Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en verden, som den vi lever i, kan man ikke undgå at møde problemer af forskellig art. Det daglige livs udfordringer udløser i sig selv opgaver, vi vælger at kategorisere som problemer. Interessant nok tydes ordet "problem" fra græsk "problema" – "som spændingen mellem en faktisk tilstand og en ønsket tilstand" (Kilde Wikipedia.)

Det beskriver jo vældig godt det dilemma, man kan opleve i en situation, hvor man ikke umiddelbart kan finde en løsning og nå til en "ønsket tilstand". Hvis de erfaringer, man har til rådighed, ikke rækker til en løsning af et problem, så henvender man sig ofte til venner, bekendte eller familie for at få hjælp. Det er jo ikke givet, at dem, man henvender sig til, er i stand til at hjælpe. Man kan være sygdomsramt, have familierelaterede, dybt private eller måske seksuelle problemer, der opfattes som så personlige, at man ikke vil involvere andre. Man kan også forestille sig situationer, hvor man med eller mod sin vilje er kommet til at begå et uopdaget lovbrud, såret et andet menneske, har løjet eller bragt et andet menneske i miskredit, hvilket nager og gnaver i samvittigheden. At være "korsfæstet" med sit problem kan i presserende situationer bringe et menneske frem til desperation.
 

Hvis man er fortrolig med kosmologien, kan det også tænkes, at man vælger diskretionen, i erkendelsen af, at det er et resultat af egne tidligere handlinger, der har frembragt situationen, og at man derfor "bare må finde sig i det, som det er". Problemet kan dog risikere at være som en gnavende "sten i skoen", en "sten", der uden tvivl med tiden vil afføde et "sår". Dette "sjælelige sår" kan udvikle sig til en "betændelsestilstand", der kan komme helt ud af kontrol og inficere bevidsthedslivet og i sidste instans kroppen i et sådant omfang, at det skaber en reel fare for den psykiske og fysiske stabilitet. Hvad gør man så, når det ikke umiddelbart er en mulighed at henvende sig til omgivelserne for at få hjælp? Skønt bønnen for mange mennesker har mistet sin betydning, så er "bønnen" et meget væsentligt moment for den, der søger hjælp, trøst og personlig udvikling. Som omtalt, kan erkendelsen af karmaloven i nogen grad passivisere vedkommende i erkendelsen af, at "det jo er min egen skyld". Det betyder dog ikke, at man blot og helt må affinde sig med sin skæbne. Bønnen er netop Guds udstrakte hånd til den lidende menneskehed, som Martinus kalder "en såret flygtning mellem to riger" – dyreriget og "det rigtige menneskerige". Dyrets angstskrig er den første tilsynekomst af en ubevidst bøn, og som siden frem gennem udviklingen bliver til en bevidst henvendelse til Gud. Martinus omtaler Fadervor som den mest fuldkomne bøn, idet den i sin ordlyd i ni tankekoncentrationer er baseret på en kollektiv indstilling og altså blottet for personlig favorisering i sin ordlyd. "Giv os i dag ..." – "Forlad os vor skyld ..." – "Led os ikke i fristelse" o.s.v. er eksempler herpå.
 

Når en bøn således i sin indledning henvender sig til "Fadervor, du som er"i himlene", så er det, fordi denne henvendelse til "en højere magt" skal åbne sindet og bringe den bedende i en fordybelse og direkte kontakt med Guddommen. Martinus skriver meget kraftfuldt i småbog 11, Bønnens mysterium, kap. 9: "Ved hjælp af disse ord kan den bedende efterhånden lukke alle uvedkommende tankearter ude og dermed åbne en kanal mellem sig og det almægtige Forsyn eller den evige Fader, ad hvilken hans efterfølgende ønsker direkte kan stige ind i det himmelske væsens bevidsthed." I en intim bøn til det guddommelige Forsyn sender man således sin sjælekval direkte til Gud i skikkelse af skytsånder og "engle", der som "Guds lytteorganer" altid vil høre og modtage den bedendes henvendelse. Det er disse væseners primære ønske og mission at lytte til de, som beder. Det behøver ikke at være en formel bøn, som Fadervor, men blot en almindelig formuleret henvendelse, præcis som man ville henvende sig til en nær ven i den fysiske verden. Det kan tænkes, at den bedende ikke oplever Fadervor som en tilstrækkelig personlig bøn og derfor selv formulerer den ønskede henvendelse. Udover "engle", som udgør "Guds lytteorganer", vil der være "engle", der er "Guds organer for besvarelse af bønnerne". Dette samarbejde foregår i den "usynlige verden" og dermed den "himmel", den bedende retter sine tanker og bøn imod.
 

Det skal nok lige nævnes, at det ikke behøver at være sjælekval eller ulykke, der er grunden til henvendelsen. Det kan lige så godt være taknemmelighed over livet, et ønske om at blive vejledt i sin udvikling eller en forbøn for et andet menneske. Martinus fortæller, at vi i jo højere grad, vi bruger bøn, i samme grad udvikler vi et talent til at være i direkte kontakt med Gud i kraft af udviklede centre i den fysiske og psykiske hjerne. Alle levende væsener har – i kraft af det, Martinus omtaler som urbegæret – et dybt ønske om at opleve behag. Problemet er blot, at vi ikke altid ved, hvordan vi skal skabe dette behag på grund af manglende livserfaring. Vores begrænsede viden om de evige livslove gør, at vi ikke altid er klar over, om vores handlinger udløser behag eller ubehag. Hvis vi forestiller os, at vi er "kosmiske børn" og sammenligner os med de børn, vi eksempelvis selv har født og opdraget, så ved vi jo som forældre, at vi ikke bliver vrede over, at se poderne gøre fejl, ej heller giver vi efter for ønsker, der er undergravende for deres velbefindende. Vi viser dem blot tilrette med det overskud, der følger med at være "en voksen". Ligesom vores egne børn under normale omstændigheder har vores fulde opmærksomhed i deres liv og trivsel, således har også hver enkelt af os Guds manifesterede omsorg og kærlighed – i kraft af "Forsynet"! Den samme "overbærenhed" og forståelse for, at et menneske ikke kan handle med en viden og erfaring, det endnu ikke har fået, er også den guddommelige indstilling til "gudesønnen".
 

Der er så bare lige dette, at vi så ofte oplever, at enten hører Gud os ikke, eller også får vi ikke noget svar på vores henvendelser. I denne situation begynder selv den, der har vished for en Guds eksistens, at vakle i troen på at kunne få hjælp gennem bøn. Her er det meget vigtigt at huske på, at vi har henvendt os til et guddommeligt Forsyn, hvis indsigt og visdom langt overstiger vor egen. Hvad skulle ellers være hensigten med henvendelsen? Samme indsigt, kærlighed og vished fra "det guddommelige Forsyn" er jo garant for, at den hjælp, vi får, er af en helt anden dimension og et helt andet perspektiv end den, vi selv kan forestille os vil være bedst for os. Personligt har jeg oplevet, at jeg i en livskrise bad og bad, uden at jeg oplevede at blive bønhørt. Imidlertid har jeg siden hen oplevet, at bønhørelsen, da den indtraf seks år senere, netop demonstrerede, at den blev givet ud fra langt klogere og mere hensigtsmæssige bevæggrunde end det, jeg selv forestillede mig burde være løsningen. Jeg er overbevist om, at hvis jeg havde fået den bønhørelse, jeg havde ønsket og bedt om, så var jeg forblevet i den åndelige tilstand i stedet for at lære og erfare videre i det fysiske liv. Det gav yderligere den gevinst, at jeg i højere grad oplever tillid, – tillid til, at jeg altid er omgivet af Guds kærlighed og omsorg, helt bogstaveligt. Det gælder både i den fysiske som i den åndelige verden. Tænk hvilken byrde af spekulationer og bekymringer, om vi nu får det, vi skal have, vi kan give slip på, hvis vi øver os i at udvise denne tillid!
 

Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at vi er sikret en tilværelse uden problemer og modgang. Det ville være særdeles ukærligt og uhensigtsmæssigt og sætte os uden for udviklingens mål, – at nå frem til fuldkommenhed! Vi vil stadig være bundet til at reagere på den uddøende, gamle automatik fra vores "dyriske mentalitet" og på denne måde høste erfaringer om, hvad der "er godt, og hvad der er ondt". Virkningerne af vores ufærdige væremåde kan Gud ikke fritage os for, – og Martinus formulerer det således i Bønnens mysterium, kap. 2: "At bede til Forsynet om, at vandet ikke må strømme ud af vandhanen trods dette, at man holder hanen åben, ville jo være en højst unaturlig brug af bønnen, ligesom Forsynets bønhørelse af en sådan bøn også måtte være at betragte som total abnorm"!

Den mentale indstilling til bøn og bønnens karakter og mission er meget væsentlig. I den omtalte livskrise, hvor jeg bad så ofte, jeg kunne, blev jeg efter flere års "fravær af bønhørelse" så mentalt træt, at min indstilling ændrede sig til: "Kære Gud, nu giver jeg op". Det blev på samme tid vendepunktet i min krise, for netop i den fase erkendte jeg, at jeg ikke selv kunne løse problemet og overlod det til Gud, "ske din vilje" – så kom forløsningen af flere års massiv angst, – fra den ene dag til den anden. Jeg fortæller ikke om denne hændelse for at fremhæve mig selv, men for at underbygge med et selvoplevet eksempel, forhåbentlig til gavn for andre i en lignende situation.
 

Sætningen i fadervor – "ske din vilje" er således essentiel. Bøn er ikke tænkt som et "lykkehjul", hvor man kan ønske sig en "gave", det er en henvendelse til Gud om at blive mere "menneske" og mindre "dyr". Kort sagt, et ønske om at støtte forvandlingen fra de selviske traditioner til det uselviske liv, til glæde og gavn for alt og alle. "Ske din vilje" er således, som Martinus udtrykker det i Bønnens mysterium, kap. 12: "[...] vil den fjerde tankekoncentration i "Fadervor" således være det samme som at bede om, at de højintellektuelle eller rent næstekærlige anlæg må blive så stærke i ens mentalitet, at de vil udgøre det overlegne viljebestemmende moment i ens manifestationer".

Jeg har talt med mange mennesker, der tvivler på, at deres bønner bliver hørt. Hvordan skal Gud kunne høre på lige præcis min bøn, når millioner af mennesker verden over beder i samme øjeblik og måske med langt alvorligere problemer? I erkendelsen af at den åndelige dimension er "befolket" med millioner af væsener, der med deres bevidsthedskapacitet er frigjorte fra "verdslige gøremål", og som er i en tilstand, hvor de selviske tendenser er passiviserede, er det vigtigste mål for de mest udviklede af disse "engle" at lytte og være til gavn og støtte for de, der er i den fysiske verden. Martinus udtrykker disse "engles" funktion og frit valgte opgave som at være "lytteorganer for Gud". Enhver bøn, ja selv det mindste suk bliver hørt og respekteret.
 

Overraskende mange mennesker har svært ved at formulere en bøn og forestiller sig, at det bør foregå med en vis andægtighed med foldede hænder, måske endda knælende. Martinus lo engang, da han blev spurgt om dette, og svarede, at "Gud ikke er smålig, og hvordan skulle Gud ønske, at man skulle få ømme knæ i den knælende stilling". Det er i langt højere grad indstillingen, det drejer sig om, end formen. Man behøver ikke at gøre andet, end man ville gøre, hvis man betroede sig til en god ven eller veninde, ligesom man heller ikke behøver afslutte bønnen med: "I Jesu navn, amen". At bede i Jesu navn er for øvrigt det samme som at bede i Jesu ånd, altså i uselviskhed. Hvis man har svært ved at samle tankerne og koncentrere sig om en bøn, kan det også være en god ide at nedfælde tankerne på et stykke papir, på en blok eller i en dagbog, hvor man under skrivearbejdet former det som en bøn og åbner sig rent åndeligt under skrivningen. Ligeledes kan det være interessant senere at kunne se, hvad man tidligere bad om, og om man stadig er mentalt bundet til de samme problemstillinger.

Martinus understreger mange, mange gange i sine værker, at bønnens betydning er utrolig undervurderet. Martinus skriver i Bønnens mysterium, kap. 2, som stykoverskrift "Bønnen har sine egne love, er en videnskab for sig selv" – og senere i samme kapitel – "Ja bønnen kan blive så fuldkommen, at den i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde. Ikke således at det gør immun overfor smerter og lidelser i kød og blod. De kropslige lidelser er ofte ganske uforandrede, trods megen bøn."
 

Når vi ikke ved hjælp af bøn kan frigøres fra smerte, lidelse og modgang i al almindelighed, hvad er det så, bønnen kan hjælpe os med? Vi oplever jo ofte, at styrke og livslyst kan ændre meget på en vanskelig eller ulykkelig situation, og det er netop på denne måde, bønhørelsen ofte vil vise sig. Ikke dermed sagt, at der ikke kan ske rent fysiske ændringer i vores liv. Der er utallige beretninger om "mirakelhelbredelser" og pludseligt opståede "heldige" situationer, som vi ikke havde kunnet forestille os. Det essentielle i bønnen er dog den at lægge det op til det guddommelige Forsyn at vurdere, hvilken hjælp og bønhørelse der er den kærligste for den enkelte. Det gøres ved at fordybe sig i Fadervor og overgive sig til "ske ikke min, men din vilje". Bønnen vil til enhver tid støtte, inspirere og hjælpe den bedende i alle de tiltag, der går i uselvisk retning, siger Martinus. En bøn, der er rettet imod hjælp til opfyldelse af almindelige livsnødvendigheder, vil altid blive bønhørt. "Alle de begær, der er livsbetingende eller naturnødvendige, såsom sult, tørst m.fl. og uden hvilke det daglige liv umuligt kunne opretholdes, er ikke selviske og derfor direkte i kontakt med den guddommelige vilje. Det kan kun være godt at flette disse ind i sin bøn, hvis der er opstået gene eller hindringer for disses opfyldelse." Bønnens mysterium, kap. 8.

Martinus fortalte ofte om sit eget forhold til bøn. Han fortalte, at han bad mange, mange gange i løbet af dagen, ofte i form af forbøn for andre mennesker, der havde det svært. Ligeledes når han begav sig ud i trafikken, og han citeres endda i "Martinus – som vi husker ham" for at have sagt, at han ikke begriber, at nogen tør undlade at bede.

Jeg vil afslutte med endnu et Martinus-citat: "Bønnens princip og struktur er en åben dør ind til Gud og de højeste verdener, ligegyldigt hvor dybt i mørket, ragnarok eller helvede man så end måtte befinde sig. Igennem denne åbne dør til lysets riger eller paradiset lytter Gud til sin evige søn i nødens stund. Og igennem denne åbne dør tager han sin ulykkelige søn til sit hjerte." (Det Evige Verdensbillede, bog 2, stk. 21.23)