Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus bruger ordet "meditation" i flere betydninger. I forbindelse med "Fadervor" i betydningen fordybelse/tankekoncentration på de enkelte sætninger i bønnen. I forbindelse med naturvidenskab og teknisk forskning bruger han udtrykket "materiel meditation", altså tankekoncentration på materiel forskning, og tilsvarende om "åndelig meditation", tankemæssig fordybelse i og analyse af åndelige emner. Endelig er der betydningen nedenfor, som denne artikel kredser om.

"I de orientalske religioner forekommer metoder, ved hvilke man søger ad kunstig vej at få forbindelse med de højere kræfter, hvilket også i visse tilfælde lykkes. Men det er denne kunstige vej, der bliver en uberettiget indtrængen i det allerhelligste. Og denne uberettigede indtrængen er som før nævnt åndeligt eller kosmisk set livsfarlig. Den kan ødelægge væsenets nuværende liv og give det en gene heraf i det næste. Denne kunstige vej til de højere tilværelsesplaner eller til en højere form for oplevelse af livet koncentrerer sig i særlig grad under det, vi udtrykker ved begrebet "meditation". Meditation vil igen sige det samme som dette, at man sætter sig i enrum og former sine tanker meget smukke, kærlige og humane. Man træner sig således dagligt i denne tankeindstilling. Og hermed kan man virkelig under en sådan længere træning i from tænkning komme til at opleve et pludseligt nedslag af meget høje kosmiske kræfter i den fysiske bevidsthed, uden at denne er blevet modnet hertil igennem praktisk væremåde. Dette nedslag består af de kræfter, der på normal og ufarlig måde automatisk giver nedslag i individets hjerne og fysiske dagsbevidsthed, når det ved normal udvikling har nået den fuldkomne grad af uselviskhed eller næstekærlighed. Men denne grad af humanitet nås absolut ikke ved meditation alene. Den må blive til praktisk væremåde. I modsat fald bliver meditationen vejen til kunstigt nedslag af de kosmiske kræfter i bevidstheden eller hjernen, og bliver her i større eller mindre grad vejen til nervesammenbrud, hospital og sindssygehus." (Livets Bog, bind 6, stk. 2000)

Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, at man ved dagligt i enrum at forme "sine tanker meget smukke, kærlige og humane" skulle kunne komme alvorligt til skade. Pointen er, ifølge Martinus, at "praktisk væremåde" spiller en helt afgørende rolle i vores udvikling. Åndens og kroppens evolution skal følges ad, og her spiller "livets skole" en alt afgørende rolle. Det, vi lærer gennem det aldrig tilfældige møde/samkvem med en næste, former vores ånd og krop på en måde, der er uomgængelig.

Selv har jeg aldrig oplevet noget gennem meditation, der gav mig lyst til at holde ved. Men når jeg ser på det tankemylder – oftest lystbetonet – der til tider er i min bevidsthed, kan jeg godt forstå, at der er mennesker, der bruger meditationsformer til at bringe sindet i ro. Når jeg spørger dem, hvad de oplever, når de går ind i deres meditationstilstand, opfatter jeg det som, at det for nogle måske er det samme, som jeg opnår ved en lille lur. Hvis meditationen blot består i en hvile- og "slappe af" tilstand, er det svært at finde argumenter for, at der skulle være en fare forbundet med den. Formålet med meditationen må være afgørende. Men formålet og teknikkens virkemåde er måske ikke altid gennemskuelig.

Baggrunden for at interessere mig for dette emne er, at jeg mødte nogle meget søde mennesker, der gav mig bogen: "Hvem er jeg? og Ramana Maharshis lære". De ville gerne vise mig, at der er stor overensstemmelse mellem Martinus og Ramana Maharshi. Han levede i Sydindien fra 1879 til 1950 og betegnes som en af sin tids største åndelige lærere. Både Mahatma Gandhi, Paramhansa Yogananda og Paul Brunton opsøgte Maharshi. Bruntons bøger "Bag Indiens lukkede døre" og "Den hemmelige vej" gjorde Maharshi kendt i Vesten. (Martinus havde i øvrigt også i en periode besøg af Paul Brunton. Der kom aldrig en bog ud af det, angiveligt fordi alle Bruntons optegnelser på mærkelig vis forsvandt eller blev stjålet.)

Maharshi har en stærk åndelig oplevelse allerede som 16-årig og lever resten af sit liv knyttet til et mindre bjerg i Sydindien. Mennesker valfartede til ham, og han var meget aktiv i at tjene og betjene de besøgende. Men han lever også tilbagetrukket uden at tale med nogen i lange perioder. Han bliver spurgt, om han ikke kunne gøre mere gavn ved mundtligt eller skriftligt at udbrede sin lære. Han svarer, at han kan gøre mere gavn i sin fysisk isolerede tilbagetrukkethed, idet han i sin dybe meditative tilstand genererer næstekærlighed, som sendes ud i omgivelserne og på den måde har større virkning end tale.

Ligesom Martinus giver Maharshi udtryk for, at hans viden stammer fra ham selv. Altså ikke fra andres værker eller fra overleverede religiøse skrifter. Den lille bog er ikke skrevet af ham selv, men af en discipel, der opsøgte ham og stillede en række spørgsmål. Bogen er således skrevet som en dialog og er godkendt og ønsket udbredt af Maharshi selv.

Måske ville Maharshi sige god for Martinus' åndsvidenskab. Der er mange sammenlignelige erkendelser, men de to er, alt efter hvor man lægger sit fokus, også meget forskellige. Bogen "Hvem er jeg?" bekræfter nok de flestes forudfattede meninger om indiske guruer og meditation. Dette er ikke negativt ment! Bogen kredser om forståelsen af "Jeget/Selvet" kontra "egoet". Egoet binder mennesket til alle former for jordisk afhængighed. Egoet er indbegrebet af jordmenneskelig svaghed, uvidenhed og begær herunder, at vi identificerer vores eksistens med kroppen. Maharshis brug af ordet "egoet" går videre, end det Martinus kalder det jordiske menneskes "dyriske egenskaber". Maharshi taler ikke modsvarende tydeligt om udviklingen af de gryende rent menneskelige egenskaber. Det titter indirekte frem i hans lære gennem, at ikke alle har forudsætninger for at overvinde egoet. Egoet kan overvindes ved at blive gennemskuet, og denne gennemskuelse kan kun opnås gennem meditation, hvor al koncentration søges lagt på at søge ind til jeget, der findes "skjult" bag egoet. Som jeg forstår det, skal jegets forbindelse til egoet afmonteres. Først da kan man se klart. Dette "jeg" kan forsigtigt sammenlignes med Martinus' definition af "jeget" – "et noget som er". Der beskrives dog i bogen ikke noget treenigt princip eller tegnes et billede af "det levende væsens" struktur.

Der er mange faldgruber forbundet med denne meditation på jeget, ifølge Maharshi. Enhver tanke, man f.eks. gør sig om dette jeg, vil i virkeligheden være et syn af "egoet". Egoet kommer til udtryk i al tankevirksomhed såvel som i alle følelser. Tanker og følelser kommer derved til at fremstå som forhindringer/stopbomme i at nå til "realisering af Selvet". Det er derfor gennem meditation nødvendigt at trække den koncentrerede bevidsthed hinsides alle følelser og tanker for derved at komme ind til en tilstand af ren væren og forening med Gud.

Set med åndsvidenskabelige briller tegner sig et afgørende enten/eller spørgsmål: Kan man blive "det færdige menneske i Guds billede", opnå "kosmisk bevidsthed", ad en "teknik betinget" genvej? Eller er det sådan, at udviklingen af den rene næstekærlighed indebærer en så omfattende evolutionær forvandling af ånden og kroppen, at kun mange fysiske inkarnationers livs- og lidelseserfaringer kan bringe en til at blive "det færdige menneske"? Begge muligheder kan i lyset af Martinus' åndsvidenskab umuligt være sande! Når det alligevel kan se sådan ud, må det skyldes, at de, der er nået til en eller anden grad af oplysning via meditationstekniker, har haft den åndelige modenhed, der skulle til. De har altså haft de fornødne livs- og lidelseserfaringer, herunder undergået den seksuelle polforvandling, der ifølge Martinus er nødvendig.

Martinus skriver om dette: "Når man i Østen er meget inde på at meditere, og der kan opnå naturlige resultater, skyldes det hovedsageligt dette, at man helt anderledes respekterer de hellige handlinger end her i Vesten. I Østen, hvor menneskene i stor udstrækning er elever af fremragende vismænd, og af disse bliver opdraget til den rette indstilling til meditation, vil meditationen ikke frembyde nogen fare for eleven, eftersom han er under sin høje vismands kontrol og ikke kommer ud i en uheldig indstilling til denne særlige handling. Vi må her først og fremmest forstå, at kosmiske glimt skal absolut komme af sig selv og ikke ved nogen som helst eksperimentering eller som et resultat af en opøvelse. Og de virkelige og velsignelsesrige oplevelser af kosmiske glimt kommer som nævnt, når det pågældende menneske absolut ikke aner eller venter det. Ja, i de fleste tilfælde ville det slet ikke engang kunne drømme om, at det skulle være så udviklet, at det skulle kunne opleve kosmiske glimt, denne guddommelige forbindelse med den hellige ånd. Denne oplevelse kommer ganske af sig selv, når mennesket er modent dertil. Dette betyder ikke, at man ikke skal meditere, tværtimod, men denne meditation skal være absolut ufarlig og med den størst mulige hensigtsmæssighed i at fremkalde den modenhed, der gør mennesket skikket til at kunne modtage den hellige ånd i sin bevidsthed. Kunstig tilegnelse af kosmiske glimt kan afføde sindsforvirring og nervesammenbrud." (Småbog 20 b, Meditation, kap. 11) Bemærk, at Martinus her taler om "kosmiske glimt" og ikke om "den store fødsel" / "kosmisk bevidsthed", der fører til en permanent tilstand af "væren ét med Gud". "Kosmiske glimt" er forløbere for "den store fødsel". De vil langsomt tiltage i de fysiske inkarnationer op mod "den store fødsel". Hvad Martinus skriver om "absolut ufarlig" meditation, kommer vi til.

Nu kan man spørge sig selv, når en vismand som Maharshi anbefaler og mener, at man kan opnå en bevidst forening med Gud, ved at meditere på "selvet", mangler han da ikke en større indsigt i tilværelsens sammenhænge? Sådan kommer det til at se ud, set i lyset af Martinus' åndsvidenskab. Men den mulighed foreligger naturligvis, at Martinus ikke har ret. Det kan ikke benægtes, at Maharshi har været og fortsat er en stor inspirationskilde for rigtig mange mennesker. Men er det sådan, at selv på hans niveau af indsigt er der stadig noget at opnå? Martinus beskriver på symbol 33 (Det Evige Verdensbillede, bog 3), hvordan der selv efter "den store fødsel" er flere indvielsestrin. Jeg kan dog blive meget i tvivl om, hvorvidt Maharshi har opnået "den store fødsel", eller om han repræsenterer et område i forgården til denne fødsel. Det, der bragte mig på den tanke, er, hvad Martinus skriver om "begær". Det er svært at forstå bogen "Hvem er jeg" på anden måde, end at Maharshi, ved sin meditationsvej til "realisering af selvet", afmonterer begæret. At hans meditationsteknik har dette om ikke som mål så som forudsætning.

I "Fortolkning af Livets Bog: Fortalen" fra Kosmos nr. 2-8, 1933. (Trykt i Kosmos nr. 6, 2011. Se også Artikelsamling 1: 7.20-24), skriver Martinus, at dette at modarbejde begærene er det samme som at modarbejde lysten til livet. "Et totalt ophør af begær kan kun finde sted på basis af en hundrede procents ligegyldighed. Denne ligegyldighed er ganske vist "frigørelse", men denne frigørelse er jo det samme som en tilsvarende hundrede procents balance eller ligevægt. Men da en sådan ligevægt er det samme som absolut stilstand, og denne er igen det samme som livløshed, bliver nævnte "frigørelse" således det samme som – døden. […] Da begærene således i virkeligheden er de tråde, der knytter jeget til livet, skal mennesker ikke ledes bort fra begærene." Herefter omtaler Martinus to kategorier af begær; "... de for individets udviklingstrin naturlige og de for samme trin unaturlige". De unaturlige skaber usundhed, og de naturlige skaber sundhed for ånd og legeme, hvilket i sidste ende fører til en forklaret tilværelse og er identisk med den absolutte frigørelse. "Men denne frigørelse er ikke uden begær, thi den opretholdes udelukkende i tilfredsstillelsen af begæret efter at få lov til at elske sin næste som sig selv, hvilken tilfredsstillelse jo er det samme som overholdelse af tilværelsens højeste bud: kærligheden, der er "al lovens fylde"."

Maharshi lever meget asketisk, men absolut for at tjene sin næste, han har således begær, men hvad indebærer hans meditationsform for mindre udviklede sjæle? Jeg vil understrege, at dette ikke er skrevet for at kaste et dårligt lys over Maharshi, men for at prøve at blive klogere på begrebet meditation, uanset hvem der anbefaler hvad.

Ifølge Martinus er en intellektuel bearbejdning af f.eks. de dyriske begær i bevidstheden en afgørende del af "vejen, sandheden og livet". Vi rummer i vores indre en række egoistiske begær, som vi har rigtig meget at lære af. Kun ved at vende disse begær i den begyndende visdoms klare lys kan vi over tid overvinde dem. Netop denne proces med at overvinde gennem f.eks. ydmygt at forstå og praktisere tilgivelse er omdrejningspunktet i visdommens vækst, suppleret med en åndsvidenskab, der giver en logisk ramme for ens arbejde med sig selv. Tanker og følelser af den mere primitive slags er således ikke noget, man skal distancere sig fra – snyde sig udenom – men noget man har brug for at forholde sig åbent til. Vi skal således hver især i en meget lang epoke begære at rense vores "hjerte". Man kan også sige, at "livets skole" sætter os på denne opgave. Årsags- og virkningsloven betinger, at vi konfronteres med vores "hjertes urenheder", efterhånden som vi er modne til at bearbejde dem. Næstekærligheden er ikke en viljesakt, men et spørgsmål om udvikling, ifølge Martinus, og tidsrammen kan tælle årtusinder. Når vi således står over for at skulle bedømme begrebet "absolut ufarlig meditation", er forståelsesrammen om tilværelsen og udviklingen helt afgørende.

Martinus har aldrig foreslået nogen at gøre som han, at sætte sig i en kurvestol med bind for øjnene. Næppe nogen på Jorden har forudsætninger for at komme til at opleve det, han gjorde, og i øvrigt slippe godt fra det. Det må være blandt de meditationsformer, han advarer imod; bortset fra at Martinus aldrig nåede at meditere på noget, før indvielsen gik i gang. Martinus advarer også mod det, som er allersværest selv at gennemskue, nemlig åndelig ærgærrighed og hovmod. Altså at man tror sig højere udviklet, end man er.

Hvis en eller anden form for højere bevidsthed er opnået ad kunstig vej ved f.eks. at snyde sig udenom udlevelsen af begær af dyrisk natur, må disse anlæg, åndsvidenskabeligt set, stadig være til stede som talenter i personens overbevidsthed. Personen kan derfor næppe undgå på et tidspunkt, at skulle samle op på det, som er sprunget over, for at komme fri af en tilstand, som i længden ikke kan opretholdes. Det kunne vise sig ved, at glæden ved tilstanden ikke kan opretholdes. Indestængte begær begynder at forstyrre den indre ro. Noget skal samles op og gøres færdigt i "livets skole".

"Livets skole", "naturen", er reelt vores eneste læremester. Ingen guru eller Martinus kan erstatte det, som "livets skole" langsomt forvandler i vores indre og vores ydre. Livet selv, livets love, Forsynet, Gud, udtrykker den højeste form for pædagogik. Den fuldkomne form for udvikling. En åndsvidenskab kan kun i bedste fald være en meget præcis beskrivelse af denne fuldkomne pædagogik og udvikling. Den kan aldrig udgøre en højere form for pædagogik eller en smartere måde at gøre det på, end den som alle levende væseners liv og udvikling selv afslører.

Vi har hver vores egen vej. Den vil givet indebære mange lærerige og derfor nødvendige svinkeærinder også på åndelige områder. Vores ønsker, viden, erfaringer og begær spiller tydeligt en hovedrolle også her. Vi skal det sidste lange stykke udviklingsvej mod "den store fødsel" lære at gå selv, men vi kan altid få hjælp. Denne hjælp er ikke primært fra en guru eller vismand, ej heller fra Martinus, udover hvad man kan læse sig til. Martinus skriver i øvrigt, at det med Det Tredje Testamente er blevet muligt på planeten Jorden at tilegne sig de teoretiske forudsætninger, der skal til, for at opnå "kosmisk bevidsthed". Det Tredje Testamente henviser til den hjælp, som er tilgængelig fra åndeligt hold fra Guddommens repræsentanter, som man skaber kontakt med gennem bøn, herunder "Fadervor". Martinus skriver: "Og her har Kristus skabt et overordentligt stort meditationsområde. Dette område er koncentreret ned i den geniale bøn, Kristus har lært sine disciple, og som er tilgængelig for alverdens mennesker. Denne bøn kender vi under begrebet "Fader Vor". En meditation over Fader Vor udgør den allerhøjeste meditation, der findes, idet den styrker og underbygger vejen til lyset uden på nogen som helst måde at være en fælde eller fare for dens udøvere. Hvis den ikke var bedre meditationsobjekt end de mange andre mere eller mindre primitive og farlige, der findes, var det jo aldeles unødvendigt for Kristus at komme med denne bøn. Denne bøn er en strålende livsindstilling til Guddommen og alt andet levende, hvilket vil sige til vor næste." (Småbog 20b, Meditation, Kap. 12)

For Martinus eksisterer der intet større og smukkere eksempel til efterfølgelse end Kristus. Kristus udtrykker "vejen, sandheden og livet". Dermed er der heller ingen vej udenom en opbygning af et personligt gudsforhold gennem bønnen. Det personlige gudsforhold er noget, vi langsomt og som en organisk proces vokser ind i. En af flere forudsætninger for "den store fødsel".

PS: En gruppe mennesker har etableret hjemmesiden www.kundalininet.info/hvad-er-kundalini. Her kan man finde en masse nyttig information om fænomenet "kundalinirejsning", herunder de mange former for lidelser det kan være forbundet med bl.a. som følge af meditation.