Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2012/10 side 315
Orientering fra rådet
Rådets funktion og arbejdsform
Martinus' bestyrelse
Martinus samlede i sin tid en håndfuld særligt interesserede i en bestyrelse, der skulle assistere ham i arbejdet med at udgive og oplyse om hans værk, også efter han selv var gået bort. De enkelte bestyrelsesmedlemmer var i princippet indvalgt af Martinus på livstid, men var fri til selv at beslutte, hvornår de ville holde op.
Det efterfølgende råd
Efter en del overvejelser i bestyrelsen besluttede Martinus, at denne efter hans bortgang skulle hedde "rådet", og at dette råd skulle bestå af fem rådsmedlemmer og op til to suppleanter.
Den enkelte skulle, efter to år som suppleant, kunne sidde i fem år som rådsmedlem – altså op til syv år i alt. Ingen skulle kunne sidde mere end én periode.
Som nævnt besluttede Martinus også, at de bestyrelsesmedlemmer, som han personligt havde inviteret, skulle kunne forblive i rådet så længe de ønskede. Det er nu 31 år siden, Martinus gik bort, og samtlige af de daværende bestyrelsesmedlemmer er i dag trådt af, på nær nuværende rådsformand, Willem Kuijper.
Supplering af rådet
Rådet er selvsupplerende og skal egenhændigt finde nye suppleanter. Rådet er derfor løbende opmærksomt på, om der er personer, som de mener ville kunne egne sig som kommende rådsmedlemmer. Når en kandidat er fundet, bliver vedkommende inviteret til en formel samtale med hele rådet. Denne samtale skal endeligt afklare, om der er grundlag for et samarbejde.
Frivillighed
Rådsarbejdet er frivilligt og ulønnet. Da de fleste rådsmedlemmer har et almindeligt lønnet arbejde ved siden af, foregår rådsarbejdet i fritiden.
Samarbejdsform og beslutningsprocesser
Martinus udtrykte utallige gange, at samarbejdet i rådet altid bør foregå ud fra en fredelig, venskabelig og kærlig indstilling. Den positive og lyse atmosfære, som derved skabes, er ifølge Martinus befordrende for "Den nye verdensimpuls", idet den er inspirerende for omverdenen og samtidig er grobund for de bedste og kærligste beslutninger.
Det fordres af samtlige medlemmer, at de deltager engageret og løsningsorienteret i de væsentlige dialoger og fælles beslutningsprocesser. Samtidig forudsættes det, at alle er parate til, i en positiv ånd, at acceptere og loyalt følge samtlige beslutninger, uanset om de eventuelt strider mod personlige opfattelser.
En væsentlig konsekvens af samarbejdets særlige form er, at rådet søger enighed i beslutningerne, fremfor at foretage afstemning med flertalsafgørelse.
Der er særlige regler for beslutningsprocessen, som kan studeres nærmere i "Samarbejdsstrukturen" og Instituttets love fra 1982 på hjemmesiden, www.martinus.dk/da/martinus-institut/historisk-udvikling/
Rådets faglige sammensætning
Af hensyn til det ansvar, som rådet har, og de opgaver, som rådet skal løse, er det ønskeligt, at det altid har repræsenteret en række kompetencer gennem de forskellige rådsmedlemmer. Dette omfatter blandt andet kendskab til økonomi, administration, organisation, it, jura, sprog, netværking, Sagens historie samt et detaljeret og grundigt kendskab til analyserne. Når rådet skal finde en ny rådskandidat, ses der således blandt andet på, hvem der besidder de særlige faglige kompetencer, som rådet aktuelt har behov for.
Rådsmedlemmernes personlige egenskaber
Endnu vigtigere end de faglige kompetencer er de personlige forudsætninger, som fordres af ethvert rådsmedlem.
Det enkelte medlem skal, udover et indgående kendskab til og interesse for Martinus' analyser, også besidde en vis evne til at omsætte analyserne i praksis.
Ifølge vedtægterne for Martinus Åndsvidenskabelige Institut skal rådsmedlemmet være myndig, vederhæftig og uberygtet. (Læs mere om Instituttets vedtægter i Idealfondens fundats på: www.martinus.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/IF-fundats2001.PDF)
Når beslutninger skal søges i fællesskab og træffes i enighed, forudsætter det, at rådsmedlemmerne har evner for et ligeværdigt og konstruktivt samarbejde. Man skal kunne forholde sig etisk og praktisk til både interne og eksterne udfordringer, man skal kunne fremføre sin egen vurdering og samvittighedsfuldt tage del i beslutningsprocessen.
Rådets ansvar for Instituttets arbejde
Rådet har det overordnede ansvar for alle Instituttets funktioner. Rådet skal sikre, at Martinus' samlede værk bliver bevaret og gjort tilgængeligt både ved udgivelse og undervisning i betryggende form. Rådet har derfor især et ansvar for ledelse og koordinering af Instituttets anliggender og aktiviteter, som i praksis for det meste udføres af Instituttets medarbejdere, projektansatte og mange frivillige.
Rådet er også repræsenteret i mange af de udvalg og arbejdsgrupper, der står for den praktiske udførelse af arbejdet.
Herunder kan nævnes arbejdet med udgivelser, undervisning på Instituttet og på Klint samt bevarelse af værket f.eks. ved udbygning af Instituttets hjemmeside, indskanning og offentliggørelse af originaldokumenter, fotos, førsteudgaver og seneste udgaver af Martinus' værk og meget andet.
Her i bladet Kosmos, i sommer- og julebreve samt på hjemmesiden fortæller vi løbende om beslutninger og aktiviteter, som kan være af interesse for Sagens venner.
 
Juli 2012
Rådet for Martinus Institut