Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hustruen kommer hjem efter aftenens løbetur.

I rummet fortættes stemningen.

Han spørger, kan jeg gøre noget for dig?

Hun svarer: Jeg er usikker på, hvad jeg føler for dig, jeg elsker dig ikke mere.

Vi søger tryghed, faste holdepunkter, noget eller nogen at holde fast i, når det blæser. Ofte bliver hjemmet og ægteskabet det trygge, faste punkt.

Men liv er bevægelse, forandring og udvikling. Der findes intet fast, trygt punkt i den fysiske verden.

Vi er nødt til at være realistiske. Men også turde være følelsesmennesker. Turde give uden krav om at få. Lægge vores skat i skrøbelige lerkar.

Når forandringen så virkelig kommer, i dette tilfælde når forelskelseskærligheden vender, så byd den velkommen. Stil spørgsmålet: Hvad kan jeg lære af disse erfaringer?

Findes der da noget positivt ved en skilsmisse? Der er vel kun tabere i en sådan? Nej, slet ikke. Martinus skriver:

"Men da oplevelsen af en hvilken som helst erfaring aldrig kan eksistere uden, kosmisk set, at være en berigelse, en udvidelse af bevidstheden og dermed være et plus, vil dette betyde, at intet individ kan gå tilbage i udvikling."

Han fortsætter: "... "syndefaldet" bliver til velsignelse, lidelseserfaringerne udvikler følelsesevnen, skaber visdom og klogskab og udløser kærligheden." (Martinus, Logik, kap. 53)

Sådan kan man altså se på en skilsmisse. Jeg gyser, mine lidelser hjælper mig til at udfolde kærlighed!

Hvordan kan en skilsmisse så rent konkret takles positivt? Måske ved at tænke tanker som:

Jeg bliver bedre til at forstå, hvordan andre, der er ramt af en skilsmisse, har det. Jeg kan støtte dem og give dem det, de har brug for.

Gennem Martinus' analyser kan jeg få hjælp og støtte til at forstå, at jeg ikke er alene, at det er fuldkomment naturligt, at vi på vores udviklingstrin er nødt til at forlade ægteskabets paradiszone til fordel for alkærligheden.

Måske var jeg og min hustru længere fremme end den moral, der prædikes i mit lands kirke? Den ægteskabelige lykke, der er i kendte kunstneres sange om kærlighed til en kvinde, er egentlig sange om forelskelse, egoisme og ejendomsret?

Jeg udfordrer og diskuterer med mig selv med Martinus' leveråd i baghovedet:

Når alt nu er, som det er: Hvad vil jeg nu? Hvad længes jeg efter? Og forsøge at handle derefter i tryg fortrøstning om, at alt vil blive til det bedste.

Den væsentligste opgave for mig som menneske bliver på rette vis at identificere og forvandle alt det, jeg møder, så det bliver til rigtig kærlighed.

Måske skal vi så begynde med at definere kærlighed og seksualitet: "Seksualisme er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn, kærlighed er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn." (Martinus, Logik, kap. 37)

"Og uden denne omstændighed ville Jesus aldrig nogen sinde kunne være blevet "ét med Faderen". Når andre mennesker endnu ikke er blevet "ét med Faderen", skyldes det udelukkende kun, at der er altfor mange mennesker, de endnu føler antipati eller er fjendtlig stemt imod, og som de derfor ikke kan lide. Med andre ord, de "elsker" dem ikke." (Martinus, Logik, kap. 37)

Hvordan skelner jeg mellem forelskelse og ægte kærlighed? Måske kan én måde være at diskutere med sig selv, inden det bliver for hedt. Og hvis det bliver hedt, jamen så fint, det er der jo ikke noget galt med. Det betyder bare, at jeg ikke er færdig med at være forelsket. Jeg har ikke gentaget det tilstrækkeligt mange gange, til at jeg er blevet mæt.

Men hvis man kan bremse lidt op, stoppe og tænke efter: Er mine følelser for væsnet i overensstemmelse med Martinus' beskrivelse af, hvordan det er at føle sig et med alle væsner?

"At føle sig "ét" med alle levende væsener er det samme som at føle deres lidelser, deres glæder, deres sorger og bekymringer som lokaliteter i ens egen mentalitet. Disse væsener er blevet noget af ens eget legeme, er blevet noget af en selv. Deres ve og vel har samme interesse for en selv som ens eget ve og vel." (Martinus, Logik, kap. 38)

Hvis jeg kan føle et andet væsens tanker, og disse bliver så vigtige for mig, som beskrevet ovenfor af Martinus, da skabes der et begær. Da vil jeg jo naturligvis kramme, omfavne og uselvisk kærtegne og give den pågældende person behag.

Jeg vil ikke have, jeg vil give. Jeg giver ikke for at få noget tilbage. Men fordi jeg aner sandheden i påstanden om at:

"Dette begær og dets opfyldelse er den virkelige kærlighed eller alkærligheden. Denne udgør bindeleddet mellem alle levende væsener i tilværelsen. Og dens fornemmelse i form af tanke er "den hellige ånd"." (Martinus, Logik, kap. 38)

Men er da ægteskabet med sin forelskelseskærlighed ikke noget at bryde sig om? Selvfølgelig er det det, men man skal være bevidst om, at Martinus mener, at ægteskabets zone er "det dræbende princips hjemsted". (Martinus, Logik, kap. 38)

"Den i romaner og digterværker så højt lovpriste jordiske lykke, som består i to gensidigt forelskede væseners førelse til brudesengen og deres oplevelse af at føle sig "ét" med hinanden, er således kun en slags måneskin i forhold til den sande lykke." (Martinus, Logik, kap. 38)

For mig personlig ville den største udfordring ligge i at bede for, forsøge at forstå og til sidst med alkærlighed i stedet for forelskelseskærlighed elske min ekskone eller eksmand.