Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det fortælles, at da de danske soldater i 1864 lå ved Dybbøl og ventede på prøjsernes angreb, oplevede de, at der midt i krigens gru, fra det ene øjeblik til det næste, opstod et lille frikvarter, en stille pause i det øredøvende bombardement, som havde stået på i flere dage og nætter. Soldaterne var nærmest bedøvede af støj, og granaterne havde forvoldt stor skade.

Da forstummede pludselig fjendens kanoner, og en besynderlig stilhed indtrådte. Først kunne soldaterne intet høre, for larmen sad dem i hovedet, men lidt efter lidt kunne de ganske svagt opfatte en jublende sang oppe under himlen, en vidunderlig sang. Men det er jo en lærke, sagde de til hinanden. Hør, det er lærken!

Og da var det, som om døren til en anden verden åbnede sig for de udmattede soldater. Ja, alt det andet var jo blot menneskelig djævelskab, men dette var Guds egen stemme, der flød som en rislende bæk ned til dem. Da opstod et stille nærvær, en hellig stund, hvor døden blev en illusion og evigheden en realitet. Hele tiden havde den været der, denne lille fuglestemme, også da det gik allerhårdest til. Guds ånd kunne ikke forstumme, blot overdøves af kanoner. Og nu lyttede de forundret til den lille fugl, som jublede under sky.

Se, det er historien om lærken over Dybbøl, og den har sit helt eget Martinus-symbol. Ja, er ikke alle disse mange symboler på hver sin måde ligesom mærkepæle eller mindesten for stjernestunder i menneskenes liv på vej mod en bedre verden? Små øjeblikke, hvor tiden stod stille, og vi fik lov til at kigge lige lukt ind i evigheden?

Guds eget nærvær midt i krigens tummel, hvor har Martinus vist os det? Det har han på symbol nr.19, hvor man ser en knokkelmand på baggrund af en begsort himmel, en brændende by og en række orange buer. Alt sammen kunne det være et symbol på Dybbøl 1864. Og bag det hele, synligt og dog skjult, har Martinus også tegnet den lille lærkes sang. Vi ser den som en gylden glorie, der stiger frem øverst oppe på symbolet. Ikke nem at få øje på, for blikket fanges uvægerligt af det grinende dødningehoved.

Men symbolet rækker dybere end som så. For er ikke også det daglige liv en kamp? Det gør vi det til, og så griner knokkelmanden lystigt til os. Livagtigt ser det ud, og dog er det ikke andet end et florfint fortæppe, vi væver med tråde af vores egne tanker. Da hører vi ikke længere lærkesangen, men den er der alligevel. Kig selv efter på symbolet!

Og det dystre fortæppe? Det kunne så let som ingenting fjernes, fortæller Martinus. Men hvordan? – Ved at stoppe op og lytte, gå i sig selv, elske fjenden og se gennem fingre med krænkelsen. Det viser de orange buer, ikke-tilgivelsens vartegn. Det hele er ikke andet end tanker, vi selv gør os. Kun den lille lærkes sang er virkelighed. Den er budbringer fra en anden verden, fra en ny himmel og en ny jord. Vær blot stille og lyt, så hører du den. Altid vil den være der, når blot du er stille. Det viser symbol nr.19. Det er lærkens eget symbol.