Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Livets fornemste kendetegn er bevægelse", sagde Martinus. Javel, men hvad er så livet selv? Bevægelse kan det jo ikke være, når det blot er kendetegnet på liv. Derfor må det være noget andet – det modsatte. Den "ubevægede bevæger" kaldte Aristoteles det. "Den årsagsløse årsag" var Martinus' ord for det samme. Eller bare "jeget". Siger du f.eks.: "Jeg går en tur", så er det den ubevægede bevæger eller den årsagsløse årsag i egen høje person, der taler. Det er stilheden, det faste punkt bag bevægelsen.

Svære ting og sager, ikke sandt? Det er meget nemmere at forstå bevægelsen, for den kan både beskrives og forklares. Den er fortællende, måske dramatisk. Men stilheden eller det faste punkt kan kun beskrives ved sin modsætning, altså bevægelsen. Og nu kommer spørgsmålet til 1 million kroner: Hvordan kan denne stilhed – dette faste punkt – sætte en bevægelse i gang? Hvordan sker dette mirakel?

Descartes mente, at det måtte ske ved hjælp af noget i retning af en gummimembran oppe i hjernen. En tysk filosof, der hed Fichte, talte om et puf eller stød (Anstoss). Mange har spekuleret over denne gåde og forsøgt at løse den. Martinus lagde selv ud med sit symbol 32 over livsmysteriets løsning. Lovende ser det ud, men går man i dybden med symbolet, viser det sig blot at pege tilbage på stilheden eller det faste punkt som en logisk konsekvens af bevægelsen. Men ikke hvordan selve transmissionen foregår.

"Jegets vending" kalder Martinus denne transmission (Livets Bog, bind 3, stk. 823). Vi er hele tiden vidne til den, vi foretager os ikke andet end at vende energier, når vi oplever og skaber. Vi sætter vores "stempel" på bevægelserne, siger han. Overalt vender vi bevægelserne og sætter vores stempel på dem. Hvordan sker dette daglige mirakel?

Ikke ved aktion og reaktion, som når man kaster en bold op ad en væg, forklarer Martinus. Mere noget i retning af undfangelse og fødsel. Men også det er blot en sammenligning, et nyt mirakel. Og igen: Dette er ikke en simpel kæde af årsager og virkninger. Det er en årsagsløs årsag, der starter noget, den ikke selv er, nemlig bevægelse. En bevæger der, uden selv at være i bevægelse, sætter en bevægelse i gang. Mystisk, ikke?

En forklaring kunne være, at det simpelthen ikke kan forklares. Men heldigvis kan vi så forklare, hvorfor det ikke kan forklares, og den forklaring kan du læse her:

Hvad vil en forklaring sige? Det vil sige, at noget kan forklares, dvs. føres tilbage til en årsag, man kan pege på og sige: Se her har vi forklaringen! Men i dette tilfælde står vi med en årsag, der ikke selv har en årsag. Dér må ethvert forsøg på at finde en forklaring strande. Vi må se i øjnene, at kun bevægelser kan forklares, og det vil i den sidste ende altid være ved at pege på en ubevæget bevæger. Derfor vil der heller ikke være noget, der sker tilfældigt. Enhver bevægelse har sin inderste årsag i noget personligt, et ønske, en hensigt og en mening. Det er derfor, Martinus siger, at bevægelse er livets fornemste kendetegn.