Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Hold da op! Jeg vidste ikke, at du var så følsom!" sagde en mand, som havde kendt mig i mange år. Han havde lyttet til det foredrag, jeg holdt om min egen livsrejse. Ganske vist er jeg et følsomt menneske, men det kunne jo også handle om at have "kontakt" til sine følelser og turde udtrykke dem mere åbent. For øvrigt er mit følelsesliv og min indre verden så rig, at jeg ikke kunne tænke mig at bytte med en anden, som måske har en mere robust og hårdfør natur.

For nylig læste jeg en interessant artikel i bladet Modern Psykologi, som netop vedrører dette. Relativt ny forskning peger på, at ca. 15-20 % af befolkningen er det, man kalder "højfølsomme". Det er ingen diagnose, som eksempelvis ADD eller ADHD; mere et karaktertræk eller en "personlighedstype". HSP: highly sensitive person er det rette ord. Det betyder, at man er født med et følsommere nervesystem end den anden del af befolkningen. Hjernen hos en HSP bearbejder informationen, vi modtager fra vore sanser, på et dybere plan. Man har f.eks. en højere følsomhed over for lys, dufte, lyde og bliver også let påvirket af andre menneskers følelser og sindsstemninger. Det er derfor nødvendigt at trække sig tilbage en gang imellem, da man let bliver overstimuleret af sanseindtryk. At hvile, reflektere og sortere er derfor vigtigt for en HSP. Det behøver ikke altid at være en belastning at være et højfølsomt menneske. Kunst, musik og naturoplevelser bliver ofte stærke positive oplevelser – mere smukke og intensive end for andre. For den, som har accepteret og tilpasset sig sin følsomhed, kan livskvaliteten også blive bedre end for det ikke-højfølsomme menneske. Det viser forskningen, beretter psykologen Elaine Aron, som har beskæftiget sig med emnet siden 1991. Tidligere mente psykologien, at mennesker med dette karaktertræk var introverte og hæmmede. Men det er forkert, siger Elaine Aron. Endvidere er omkring en tredjedel udadrettede individer, mener hun. Det bør også nævnes, at en mere robust og ikke-højfølsom person meget vel kan være mere betænksom og empatisk end en højfølsom. Det, som først og fremmest afviger, er et mere følsomt nervesystem.

I artiklen var der et link til en hjemmeside, hvor man kunne udføre en test www.hsperson.com. Jeg gik naturligvis ind på siden og gjorde det. Og jeg blev virkelig glad og også lettet, da jeg opdagede, at jeg afgjort var en HSP ifølge testen. Her fik jeg en forklaring på min livslange lydfølsomhed; hvordan jeg alt for let registrerer andre mennesker; har behov for at trække mig tilbage og reflektere over mine oplevelser samt vanskeligheden med at håndtere stress og mange informationer. Men der stod også om evnen for at nyde musik, natur, være kreativ og opleve et åndeligt perspektiv i livet, hvilket jeg gør. Det blev en befriende læseoplevelse. Jeg kan virkelig forstå alle voksne som, efter i mange år ikke rigtig at have passet ind i mængden, får at vide, at de eksempelvis er ordblinde eller har andre kombinationer – ADD, ADHD eller, som i dette tilfælde, er en HSP. Det vil sige, at der egentlig ikke er noget alvorligt galt med os. Vi har bare en større følsomhed eller en vis dysfunktion i vores hjernes måde at håndtere livets indtryk. Jeg må også sige, at jeg for min egen del spontant har lært mig selv at håndtere og afbalancere mit følsomme nervesystem. Og det har jeg bønnen og den regelmæssige meditation (og også motionen) at takke for.

Martinus har også taget emnet "følelsesmenneske" op. I Livets Bog, bind 1, kap. 5 beskriver han, hvorledes to forskellige kategorier af mennesker – "følelses-" og "intelligensmennesker" oplever livet på forskellige måder, afhængigt af livserfaringer og hvilken grundenergi, der dominerer i psyken. Gennem udviklingen mod "det rigtige menneskerige" vil vi dog alle opnå en behagelig balance mellem begge grundenergier. Og derigennem får vi yderligere adgang til intuition og visdom og i sidste ende også "kosmisk bevidsthed".

Direkte at sætte lighedstegn mellem et "følelsesmenneske" og den, som er en HSP, giver ingen korrekt analyse. Derimod kan man se, at der også findes en neurologisk forklaring på, hvorfor nogle mennesker, sandsynligvis flest "følelsesmennesker", mere end andre lider af stress og lider under vores tids hastige udvikling. Jeg er sikker på, at mange, som interesserer sig for åndelig og personlig udvikling, inklusive Martinus' analyser, kan være mere eller mindre "højfølsomme personer". Jeg kan også forestille mig, at mange ind imellem oplever følsomheden som en stor belastning. Men hvis vi skulle spørge vor højere natur (al den indre kundskab, vi har tilegnet os i livet, ikke mindst fra Martinus) om vort følelsesliv – ville svaret antagelig lyde sådan her:

– Du ved, at der findes både lykkelige og ulykkelige følelser – glæde, sorg, håb, fortvivlelse, kærlighed, had, tillid, frygt. Men du glemmer let, at hvis der kun fandtes den ene tilstand, ville den anden ikke eksistere. Hvordan skulle du kunne opleve lykken (glæden, håbet, kærligheden, tilliden), hvis ikke din ulykke (sorgen, fortvivlelsen, hadet, frygten) besøgte dit hjerte inden?

Alt, du oplever, kan kun opleves i forhold til noget andet – en modsat kontrast. Hvordan skulle du kunne opleve lys, hvis ikke mørket fandtes? Hvordan skulle du kunne opleve varme, hvis ikke kulden fandtes? Sådan er det også med sorg og glæde, had og kærlighed, frygt og tillid ...

Derfor siger jeg dig, at det sande lykkelige menneske er det, som kan holde sit hjerte åbent for alle følelser. I det hjerte findes stor rigdom at hente i livet.

Men kan man virkelig lære at udholde disse ulykkelige, smertefulde følelser? Ja, det oplever jeg, at livet også tilbyder os. De livskriser, som vi alle mere eller mindre må opleve, ser ud til at have en transformerende virkning på vores psyke – i både hjerte og hjerne. Fordi, hver gang vi oplever smertefulde vanskeligheder og samtidigt erfarer, at vi også hver gang følelsesmæssigt "overlever", kan vi ikke undgå at udvikle mere livsmod og tillid til livet. Især, hvis vi har oplevet den kraft og støtte, som vi kan få via bønnen, når vi kapitulerer og overgiver os til Guds vilje. Ulykkelige følelser er bestemt ulykkelige følelser. Men jo mere vi stopper kampen – angsten, forsvarsværket for at undgå at føle smerten – jo hurtigere forlader den os. Det skaber til gengæld plads og forbereder hjertet til helt og fuldt at kunne modtage de lykkelige følelser igen. På denne måde tror jeg, at vi i grunden også kan blive lykkeligere og ikke bare for en kort tid, eftersom vi kan tage imod og være forberedte på livet, som det ER i sin helhed og ikke blot de dele, vi helst vil opleve. Vor personlige udvikling; at blive vækket gradvist til "kosmisk bevidsthed", behøver mange ingredienser af livsoplevelser. Så vi må lære os at tage imod og forstå værdien af både det "ubehagelige" og det "behagelige gode", som Martinus siger. Da bliver livet lettere og mere berigende at leve – uanset om vi er et "følelsesmenneske" eller oplever livet mere gennem intelligens og tanke.