Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I avisen Politiken¹ læser jeg anmeldelsen af en bog, skrevet af en lektor i filosofi på Københavns Universitet, Søren Gosvig Olesen, med titlen: "Forsøg med filosofien". Anmelderen, Karsten R.S. Ifversen, skriver meget underholdende, at Søren Gosvig Olesen "… begiver sig af med noget så usædvanligt som at filosofere. At det er en sjældenhed for filosoffer skyldes, at filosofi på universiteter bedrives som en art eksegetisk² videnskab, hvor det er udlægningen af andres tanker, der er emnet, ikke hvilke tanker man selv gør sig om dette eller hint emne".³

For at gøre fagfilosoffer ret, så kan man vel ikke læse noget, andre har skrevet, uden at reflektere over det, hvilket vel også er en slags filosoferen. Man må også formode, at de kaster sig over læsning af filosoffer, som de finder inspirerende og berigende. At de filosoffer, de læser, klinger med noget genkendeligt i dem selv. Det er derfor, jeg læser Martinus, det klinger med noget genkendeligt i mig selv, og genkendelsen er en personlig bekræftelse. Jeg gør mig forestillinger. Man kan med rette sige, at jeg filosoferer.

Men Martinus selv er ikke en filosof! Han har ikke tænkt sig til det, han skriver. Det er ikke en konstruktion, han har lavet i et forsøg på at forstå livets mening og dybeste natur. Martinus er mere at ligne med en naturhistoriker. Rigtige naturhistorikere er der ikke mange tilbage af. De rejste rundt i verden og beskrev i detaljer alt, hvad de så. Det blev til værker om geografi, flora, fauna, slægtskab, interaktioner mellem arter og ikke mindst evolutionsteorier. Martinus kan se, at selv en døgnflue har evigt liv, og at evolutionen har en meget smuk og på ingen måde tilfældig retning. Det er ikke en teori fra hans side. Det er en blot og bar beskrivelse på næsten samme måde som naturhistorikernes beskrivelser. Hvad han kan se med intuitionen, med sin "kosmiske bevidsthed", er, skriver han, hvad alle vil komme til at se, efterhånden som evolutionen / "naturen" får udviklet de samme høje åndelige evner i hver og en af os jordmennesker. Da vil vi kunne se og beskrive virkeligheden, som den er. Naturhistorikeren og den materialistiske videnskab samt filosofien kan kun beskrive ydersiden eller overfladen af denne virkelighed og det endda fragmenteret. Martinus er på den baggrund en kategori for sig, der indtil videre falder noget udenfor eller ved siden af, hvad fagfilosoffer kan tage alvorligt.

Ligesom det for en fagfilosof ikke handler om at tro på filosoffer, men om at efterprøve logikken og holdbarheden af deres tanker, sådan handler det også for åndsforskeren om at efterprøve logikken og holdbarheden af Martinus' åndsvidenskab. I bedste fald forholder jeg mig til Martinus' værk Det Tredje Testamente på samme måde, som en fagfilosof forholder sig til de filosoffer, som siger ham / hende mest.

Martinus kalder selv sine udredninger for "analyser". Fagfilosoffer forholder sig analytisk og kritisk til filosoffers analyser / logiske tankerækker. Glæden ved arbejdet viser, at følelsen / følelser spiller en afgørende rolle. Sådan er det også at læse Martinus. Næppe nogen ville holde ud at læse Martinus eller gå i studiegrupper og til foredrag, hvis det ikke bragte dem glæde. Glæden er det primære, og den får ekstra næring, når genkendelsen også dækker dette store at kunne forstå analysen. At få bekræftelse på to fronter samtidigt. At forstå med "hjertet" og med "hjernen". At føle og forstå, at sådan må det være. Det er fra tid til anden uundgåeligt at knibe en lille tåre af bare glæde.

Ifølge anmelderen kommer Søren Gosvig Olesens bog tilmed med svaret på det store spørgsmål om livets mening. Svaret er "mening". "Ikke noget specielt, bare mening." "Når man har det, glemmer man det, når man mangler det, efterspørger man det".

Set med en åndsforskers øjne en rigtig god iagttagelse. Læg mærke til, at det jo i al sin enkelhed er en naturbeskrivelse af ens egen indre natur. Som ikke er mere "ens egen", end at masser af mennesker kan nikke genkendende. Vi forsøger jo hver især i dagligdagen at organisere vores liv / arbejde / fritid på en måde, der giver mening. Når det kører, når der ikke pludseligt dukker noget "meningsløst" op, så tænker vi ikke nærmere over det. Så lever de fleste som om, der var en mening, og heldigvis for det. Undtagelsen er mennesker, der mener at kunne se analytisk klart helt ind til benet af tilværelsen, og dér kun ser knogler. Her må selve tilværelsen fremstå i en ramme af meningsløshed. Selv sådanne eksistentielt havarerede mennesker humper videre og lever som om.

"Meningsløsheden" – dette lidt uhyggelige kuldslåede monster – spøger i kulissen i alle materialistisk indstillede kulturer. Det er en frugt af kundskabens træ. Det er en frugt af stringent intelligensbaseret naturvidenskab og filosofi. Eller/og det er bare, hvad vi på vores nuværende udviklingstrin umiddelbart kan konstatere med vores fysiske sanser.

Mange filosoffer har erkendelsen af meningsløsheden som grundtema. Der sker konstant ting på Jorden, som vi ikke kan genkende skulle have nogen mening og derfor dømmes meningsløse. Her render megen filosofi panden mod muren. Og det med at rende netop "panden mod en mur" kan næsten tages bogstaveligt. Bag pandebenet sidder hjernen og dermed også efter almindelig jordisk forstand intelligensen. Man kan med rette sige, at intelligensen havarerer i mødet med det "meningsløse". "Meningsløst" siger måske i sidste ende absolut intet om den tilsyneladende meningsløse hændelse, men alene noget om at jeg som menneske må opgive at forklare og forstå det. Det er ikke nødvendigvis det samme som, at hændelsen ikke kan forklares og forstås.

Intelligensen alene kan, ifølge Martinus, ikke løse livets gåde. Med intelligensen, i forbindelse med den materialistiske analyse som eneste værktøj, forbliver man på den side af muren, hvor meningsløshedens monster løber frit omkring og truer sammenhængskraften i mennesket, kulturen og selve tilværelsen.

"Den rene af hjertet skal se Gud", udtaler Jesus. Martinus bekræfter og forklarer. Intelligensen alene kan ikke afsløre livsmysteriet. Kan ikke se Gud / helheden / det gode og meningsfyldte i alt. Materialismen og oplevelsen af meningsløshed er en af den slags nødvendige "blindgyder", som vi skal ned i for at modnes til et større syn på tilværelsen end det, som vores fysiske øjne afslører. Blindgyden er således ret beset ikke en blindgyde. Den er, åndsvidenskabeligt set, nærmest at betegne som en hovedvej af den meget lærerige omend ubehageligt gode slags.

Den, jeg kender til, der har været tættest på at formulere det, der er en væsentlig del af nøglen til at forstå "det meningsløse", er psykiateren Victor Frankl (1905-1997), der i beretningen fra hans tre år i koncentrationslejren Auschwitz bl.a. kommer med denne erkendelse: "Hvis livet overhovedet har en mening, da må lidelsen også have en mening". Ethvert menneske ledes, åndsvidenskabeligt set, mod at formulere denne erkendelse. Altså "tvinges" af lidelseserfaringer til at tage denne tanke alvorligt – hvis livet har en mening, da må lidelsen også have en mening. Ethvert menneske ledes mod at udvikle de evner, der giver det forudsætninger for at kunne tage svaret til sig som en virkelig erkendelse. Det er lidelseserfaringer, der er baggrunden for at føle, om noget er sandt, og det er samarbejdet mellem følelse og intelligens, der gør det muligt at analysere og forstå det. Det er samme samarbejde mellem følelse og intelligens, der er grobunden for den åndelige evne – intuitionen – der endeligt kan "slå hul" i materialismens ringmur. Derved kan vi som enkelt individer i første omgang få adgang til at kigge gennem hullet og få adgang til at se en langt større virkelighed, der alvorligt sætter spørgsmålstegn ved, om ord som "tilfældighed" og "meningsløshed" overhovedet nogensinde har været dækkende for noget fænomen i tilværelsen. Martinus' værk Det Tredje Testamente er i den grad en hjælp til at få systematiseret og forstået rammen for det, der kan ses gennem åbningen i muren.

Hvad er da livets mening? Det afhænger af, hvor stort et perspektiv vi formår at anlægge! Den troende gør ikke krav på at forstå. Religionerne lover evigt liv og en afklaring af meningen med det hele engang i fremtiden. Guds veje er uransagelige, og det har den troende fred med. Frankl er et smukt eksempel på et mellemled. Han taler til mennesker, der er nået til de eksistentielle kriser. Troen vakler eller er mistet, og meningen med livet er længere væk end nogen sinde. Frankl arbejder ud fra erfaringerne fra koncentrationslejren. Det enkelte menneske må finde meningen med sit liv. Må finde det i sit liv, som det kan hænge en mening op på.

For åndsforskeren er det oplagt at svare på det store spørgsmål om livets mening, at jeg skal lære at elske Gud og min næste, som jeg elsker mig selv. Martinus giver i alle detaljer den intellektuelle forståelsesbaggrund for dette udsagn fra Bibelen. Det er for Martinus det, der over tid – mange fysiske tilværelser – vil styrke oplevelsen af meningsfylde i tilværelsen og dermed glæden ved livet. Men det er ikke den højeste indsigt i meningen med tilværelsen. Hvad der er nævnt indtil nu er vigtige delmål. Men et delmål kan aldrig være det endelige og absolutte svar på livets mening, når livet er evigt, altid har været det og altid vil vedblive med at være det.

"Mening" i sig selv er ikke nogen dårlig ledetråd. Forståelse af, hvad lidelse gør ved os, er en endnu bedre ledetråd. At elske Gud og sin næste som sig selv er en nødvendig opgave at forholde sig til på vejen. Men hvad med den dag, hvor man bare kan det der med næstekærligheden til fuldkommenhed, hvad er da livets mening? Hvilket mål skal man kaste sig over, når livsmysteriet er løst, livets mening afklaret og vundet? Et kvalificeret gæt er, at man ophører med overhovedet at beskæftige sig med den slags tanker. De giver på det høje intellektuelle plan ikke længere mening! Livets mening er afsløret og erkendt til enhver tid i alt, hvad der opleves.

Svaret fra Martinus er således lige så enkelt og på en måde selvfølgeligt som filosoffens, der svarer, "mening". Martinus svarer "livsoplevelse". Meningen med livet er "oplevelse"!

Ligesom hvert eneste levende væsen aldrig vil ophøre med at eksistere, vil det heller aldrig ophøre med at opleve livet. Denne oplevelse af livet vil i en lang epoke (dyreriget) netop være begrænset. I den periode udråber vi alt, hvad der har med lidelse at gøre, som meningsløst og ondt. Vi har ikke åndelige forudsætninger for at se dybere. Vi famler os frem i en tilsyneladende retningsløs verden. Den højeste viden er, at vi er dødelige, og at selve livet og evolutionen er styret af tilfældigheder, set fra individets synspunkt. I al sin grusomme enkelthed reduceres livets mening til at æde, skide og formere sig. Vi kan, åndsvidenskabeligt set, ikke komme længere væk fra forståelsen af tilværelsen. Vi har bygget vores grundantagelser på præcis det modsatte af det, som udgør virkeligheden. Vi har en god undskyldning, vores åndelige evner rækker ikke længere – endnu! Men erfaringer / livsoplevelser / lidelseserfaringer og deraf følgende sanseudvikling ændrer langsomt, men sikkert, den meningsløse tilgang til livet.

Livsoplevelser ændrer os hele tiden i al evighed, styret af åndelige naturlove. Vi bliver mætte af mørket, når vi har lært det, der er at lære af mørket. Vi boltrer os i lyset i umindelige tider og oplever den højeste salighed, men selv salighed bliver på et tidspunkt triviel. Vi lader os friste af noget nyt, der i salighedens perspektiv synes om muligt lysere. Vi uddrives af "paradis" over millioner af år og er netop ved at udvikle de åndelige forudsætninger, der skal til, for at genvinde "paradis" i en form, der aldrig er set før.

Naturvidenskaben / videnskaben og filosofferne afslører det indirekte. Mange mennesker har udviklet fine evner til at føle og tænke. Humanismen er, selvom det ikke altid ser sådan ud, i vækst. Vi tumler med store spørgsmål og kan, ifølge Martinus, når vi hver især er modne dertil, forvente at få svar på det hele. Svar på absolut alt.