Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorfor tror jeg på det, der står i Det Tredje Testamente? Hvorfor er det mere troværdigt end andre forklaringer af verden og livet?

Godt nok kan jeg have svært ved at få visse analyser til at passe sammen med mine egne tanker, men jeg oplever dem alligevel som troværdige. Det vil sige, jeg forstår dem, lige når de bliver forklaret. Men et kvarter senere kan de være svære at forstå eller forklare for en anden.

Kan man finde lidt af svaret på det i begreberne tro og troværdig? Jeg forestiller mig, at der findes forskellige grader af tro – fra blind tro til måske netop – troværdig. For at betragte noget som troværdigt forestiller jeg mig, at man har sat sig ganske godt sig ind i det pågældende område, at man har læst og/eller været med til store dele af det, man oplever som troværdigt. Jeg forestiller mig også, at det nok kræver visse erfaringer fra andre, i det her tilfældet beskrivelser eller beretninger om verdensaltets/livets struktur. Mange af os er blevet præsenteret for forskellige religiøse fremstillinger i skolen, i al fald vi der lever i demokratiske lande. Vi har også som voksne mødt forskellige mennesker med forskellige forklaringsmodeller. De kan være rent naturvidenskabelige eller mere eller mindre farvede af forskellige religioner eller af andre gamle opfattelser (shamanisme, hekseprocesser, ol.). Men for alle dem, der på nogen måde kan forestille sig, at vi hver især medbringer erfaringer fra tidligere liv, findes der også en mulighed for, at vi har gjort mange erfaringer i vores tidligere historie. Sandsynligvis, hvis det nu er sådan, har vi gjort mange erfaringer også på dette område. Måske har vi gennemlevet liv som hekse, shamaner, medicinmænd, præster og lignende. Ja, jeg lægger mærke til, at de nævnte områder mest er mandlige, bortset fra det første. Det er sandsynligvis sådan, det har set ud… hvis man ser i historiebøgerne. Men det er naturligvis sådan, at også kvinderne har fået store erfaringer med hensyn til at prøve at forstå livet i dets helhed. Måske større. Alle har vi jo, mænd som kvinder, også indirekte måttet føle livets smerter pga. beslutninger, der er blevet taget af f.eks. et præsteskab uanset religion.

Noget, der er troværdigt, er noget, man har fundet værdigt til at anse for sandsynligt (svensk "trolig") eller sandt, i al fald næsten sandt, man ved jo ikke. Troværdighed indeholder et element af tvivl – jeg ved ikke… endnu. Jeg oplever, at det har en vis betydning, hvordan man bruger sproget i det her spørgsmål. Begrebet tro – troværdig – sandsynlig (trolig) er på en måde nøglen for mig, når det gælder om at prøve at forklare, hvordan jeg forholder mig til Det Tredje Testamente. Jeg vil jo ikke fremstå som troende… Hm!?

Hvorfor skulle det nu være så forfærdeligt eller ligefrem pinligt at være troende? Ja, jeg ved det ikke rigtig, men kan forestille mig, at jeg har været igennem både perioder med stærk religiøsitet og med en mindst lige så overbevisende fornægtelse. Det præger mig både bevidst og ubevidst.

En af grundene er også, at jeg af erfaringer også i dette liv har set konsekvenserne af at blive betragtet som troende – nemlig umiddelbart at blive affærdiget. Det føles meget ubehageligt, at samtalen så er slut og måske også hele fællesskabet med det pågældende menneske. Men måske også fordi det bider hårdt i hovmodet! At blive affærdiget er ikke noget, den hovmodige længes efter. Jeg har oplevet det, så jeg beskytter mit hovmod bedre nu (ha, ha) Men det handler jo ikke bare om hovmod, det handler om at nå mennesker, at ikke genere nogen med noget der kan skade et forhold, der ellers ville kunne udvikles til noget godt.

Men så er det jo også sådan, at vi jo heller ikke skal gemme vort inderste væk i al evighed. Det kan ifølge Martinus komme til at skade os mere, end vi er bevidste om. Han skriver i artiklen "Sandhed eller ærlighed" (Kosmos nr. 4, 2009): Da de absolut rigtige forestillinger ("sandheden": MR's anm.) som modsætning hertil ("usandheden": MR's anm.) udgør fundamentet for skabelsen af enhver form for harmoni, sundhed og normal livsglæde, og disse foreteelser således er ganske umulige at tilegne sig uden nævnte fundament, bliver "sandheden" således det levende væsens absolut første og dybeste "helbredelsesmiddel".

Det ser ud til, at når man lever sandt, beholder man det rette livsmod og dermed også sin kropslige sundhed.

Men vi må heller ikke glemme, at "sandheden" (den man selv oplever) kan være i disharmoni med andre menneskers "sandhed". Det kan indebære risiko for konflikt at være alt for påståelig med det, man selv anser for sandsynligt. Måske er ikke alle konflikter af det onde i det lange løb, man plejer jo at sige, "man skal vælge sine konflikter".

Jeg har tænkt en del på begrebet "konfliktskyhed" og er kommet frem til, at det sommetider kan handle om konflikttræthed eller konfliktmættelse. Man har oplevet bagsiden af konflikter så mange gange, at man har indset, at det oftest fører til ubehag. Men det er ikke altid så let både at undgå konflikter og selv være ærlig. Sommetider vil man beskytte sig selv, lige fra sit eget hovmod til sit liv – sommetider er det andre, man vil beskytte ved ikke at fortælle alt. Men det må jo ikke betyde, at man lyver. Det er som altid en fantastisk balancegang at leve.

Der findes et ordsprog, man plejer at tilskrive August Strindberg: "Det er ikke let at være menneske". Men jeg forestiller mig, at det er mange gange lettere at være menneske end jordmenneske, dvs., hvis man er menneske ifølge Martinus' definition. Her i vores del af tilværelsen blandt os jordmennesker er balanceevnen ikke helt optrænet. Sommetider havner vi i konflikter, selvom vi prøver at undgå det, og sommetider holder vi igen med mere, end der er godt for os i længden. Men så sker det, at det lykkes for os at skabe det der rigtigt fine og smukke møde med et andet menneske. Da føles det virkelig herligt, og vi kan leve længe på det.