Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der eksisterer en teori eller ligning, som måske er mere kendt end nogen anden: E=mc^². Denne ligning er blevet symbolet på geniet Einstein og hans arbejde inden for den moderne fysik.

Hvad betyder nu denne teori? Den fortæller, at materie (m) og energi (E) er to sider af samme mønt, samt at lysets hastighed (c) på en eller anden måde også er involveret. Den siger også, at lysets hastighed er den øverste grænse for fysisk hastighed. Men, hvordan hænger lysets hastighed og dermed lyset sammen med materien i f.eks. et stykke granit? Ja, det svarer Einstein ikke på, og måske er det så her, den åndelige videnskab kan komme ind med et nyt idémateriale, som giver en mere uddybende forståelse af materie og lys.

Martinus har lidt forskellige svar på materiens gåde, afhængigt af hvilket perspektiv han anlægger. Fra et vist perspektiv ser man alt i hele universet som liv og livsfunktioner opbygget af levende væsener inde i levende væsener. Materien bliver således det samme som en sammenslutning af mange levende væsener. Der bliver analysen af "det levende væsen" naturligvis central for forståelsen af livet og materien.

I bogen "Bisættelse" skriver Martinus om materien ud fra et andet perspektiv: "Materien er altså i sin dybeste analyse en kombination af stjerner. Den er en stjernetåge, et mælkevejssystem."¹ Det er ud fra dette perspektiv, vi her skal forsøge at forstå materien som stjerner, dvs. sole og sollys. Det er det perspektiv, vi sædvanligvis har, når vi betragter materien som bestående af partikler i mikrokosmos. Jeg vil her blot give et lille sammendrag af Martinus' analyse af det levende væsen, eftersom denne artikel primært handler om lyset:

Alt livs primære kerne er det evige Jeg eller Skaberen X1, der med sin lige så evige skabe- og oplevelsesevne X2, samt de evige grundenergier, kan skabe kroppe, sanseorganer og livsoplevelse X3. De evige grundenergier er moderenergien, instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Medens moderenergien udgør kraft og materie i X2, så udgør de øvrige seks grundenergier kraft og materie i X3-området. Al materie i universet, alt lige fra det hårdeste mineral til de mest sublime kærlighedstanker, er altså forskellige blandinger af disse seks grundenergier.

Efter denne lille kortfattede "livsanalyse" vil vi nu vende tilbage til granitten eller en hvilken som helst anden materie og se lidt nærmere på det, der gemmer sig under overfladen.

Det er først og fremmest de tre "første" grundenergier, instinkt-, tyngde- og følelsesenergi, der ligger til grund for skabelsen af den fysiske materie. Tyngdeenergien beskriver Martinus også som ild eller solenergi, medens følelsesenergien er tyngdeenergiens modsætning, da den er identisk med verdensaltets kulde.² Han skriver videre: "Medens ild varmer, udvider, opløser eller dematerialiserer, har kulde til egenskab at fryse, fortætte, krystallisere eller materialisere. Og resultatet af disse her tre nævnte grundenergiers sammenspil bliver alt, hvad der kommer ind under begrebet "fysisk materie"."³

Det er altså den bundne solenergi, vi kalder "fast materie". Bundet af følelsesenergien eller verdensaltets kulde. Og koldt er det ude i verdensrummet – minus 270º C. Kun 3 grader over det absolutte nulpunkt. Denne makrokosmiske følelsesenergi er selvfølgelig vigtig for at binde alle disse gigantiske kloder og stjerner til fast materie og holde dem i de rette baner.

Martinus viser også, at det er spændingen mellem den ekspanderende tyngdeenergi og den sammentrækkende følelsesenergi, som genererer den kraft, som er nødvendig for al skabelse – den dynamiske kraft i universet.⁴ Dette betyder, at det er samme spændingstilstand, som både skaber "fast materie" og "livskraft" – det er atter perspektivet, der er det afgørende.

Hvad er det, der sker i denne spændingstilstand mellem tyngdeenergi/varme og følelsesenergi/kulde? Man kan danne sig et billede af det ved at studere en tordensky. Hvad kræves der for, at et lyn kan dannes i skyen? Først og fremmest, at der eksisterer en temperaturforskel inde i skyen. I den rette spændingstilstand mellem kulde og varme opstår lynene, hvilket vil sige, at ild, lys eller fotoner fremkommer inde i spændingsfeltet. En "dør er blevet åbnet" ind til salighedsriget, og inkarnationen af mikrokosmiske sole lyser op på den mørke tordenhimmel. I dette tilfælde er vi vidne til makrokosmisk elektricitet – jordklodens livsprocesser.

Men, samme princip eksisterer i alle levende væsener. Vi besidder alle denne kraftkilde, der findes mellem tyngdeenergien og følelsesenergien, og som gør, at vi uafbrudt har inkarnation af lys eller fotoner som livskraft i alle organiske processer. Man kan opfatte denne livskraft som en permanent inkarnationsbølge fra salighedsriget – en bestandig tilførsel af elektricitet, lys og levende væsener.

Men, eftersom fotonerne er mikrokosmiske og derfor har en meget kortere levetid på det fysiske plan, så forstår man, at al materie må opretholdes gennem en bestandig inkarnation fra salighedsriget. Her indser man betydningen af det store spørgsmål: Hvem er livet? Hvem er det, som opretholder inkarnationsområder for disse fotoner? Svaret er, at inkarnationsbetingelserne skabes af et makrokosmisk væsen. Hvis vi ser på vor egen krop, så er det vort eget bevidsthedsområde, som opretholder en bestandig inkarnation af væsener i vores mikrokosmos, inklusive fotoner.

Interessant at notere sig er også, at en af Martinus' analyser af den højeste skabende kraft, den højeste ild, det seksuelle princip, er "tyngdeenergiens berøring med de øvrige grundenergier".⁵ Man forstår her, hvor vigtig denne "ildkraft" er i alle livsprocesser.

Martinus skriver, at den første synlige materie på det fysiske plan er ilden. Det vil sige at alle levende væsener gennemgår et ildstadium eller en soltilstand, når vi inkarnerer på det fysiske plan.⁶ Men, selv når livet forlader det fysiske plan, frigøres sollyset eller fotonerne. Man kan blot betragte et stykke brænde, som "dematerialiseres" i høj varme – træet antændes, og sollyset, som "opbyggede træet", forlader det fysiske plan. Fotonerne vender atter tilbage til det åndelige plan.

En forsker, som har undersøgt dette med materie og lys, er den tyske biofysiker, Fritz-Albert Popp. Han har ved hjælp af en fotomultiplikator, et instrument som kan opdage og registrere enkelte fotoner, undersøgt mange forskellige planter og også mennesker for at se på lysudstrålingen. Han har opdaget, at alt "levende materie" udsender lys, og at dette er særdeles kohærent, dvs. velordnet som i laserlys. Da han undersøgte lysemissionen nærmere, opdagede han, at det stærkeste og mest kohærente lys kom fra DNA'et inde i cellerne. Han antager, at lyset anvendes som et kommunikationssystem inde i cellen og måske endda mellem cellerne.

En anden interessant opdagelse var, at intensiteten i lysudstrålingen var afhængig af, hvor i udviklingen det levende væsen befinder sig. Planter og primitive dyr udsender 10 gange mere lys pr. fladeenhed pr. sekund sammenlignet med mennesker. En sandsynlig kosmologisk forklaring kunne være den, at tyngdeenergien (ild, lys, fotoner) er mere bundet af følelsesenergien hos jordmennesker sammenlignet med planter og dyr, da vort følelseslegeme er længere fremme i sin udvikling. Han har også opdaget, at han kan afgøre, om en plante eller grøntsag er økologisk dyrket, eller om den er dyrket med kunstgødning og er blevet besprøjtet mod insekter. Den økologiske grøntsag havde meget mere kohærent velordnet lys end den konventionelt dyrkede grøntsag, som var dyrket med kunstgødning. Denne havde et mere uordnet lys og havde desuden en øget fotonudstråling. Det så ud som om, grøntsagen var blevet stresset af kunstgødning og besprøjtning. Det er vel sandsynligt, at det fine velordnede lys i levende organismer bliver påvirket af stress hos mennesker og dyr og som i dette tilfælde planter.

Popp har påvist, at lysudstrålingen fra raske mennesker er kohærent, og at det ligger på ca. 10 fotoner pr. cm^² pr. sek. Men hos cancersyge døende mennesker var lysemissionen kraftig – det kunne se ud som om lyset var ved at forlade kroppen.

Det er vigtigt her at påpege, at det lys, som vi nu har undersøgt, er det "fysiske" lys med dominans af tyngdeenergi. Det lys, som opbygger den fysiske verden. Det lys, som vi kan se og måle. Findes der andet lys?

"Verdensaltet er et lysocean", skriver Martinus. Når vi befinder os i den åndelige verden f.eks. mellem to inkarnationer, så har vi stadigt vort lys og vor livskraft med os, men her har det en anden bølgelængde, som kun kan "ses" med åndelige sanseorganer. Og den, der har kosmisk bevidsthed, "ser" lysglorien eller den kosmiske udstråling som lysende stjerner, kærlighedslyset, som stråler mellem de levende væsener i de højeste åndelige verdner.