Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den er god nok, siger vi, når noget, vi havde på fornemmelsen, viser sig at være rigtigt. Så er den god nok. Og ser vi på Martinus' samlede produktion af symboler, tekster og foredrag gennem et langt liv, så vil mange sikkert have oplevet, at jo, den er god nok.

Hvordan gør Martinus vage fornemmelse til viden, der er så sikker, at man kan finde på at sige aha, ja den er god nok? Det gør han ved hjælp af "analysen", som han kalder dette redskab til at forbinde intuition med intelligens. Analysen er ikke bare noget "interessant", som når man analyserer en væske i dens bestanddele. Nej, analysen er en oplevelse, der fører os fra det ubevidste til det bevidste. Den bringer det glemte frem, hæver skjulte skatte og sætter ord på tavs viden. Gør implicit til eksplicit.

Teknikken har altid været kendt, for den er selve kernen i vores måde at forstå på. Symbolsk kan man ligne den med en spiral, der fungerer ved genkendelse. Som et oplagt eksempel nævner Martinus årets gang med de fire årstider. Vi genkender dem fra år til år, men der er alligevel forskelle. Det samme gælder døgnets timer. Begge er de eksempler på kredsløb, der i princippet gentager sig, men alligevel indeholder variationer. Ændrer klimaet sig, som det ser ud til at gøre i disse år, kan man tale om en udvikling. Og selv udvikler vi os jo også, efterhånden som den ene dag lægger sig til den forrige. På den måde vil også vores livsoplevelse ændre sig. Dyreriget, hvor vi nu hører hjemme, vil lidt efter lidt afløses af nye naturriger, og også de vil rumme gentagelser og forandring. Tilsammen vil de udgøre et nyt og større kredsløb, og på den måde bliver livet en evig oplevelse af gentagelse og forandring. Altid nyt og dog det samme.

Sådan oplever vi vores tid fra fødsel til grav. "Et liv er som et lynglimt på himlen, det farer forbi som en brusende elv på vej ned ad et stejlt bjerg," sagde Buddha. I den græske mytologi bliver tiden symboliseret ved titanen Kronos, der sluger sine egne børn. Alt forsvinder og går til i dette tidens grådige gab.

Men vi, som ser det ske, vi er der stadig!

Også dette er en analyse, noget man kan sige aha til. Et eller andet i os vidste det i forvejen, og dog ved vi det først rigtigt, når Martinus viser os, hvordan det hænger sammen. Hvordan bevægelse og forandring ikke kan eksistere, uden at der er noget, som ikke bevæger sig og ikke forandrer sig. Et fast punkt, en iagttager, der hele tiden godt var klar over, at han var til, men måske glemte sig selv og blev opslugt af alt det, som kommer og går.

Og til hvad nytte? Ja, hvem spørger? Det gør du, og det betyder, at du har forstået, hvad livet er. Det er noget, der peger tilbage på den, som spørger. Meget nyttigt, ikke sandt? Først rejser du ud, fortaber dig i verden, lader dig opsluge. Så rejser du hjem igen og finder dig selv som det faste punkt. Det er det evige livs eventyr. Et kredsløb, altså. Andet er der ikke. "Meningen med livet er livets oplevelse," sagde Martinus. Jo, den er god nok!