
Noter
- The living Matrix, http://thelivingmatrixmovie.com
- The science of the heart, HeartMath Research Center, 2001, eller www.heartmath.org
- Bot på naturlig väg, David Servan.Schreiber, Bonnier 2004.
Oversættelse: Mette Lüchow
Foto: Clifford Weinmann
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige