Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en artikel i et tidskrift fortæller Adam Davidson en sjov historie fra et bomuldsdistrikt om, hvor meget en moderne tekstilfabrik er blevet automatiseret: "I dag har en gennemsnitlig fabrik kun to ansatte, en mand og en hund. Manden er der for at fodre hunden, hunden er der for at holde manden væk fra maskinerne."

Davidsons artikel er en af mange, der i den senere tid har hævdet, at årsagen til den vedvarende høje arbejdsløshed og de dalende indtægter hos middelklassen for en stor del skyldes det store fald i efterspørgslen, som recessionen forårsagede, men også de kvantespring i globalisering og it-revolution, der hurtigere end nogensinde erstatter den indenlandske arbejdskraft med maskiner og udenlandske arbejdere.

Ja, ny teknik har altid kostet arbejdspladser og vil altid gøre det. Hvis heste havde kunnet stemme, ville der aldrig være kommet biler. Men det er accelereret.

"I løbet af den tiårsperiode, der sluttede i 2009, afskedigede de amerikanske fabrikker ansatte så hurtigt, at næsten alle personaleøgninger fra de 70 foregående år er forsvundet. Omkring hvert tredje job i produktionen – cirka seks millioner i alt – forsvandt."

Og det er ikke slut endnu. En nystartet virksomhed, der hedder "E la Carte", vil sænke behovet for serveringspersonale med "en iPad, hvor man kan bestille og betale direkte ved bordet. Denne snedige opfindelse, Presto, opfundet af en samling MIT-ingeniører, findes måske snart på det lokale værtshus. En konsol koster 100 dollar om måneden. Hvis en restaurant har åbent i otte timer om dagen hele ugen, bliver det 42 cent i timen pr. bord, og dermed er Preston billigere end den allerbilligste tjener."

Og automatiseringen berører ikke kun produktionsvirksomhederne, siger chefen for SRI International, en tænketank i Silicon Valley, der opfandt Apples iPhone-program Siri, den digitale privatsekretær. "Siri er starten på en kæmpe forandring af vores kontakter med banker, forsikringsselskaber, butikker, plejesektorer, informationscentraler og produktionstjenester."

Citaterne ovenfor er hentet fra en artikel i New York Times (gengivet i Dagens Nyheter 31.1.2012), skrevet af den amerikanske journalist og forfatter Thomas Friedman.

I kølvandet på alle disse hurtigere og hurtigere omvæltninger, som Friedman ikke uden humor beskriver her, kan vi tydeligt se en hurtigt accelererende ubalance i samfundet, hvor én del af befolkningen – de som stadig har et arbejde – presses hårdere og hårdere af stress og overanstrengelse, og en anden del – de der ikke efterspørges på arbejdsmarkedet – presses og stresses af arbejdsløshedens og den tiltagende dårlige økonomis vanskeligheder.

I dag fremstår den slags tale mere som en slags besværgelse eller ordmagi uden dækning i virkeligheden. "Tilvækst uden nyansættelser er tidens løsen", kunne man for nogen tid siden læse i en rubrik i en svensk avis, der ellers har gjort sig kendt som en af landets førende talerør for "tilvækstmagien", hvilket vel må betragtes som en i al fald indirekte erkendelse af, at virkeligheden har dømt den recept mod arbejdsløshedssygen ude, som den – i godt selskab med mange andre – længe har været fortaler for som det eneste saliggørende.

Historisk set opstod det moderne lønarbejde, dengang flere og flere mennesker blev inddraget i den industrielle vareproduktion. Allerede her findes spiren til det tilvækst- og beskæftigelsesparadoks, som den moderne udvikling har gjort tydeligere og tydeligere, da ideen med industriel vareproduktion netop ligger i, at den mindsker behovet for menneskeligt arbejde ved fremstillingen af et vist produkt. Dette paradoks kunne dog til nød skjules, så længe konsumtionen af industriprodukter voksede hurtigere end den arbejdsbesparende teknik. Så længe dette var tilfældet, behøvede industrien – trods dens arbejdsbesparende teknik – mere menneskelig arbejdskraft, og antallet af industrielt ansatte voksede derfor. Men i dag er det punkt for længst passeret, hvor den arbejdsbesparende tekniks tilvækst har overhalet tilvæksten i konsumtion af industriprodukter. Trods tilfældige konjunkturbetingede mindre variationer er den langsigtede udviklingstrend derfor, at det industrielle lønarbejdes omfang mindskes mere og mere. Den arbejdsløshed, som bliver resultatet af dette, er altså af en mere langsigtet og strukturel end kortsigtet og konjunkturel natur.

Hvis et menneske er sygt, må man have en diagnose på dets sygdom for at kunne ordinere den rette medicin. Hostemedicin hjælper f.eks. ikke meget mod hovedpine og maveonde. I værste fald kan det tilmed forværre tilstanden. Og når det gælder den medicin, som vore økonomer og politikere (med få undtagelser) hidtil har ordineret mod den samfundssygdom, som arbejdsløsheden udgør, så har den altså beviselig ikke haft den forventede effekt – tilstanden for patienten er fortsat kritisk. Hvis der fandtes en "kvaksalverilov" også på det økonomiske og politiske område, ville en stor del af det økonomisk-politiske etablissement i vort samfund sandsynligvis få et problem.

Nu findes der ikke en sådan lov, og det er heller ikke nødvendigt. Livets egne love læser nemlig korrektur på alle vore vaneforestillinger og fejltagelser og lader os ikke undslippe, før vi har lært lektien grundigt. Den lektie, vi nu er ved at lære – både på det individuelle og det samfundsmæssige plan – staves næstekærlighed ogfællesskab . Egoismens afprøvede metoder – konkurrence og tilvækst på næstens (= andre mennesker og naturen) bekostning – kan ikke længere løse noget problem. I stedet skaber de hele tiden nye. Men mennesket er åbenbart nødt til først at "løbe sig træt" i konkurrencens og gevinsttankernes trædemølle, inden det kan se igennem de tåger og røgslør, som det med sine egoistiske begær skaber mellem sig selv og sandheden eller det virkelige liv.

Menneskeheden har dog ikke hidtil lært at fordele og administrere denne frie tid i kontakt med livets love – og det er det, den nu er nødt til at lære. Martinus pointerer, at der absolut ikke findes nogen anden løsning på arbejdsløshedens problem. I sin artikel "Den menneskelige arbejdsevne" (Kosmos nr. 8, 2006) forudser han, at arbejdsløsheden kommer til "at vokse og vokse for til sidst at blive den magtfaktor, hvor igennem naturen vil vælte det jordiske menneskes nuværende indstilling til individets ejendomsret og medborgerskab". Intet i den nuværende udvikling taler for, at Martinus skulle have taget fejl på det punkt.

Det, mennesket og samfundet nu er nødt til at lære, er altså at fordele den stadigt voksende fond af fri tid på en sådan måde, at den kommer alle samfundets individer til gode og ikke som hidtil – som et resultat af egoismens fordelingsprincipper – får som konsekvens, at nogle nu er ved at gå til pga. arbejdsløshed (og almen trøstesløshed), mens andre er ved at gå til af modsatte årsag, dvs. stress og overanstrengelse pga. alt for meget arbejde.

For bedre at kunne forstå mekanismen i udviklingen af den nuværende arbejdsløshed er det også nødvendigt at dvæle lidt ved en ofte overset sammenhæng eller forbindelse mellem den konjunkturelle og den strukturelle arbejdsløsheds udvikling. Under en såkaldt lavkonjunktur er den sædvanlige konkurrence/kamp mellem aktørerne på samfundsøkonomiens eller "markedets" kampplads ekstremt skærpet, da gevinstmarginalerne er små og dalende. Kun ved at kunne producere mere effektivt og billigere kan man skaffe sig fordele i forhold til konkurrenterne. Man er altså nødt til at hæve arbejdsproduktiviteten og sænke omkostningerne. Hvordan gør man det?

Det gør man ved at investere i ny teknologi – ved at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskiner og ny teknik. Men derved bliver det, der oprindelig er en konjunkturel betinget arbejdsløshed, mere og mere til en strukturel – og dermed permanent – arbejdsløshed.

At dette er rigtigt, bliver som sagt bekræftet af det faktum, at konjunktursvingningernes effekt på arbejdsløshedens størrelse er blevet mindre og mindre. Det bekræftes også af, at man overalt i den industrialiserede verden nu kan konstatere en forskydning i forholdet mellem kategorierne korttids- og langtidsarbejdsløse (eller permanent arbejdsløse). En forskydning der viser, at den sidste kategori hele tiden vokser i størrelse på den førstes bekostning.

Der findes naturligvis også andre vigtige årsager til, at arbejdsløsheden har fået et sådant omfang i vort samfund de senere år. En af de vigtigste af disse andre årsager er – både som følge af den økonomiske krise og politisk-ideologiske betingede beslutninger – at det tidligere tilskud af ressourcer til samfundets offentlige og fælles sektorer er blevet mere og mere reduceret og underkastet radikale og langtrækkende sparekrav. Samtidigheden i alle disse hændelser har fået en ødelæggende effekt på arbejdsløshedens udvikling.

Karl Marx – som, hvad man end vil sige om ham og hans ideer, havde et skarpt blik for kapitalismens iboende paradokser og modsigelser – skrev en gang, at den enkelte virksomhedsejers eller kapitalists idealtilstand eller ønskedrøm er, at han selv kan betale så lidt som muligt til sine egne arbejdere eller ansatte, samtidig med at hans konkurrenter betaler så meget som muligt til deres ansatte. Det ville for den enkelte kapitalist være den eneste mulighed for at løse det klassiske dilemma, der kan formuleres på følende måde:

1) For at få så stor profit som muligt er kapitalisten nødt til at betale så lidt som muligt til sine ansatte. Deres løn er jo hans omkostninger.

2) For at kunne realisere sin profit (= sælge sine produkter) er kapitalisten nødt til at betale så meget som muligt til sine ansatte. Disse ansatte er jo nemlig også konsumenter, dvs. købere af varer, hvis købekraft står og falder med netop det lønniveau, som den enkelte kapitalist har en egeninteresse i at være så tilbageholdende med som muligt.

Det bliver et uløseligt dilemma. Næsten som at sidde ned og stå op samtidig. Men det kortsigtede svar på dilemmaet blev kreditter! Gennem kreditter kunne lønmodtagerne fortsætte med at konsumere. Ja, ikke kun lønmodtagere, men også i en vis udstrækning de, der savnede arbejde og en fast indtægt. Mange tog imod lånene som en velsignelse: selvom lønningerne ikke steg nævneværdigt, kunne de købe nye huse, renovere dem og oven i købet anskaffe sig fladskærms-tv. Men hvad, man måske ikke indså, var, at ud over at være lønslave var man nu også blevet lånslave. Lånslaver der med høje renteomkostninger må betale dyrt for deres konsumtionsniveau. Vi ved, hvordan det gik. Det var jo netop det forhold, at flere og flere af disse lånslaver ikke kunne betale renteomkostningerne på deres huskøb, der udløste finanskrisen i USA i 2008, en finanskrise som vi endnu ikke har set afslutningen på.

Faktisk forudså Marx også dette i sine analyser af kapitalismen. Han skriver f.eks. i 3. del af sit mastodontværk Kapitalen: "Kreditsystemet fungerer som en løftestang for overproduktion og overspekulation. Kreditsystemet tilskynder produktionskræfternes materielle udvikling for en tid, men har samtidig tendens til at skabe stadig voldsommere kriser og et enormt svindelsystem".

Det er i disse svimlende tider, vi stadig lever. Og ingen revolutioner – som Marx troede – kan befri os fra det. Kun en gradvis åndelig evolution baseret på egne erfaringer af en samfunds- og verdensorden "hvor enhver er sig selv nærmest", fører frem til et dybtfølt ønske og talent for at skabe et samfund og en verden, "hvor enhver er sin næste nærmest", som Martinus har formuleret det.