Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2013/1 side 13
Refleksioner
Den kosmiske konstans
af Sören Grind
Sören Grind
Angst for forandring
Vores angst skyldes dybest set vores binding til ting og relationer. For de fleste af os er tryghed baseret på, at der kommer løn ind på kontoen, og at de nærmeste er sunde og raske og er der for os. Forringelse i økonomi, status, sundhed og relationer føles ofte truende. Et gudløst og materialistisk syn på tilværelsen forstærker dette. Når der ikke findes noget levende, der består bag al forandring, da er tab definitive og uigenkaldelige. Hver situation ses som en ydre, tilfældig hændelse. En ven, der dør, er for altid væk. Forringelse i økonomi eller sundhed vil let komme til at føles katastrofal, og fantasier om, hvad der kan ske, løber ofte løbsk. Den længsel, vi ikke har nået at få tilfredsstillet i dette liv, vil for altid være tabt.
Tænk, hvor anderledes det bliver, når vi fuldt ud kan rumme den tanke, at det er vores evige overbevidsthed, der skaber vores liv, som skaber vores krops fødsel og død, som uafhængig af kroppenes undergang vil fortsætte med at søge tilfredsstillelse for sin længsel. Da er vores oplevelse i tid og rum, af fødsel og død, ja af hele vores skæbne, underordnet vores sult og mættelse, vores evige udvikling, de valg vi gør, og de relationer vi skaber.
Evne til objektkonstans
I udviklingspsykologien taler man om barnets udvikling af evnen til objektkonstans. Det spæde barn kan ikke forstå, at vi stadig findes, når vi er kommet uden for synsfeltet. Derfor bliver det så sjovt med titte-bøh-lege, den dag de begynder at forstå, at mennesker eksisterer og dukker op igen, selvom de for en stund er usynlige. Vi, der stadig er bundet til vores fysiske sanser, er kosmisk set som det lille barn, der endnu ikke forstår, at vi stadig findes, selv om vi ikke mere er i den fysiske krop. Vi leger alle titte-bøh, når vi fødes og dør.
Sommetider kan vi mærke, at vi har mødt et menneske før. Som oftest har vi ikke nogen bevidst erindring om dette. Det føles mere som en genkendelse, som om vi fortsætter med noget velkendt. Når vi ser overbevidstheden som årsag til vores personlige karakter, til hvilke mennesker vi tiltrækker, til hvilke længselskræfter der styrer os, da kan en dybere oplevelse af tillid vokse frem. Det, der ikke er færdigt i os eller i vores relationer, det vil gestalte sig igen og blive ved med at gøre det, indtil det er kommet i balance og ro.
Denne forankring i at vi alle er evige kosmiske rejsende, kan gradvis opløse vores nu så normale vane med at sørge, at føle sig forladt, at opleve livet som uretfærdig.
Retfærdighed forstås kun med overblik
Når vi tror, at dette liv er vores eneste liv, er der al mulig grund til at opleve det som dybt uretfærdigt. Overalt ser vi jo en uretfærdig fordeling af evner, af penge, af gode relationer, af sundhed osv. Det ser ud, som når skiløbere skal ud på jagtstart. Hvis man ikke ved, at de starter på forskellige tidspunkter, fordi de har modregnet resultater fra tidligere delkonkurrencer, så ser det jo vanvittigt uretfærdigt ud, at de må starte på forskellige tider, selvom de skal til samme mål. I Bibelen siges, "Thi den som har, han skal gives". Den skiløber, der må starte tidligere, har jo opbygget sine evner og sit forspring inden det aktuelle løb. Der er en årsag til dennes tidligere start. Det sker ofte i jagtstart, at andre, der starter senere i det aktuelle løb, indhenter og kan passere nogle af dem, der er startet tidligere. Dette er også et billede på vores reinkarnationer. Til hvert nyt liv medbringer vi resultaterne fra tidligere liv. Men det betyder meget, hvordan vi forvalter denne delstrækning. På nogle områder starter vi med flere evner end andre og på andre områder med færre. Sammenligningen ved blot ét løb vil altid være uretfærdig, men ser man over de tusinder af løb eller inkarnationer, som vi har som jordmennesker, så jævner alt sig ud og alle kommer frem. Der er intet at græmme sig over. Alt kommer i balance. Alle vil komme til at fylde sit bæger med de erfaringer, der gør hver og en af os til humane og kloge tusindkunstnere. I dette perspektiv er der intet at være bange for, men at forstå det med sit hjerte er en proces over mange liv.
Fundamentet for tillid – at elske Gud over alle ting
Jesus formulerer loven for livet med ordene: "Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv". Min oplevelse er her, at han netop lægger fokus på, at kærligheden til og identifikationen med det guddommelige og evige i alt og alle er det, der må sejre over vores kærlighed til og identifikation med det ydre og forgængelige. Så længe vi prioriterer ting, penge, status og magt før vores medmennesker, dyr og naturen, da vil vi forblive i kamp og angst. At se Gud i alt er en kosmisk evne til objektkonstans, der kan opløse vores angst og give os vedvarende indre fred og tillid.
"At elske sin næste ganske uafhængig af tingene, uafhængig af hans udseende og frembringelser, er at sætte denne næste over tingene, det er at "elske Gud over alle ting". Og det er denne form for sympati eller stille kærlighed, der udgør dette at dyrke Gud i "ånd og sandhed". Og kun med dette forhold til sin næste vil man opdage, at man i denne og absolut kun i denne kan være stedet for den Almægtiges strålevæld. Og kun dette strålevæld alene kan være "Guds billede". Og kun dette "billede" kan være det sande lys i vore hjerter, funkle og stråle igennem vore øjne, vibrere visdommen ind i vor tale, bringe vort jeg til at forstå, vor ånd til at tilgive og vore hænder til at kærtegne og dermed stadfæste vor ånds højeste natur, den: at være et med Faderen, et med vejen, et med sandheden og et med livet." (Livets Bog, bind 3, stk. 704)
Oversættelse: Bodil Feilberg