Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sneen falder blidt og sagte ude foran vinduet. Det har den gjort mange gange siden september, og landskabet er da også pakket ind i et smukt tæppe af hvide fnug. Det hjælper til med at klare vinteren, for selvom vi ikke har set solen i halvanden måned, lyser sneen alligevel op, bare den får lidt lys at gøre godt med. Og det har den fået. I en periode midt på dagen har solens stråler oplyst himlen hen over fjeldene mod syd og givet os en form for skumringslys. Lys nok til at bryde det ellers så mørke døgn. Og lyset har endda præget himlen med de smukkeste lyserøde pastelfarver. Lidt ligesom en solnedgang i sin første spæde begyndelse. Det har ikke været hver dag, for den specielle brydning af lyset har krævet et tyndt lag skyer. Dem har vi til gengæld også nydt godt af meget af tiden.

Jeg blev udstationeret som meteorolog i februar sidste år og har nu været her i snart et år. Stedet er Kangerlussuaq – også kaldet Søndre Strømfjord. En lille by i det sydvestlige Grønland lige nord for polarcirklen. Det kan blive koldt her. For små to uger siden var vi nede på minus 39,3 grader. Nu ligger vi på minus 13 grader. Forholdene kan skifte hurtigt. En dag havde vi føn¹, og det følgende døgn steg temperaturen med 32 grader. Dagen efter var den faldet igen.

Det er egentlig lidt pudsigt med denne længsel. I sommer var solen fremme hele døgnet, og der var jeg led og ked af den til sidst. Jeg gik og længtes efter mørket. Efter en periode med indadvendthed – efter en kontrast. Og den kom ... Fascinerende ... Som begejstret læser af Martinus' analyser er det nærliggende at tænke på kontrastprincippet. Her synliggjort i overdådighed i både den omgivende natur og i én selv. Ikke kun i forbindelse med kontrasten til den lyse sommer, men i det hele taget med de foranderlige vejrforhold naturen byder os heroppe. Endnu mere fascinerende er det at reflektere over den mættelse af lyset og solen, jeg oplevede i sommer. Det giver stof til eftertanke, når man tænker på spiralkredsløbet og vores begær efter at indvikle os i materien efter at have levet i lange perioder i Guddommens primære bevidsthed. I den højeste visdom, genialitet og kærlighed. I den tidsperiode, vi som fysiske jordmennesker gennemlever i øjeblikket, kan det til tider være svært at tro, at vi engang faktisk har længtes efter mørket. Efter en tid med kosmisk bevidstløshed, mord og drab. Efter en tid med den stærkeres magt over den mindre stærke. Men med den længsel efter mørket, jeg selv oplevede i sommer, virker det pludselig ikke så fjernt længere. Til gengæld har jeg nu nået en mættelse af dimensioner af mørket og længes i den grad efter solskin og de lange lyse sommerdage. Ja – det er vel egentlig analogt med vi jordmenneskers nuværende situation. Der er vel ikke nogen på jorden som ikke i den grad længes efter lyset og freden – kosmisk set. Men da naturen stensikkert vil give os sommer igen, er det også nærliggende at tro, at vi selv inden så længe får lov at opleve sommeren i vores indre. Og med dét perspektiv betyder de små besværligheder, vores dagligdag kan bringe, ikke helt så meget. Så bliver det solskinnet i det fjerne, der dominerer horisonten og ikke de mange besværligheder, der kan ligge rundt om os i øjeblikket.