Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I dag var jeg inde i klosterkirken i Vadstena. Milla sad stille, næsten andægtig i sin bæresele.

Kirken har et enormt ekko. Flere sekunder langt, hvis man står på det rigtige sted. Hvælving bagved hvælving uendeligt, som Tranströmer digter¹.

Først tager jeg en tone, slipper den så. Når ekkoet høres, kan jeg synge en stemme på min egen tone.

Ret vildt.

Og vanskeligt.

Hvis den første tone, jeg synger, er falsk, føles det næsten umuligt at synge videre.

Lidt på samme måde er det med karma. Vore handlinger kommer tilbage til os.

Sommetider er ekkoet kort, kommer straks tilbage. Som når vi forklarer vore børn, hvorfor de må regne med at blive skubbet, hvis de selv skubber.

Sommetider er ekkoet langt, så langt at vi måske helt har glemt, at vi engang sang tonen. Som hvis noget, vi måske har gjort for flere liv siden, lyder i vort inderste og rammer os på en eller anden måde.

Synger vi så bare alene? Slet ikke. Vi synger sammen i et kæmpekor.

Jorden har tiltrukket os med sin udstråling og energi. Vi er, hvor vi skal være, for at få de lidelseserfaringer, vi har brug for, så vi kan udvikles til fuldkomne mennesker.

Vi synger sammen, alene og i forskellige sammenhænge.

Grupper, der synger sammen, kan vibrere på samme bølgelængde. Noget føles og lyder utrolig rigtigt, slår nogle følelsesstrenge an i os. Det kan være i en sekt, et kompagniskab eller på en arbejdsplads.

Når vi så nogle år og erfaringer rigere hører ekkoet fra tidligere, klinger det ofte falskt, disharmonisk.

Vi hører gruppens samlede klang, men tager kun ansvar for vore egne toner.

Toner, hvor vi tidligere sang falsk, er vanskelige at gøre noget ved, når ekkoet kommer.

Tænker at det er som med modgange. Modgange er vanskeligere at møde positivt end medgange. Alt for let bliver vi nedslåede og vil til sidst slet ikke synge.

Guddommen da? Er vi overladt til vor egen sangbegavelse?

Nej. For mig træder Gud ind som harmonierne eller akkorderne i min sang. Sætter dagen i dur eller mol. Giver mig, hvad jeg har brug for, ikke nødvendigvis det, jeg netop nu vil.

Jeg vil afslutte med et tankevækkende filmcitat fra filmen Gladiator, der på en god måde giver den egentlige mening i min tekst:

"What we do in life, echoes in eternity"

(Hvad vi gør i livet, giver ekkoer i evigheden)