Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! En usædvanlig forfatter lægger sit projekt frem, så du kan vurdere det og se, om det er noget for dig. Det sker på de næste sider, hvor Martinus fortæller om dette projekt, som han kalder for "sin sag" eller bare "Sagen". Hvilke tanker gjorde han sig efter at have udgivet 1. bind af sit hovedværk Livets Bog? Vi skal høre, hvilke initiativer han måtte tage, inden han kunne komme videre med det næste bind. Alt sammen får du her fortalt med jævne, almindelige ord, og du vil også høre om nogle af de anstødssten, som kan gøre hans bøger mindre interessante. Først og fremmest den omstændighed, at det jo ikke er alle, der interesserer sig for at høre om livets struktur og heller ikke føler sig inspireret af den næstekærlighed, som viser sig at gennemsyre disse bøger. Martinus kommer også ind på, hvordan hans beretning ikke er baseret på noget, han har læst, men hvordan det hele kommer inde fra hans egen bevidsthed. Og vi skal også høre, hvordan hans måde at fremlægge stoffet på er med mange gentagelser, men hele tiden i nye variationer, hvilket betyder, at man ikke behøver at læse værket fra begyndelsen, men kan springe ind i det næsten helt vilkårligt. Dette i modsætning til så mange andre bøger, hvor man jo må læse fra begyndelsen og huske, hvad man har læst, for at forstå det, der følger efter.

Martinus' bøger er som livet selv. De er fortællende kredsløb inden i kredsløb, og man forstår næsten ikke, at sådan noget overhovedet kan skabes. Men hemmeligheden er, at Martinus var dybt forbundet med en universel kraft, som han kaldte Guddommen. Ja, det var i virkeligheden en samtale, der fandt sted, og det kan måske lyde mærkeligt, for hvad så med os, der læser hans bøger? Skulle han ikke hellere samtale med os? Men det gjorde han skam også, for alle levende væsener var for Martinus indbyggere i det store universelle væsen, i hvem vi lever, rører os og er til. Altså kære læser, i Martinus' verdensbillede er der kun to personer, nemlig dig og Guddommen. Og alt, hvad du oplever, er en "samtale" med dette universelle væsen. Du kan også sige, at alt, hvad du oplever, er skabte ting, der bliver til for øjnene af dig for senere at forgå. Men du, som er vidne til alt dette, forgår ikke. Du ser det ske, men selv er du et fast punkt. Alle de egenskaber du har, alle dine interesser, al din frygt og alle dine længsler, alt dette er noget, du har, men det er ikke noget, du er. Derfor er verden set i dette perspektiv spaltet i to dele. Der er alt det relative, og så er der det absolutte, altså dig, som ser det hele ske. Det absolutte kaldes også "det hellige". Det blev Martinus' sag at forklare det absolutte på en logisk måde ved hjælp af ord som principper, love og analyser. Det er det, hans sag går ud på. Det er hans projekt.

Glæd dig til at læse denne artikel. Den er ikke spor højtidelig, selv om projektet er et gennembrud for den kosmiske bevidsthed i jordklodens åndelige sfære. Men det var sådan noget, Martinus kunne klare med jævne almindelige ord, og det gjorde ham ikke bare til en ægte formidler, men viste ham også som et menneske, der – som han selv udtrykker det i slutningen af artiklen – "befandt sig midt i Guds favntag".

Billedet på forsiden: Redaktionen ønsker sine læsere et godt nytår!