Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg begyndte at læse Livets Bog i begyndelsen af halvfemserne, var et af mine store spørgsmål: Hvad er rigtig kærlighed? Hvordan elsker man uden at stille krav? Igen og igen havde jeg oplevet det egoistiske i min "kærlighed" – men jeg havde nu fået en stor længsel efter at lære, hvordan den uselviske kærlighed er, at lære at elske rigtigt. Da jeg kom til Livets bog, bind 4, begyndte jeg at skrive alle stykker op, hvor Martinus skriver om kærlighed. Og det blev efterhånden til en vældig samling! Kærligheden er jo et grundtema, der gennemsyrer hele Martinus' kosmologi. Han kalder også sin åndelige videnskab for en kærlighedsvidenskab. I Livets Bog, bind 4, stk. 1383, skriver han: ""Næstekærligheden" er således selve livets højeste fundament og vil derfor blive al fremtidig forsknings eller forstandsudviklings dybeste objekt, højeste mål og mest attråværdige ideal."

Martinus beskriver kærligheden som en organfunktion, en organisk udløsning. Sådan havde jeg aldrig tænkt på kærligheden før. Den egoistiske kærlighed bygger på én organisk struktur, og den uselviske kærlighed bygger på en helt anden organisk struktur. Næstekærlighed er noget, der langsomt vokser i os pga. alle de lidelser, vi oplever. Kærlighedens organiske struktur – ja, det handler naturligvis om de to polorganer, den maskuline og den feminine pol, og om polforvandlingen, som Martinus beskriver udførligt i Livets Bog, bind 5. Når den maskuline pol i kvinden og den feminine pol i manden begynder at vokse, udvikles vi efterhånden til rigtige mennesker, hvor polerne er helt i balance. Parallelt med denne udvikling vokser følelseslegemet mere og mere, og det er dette, der skal bære vores dagsbevisthed, når vi får kosmisk bevidsthed. Den energi, der dominerer i det rigtige menneskerige – følelsesenergien eller kærlighedsenergien, som Martinus også kalder den, når den er på sit højeste udviklingstrin – overskygger hjertet og lungeregionerne. Han skriver, at de åndelige legemer mere eller mindre fungerer gennem det fysiske legeme, altså bør det være der i brystkassen, der sker noget, når vi udvikles fra jordmennesker til rigtige dobbeltpolede mennesker.

"Det er virkeligt en af hjertet fremtrædende kærlighed, der fordres. Men en af hjertet fremtrædende kærlighed kan nemlig kun være en organisk udløsning", skriver Martinus i Livets Bog, bind 4, stk. 1570. En organisk udløsning fra hjertet! Det var noget, der vakte genklang i mig. Som en oplevelse jeg havde haft af og til – først som en yderst subtil følelse af varme i brystet – som en svag elektrisk sitren. Senere kunne den også blive stærkere, som en mild "eksplosion", der sommetider blev efterfulgt af en vis smerte og tårer i øjnene. Det kunne ske i situationer, hvor jeg var fyldt af en slags stille lykkefølelse, når alting føltes, som om det var præcist, som det skulle være, måske lidt som at være forelsket – men ikke i en bestemt person, men i selve livet! Kan den her oplevelse have noget at gøre med polerne? Martinus beskriver en slags psykisk hovednerve, der vokser ud fra de to polers udløsningscentre i hjerneorganet og rygmarvsområdet. Når de mødes, bliver vi fuldstændig vågent bevidste i vores modsatte pol. Og måske er det netop i hjertet dette sker. Og måske kan der sommetider mellem disse to psykiske nerveender slå små gnister over, inden de helt når frem til hinanden?

Nu begyndte jeg igen at læse alle bøgerne fra begyndelsen for at se, om Martinus skriver mere om netop hjertet. Det var en spændende forskningsrejse! Overalt, hvor ordet hjerte blev nævnt, tegnede jeg et lille hjerte i kanten af stykket – og det blev til mange hjerter. Dengang havde vi ikke den fantastiske søgefunktion, som vi har i dag på Instituttets hjemmeside. Hvis man søger på ordet "hjärta" i Livets Bog, bind 1-6, finder man 103 steder. På den danske side findes flere bøger, og der finder man ordet "hjerte" 254 steder!

Hjertets kærlighed – det er jo egentlig ikke noget nyt. Mennesker har længe sunget og skrevet om kærligheden og hjerte og smerte, men vores kærlighedsorgan er vel også blevet udviklet gennem mange liv. Der, hvor vi befinder os i udviklingen netop nu, blander vi ifølge Martinus rask væk de to slags kærlighed, uden at vi som regel rigtig ved, hvad der er hvad. Forelskelsen, som de fleste af os kender så godt og måske også har set bagsiden af i form af skinsyge og ejendomsbegær, beskriver Martinus som en kunstig kærlighed, en erstatning for den rigtige kærlighed, som vi ikke er i stand til at kende, i al fald ikke i den første del af dyreriget. Men med udviklingen af vores modsatte pol og udviklingen af vores følelseslegeme kommer vi også oftere og oftere til at opleve en "forsmag" på den rigtige kærlighed, når vi er i harmoni med livet og måske blot for et kort øjeblik oplever, at vi elsker alle og alt, vi møder. Eller når vi fyldes af en uendelig taknemmelighed over alt det, vi får lov at opleve. Og da føles det måske også netop i hjertet – måske som en varme, der stråler ud.

De middelalderlige mystikere beskriver ofte oplevelsen af at blive et med Gud og beskriver det mange gange som en varme eller en ild i hjertet. I mange katolske kirker ser man malerier af Kristus med et brændende hjerte. Inden jeg kom i kontakt med Martinus' verdensbillede, havde jeg i mange år studeret Daoismen, en kinesisk livsvisdom. De gamle kinesere siger, at shen – sjælen eller ånden – har bolig i hjertet. Shen er forudsætningen for, at der kan opstå menneskeligt liv. Man betragter hele kroppen som et samfund, hvor hvert organ har sin funktion. Når mennesket er sundt i sjæl og krop, samarbejder alle organer harmonisk. Hjertet er kejseren, lungerne er premierministeren, leveren generalen osv. Organerne ses ikke kun som fysiske funktioner, men hvert organ har også et sjæleligt aspekt, et åndeligt legeme, en bevidsthed ville vi kunne sige med Martinus' terminologi. I hjertet brænder kejserilden, den uantastelige, den mystiske, den oprindelige. Man siger, at vi ikke skal fylde vores hjerte med negative følelser som had, vrede, misundelse og sorg. Hjertet skal være tomt, så det kan fyldes med den guddommelige kraft (tao). Den følelse, der da strømmer ind i hjertet, er glæden, glæden over at leve. Man siger også, at "hjertet åbnes i tungen". Det er interessant, når man tænker på, at Martinus beskriver kysset som et udtryk for den virkelige kærlighed. Vores læbe- og tungeceller skal blive så følsomme, at vi vil kunne opleve en kulmination af salighed i kysset.

Hjertet må være et relativt højt udviklet organ i os. I Livets Bog, bind 5, stk. 1725, skriver Martinus: "Medens det tidligere mere eller mindre sansede med instinktet og hjernen, sanser det nu i kraft af hjertet, hvilket vil sige med dets nye kærlighedssans. Universets grundtone alkærligheden, som i virkeligheden behersker alle foreteelser, er en verden, et element, der skjult er til stede for almenheden på samme måde, som lyset skjult er til stede for det blinde menneske. Men ligesom lysets tilstedeværelse efterhånden igennem årtusinderne bevirkede synets tilblivelse hos de levende væsener, således bevirker universets grundtone eller alkærligheden alkærlighedssansens tilblivelse hos det levende væsen."

Er det ikke en svimlende tanke – at vi går omkring i et usynligt hav af kærlighed! Men den ligger på en energifrekvens, som vi kun langsomt kommer på mere bølgelængde med. Vores følelseslegeme skal komme i balance med intelligenslegemet. Kommunikationen mellem hjertet og hjernen skal øges. Samtidig er vores gamle automatiske, instinktstyrede tanker og handlinger også langsomt nødt til at visne bort. I Livets Bog, bind 6, stk. 2266, skriver Martinus om kærlighedens begyndende svage ild i væsnets indre, og om hvordan den gennem dyreriget har været lukket inde bag en forstenet vold eller mur, den dyriske sindstilstand. Den mentale lidelse, vi går igennem, kan sommetider opleves som smerte i brystet. Måske er det den forstenede vold, der langsomt brydes ned. Langsomt åbner vi vores hjerter, så kærligheden kan strømme ind – og også strømme ud fra os til alle og alt, vi møder! Den "nye" kærlighed vil kun give og give. Vi nænner ikke længere at sige eller gøre noget, der sårer andre. På tysk siger man da, "man kann es nicht übers Hertz bringen" – man kan ikke bringe det over sit hjerte. Hjertet er ikke længere i stand til at gøre det "onde", som vi tidligere i vor ubevidsthed kunne gøre. Vi føler mere og mere vores kosmiske broderskab – at vi alle er en del af en helhed – at vi er et med livet.