Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"At være nysgerrig er en vigtig del af at være levende", læser jeg, at nogen skriver på et internetforum. Det er rigtigt! Nysgerrighed er jo dybest set en sult efter viden. Og uden sult kan der jo heller ikke eksistere nogen mæthed. At være nysgerrig handler altså om selve "spiralkredsløbets" – og dermed udviklingens – dybeste drivkræfter.

Alle, som har været i berøring med dyr, har sikkert lagt mærke til, at nysgerrigheden kan observeres allerede hos dem. Gennem godt og vel 10 år havde jeg f.eks. rige muligheder for at konstatere dette fænomen ved en lille nymfeparakit, som dengang var medlem af vores familie. Han elskede f.eks. at sætte sin krop og sit ene øre tæt ind til vores opvaskemaskine, som vi havde et par år, (han var altså ikke burfugl, men kunne bevæge sig frit inden for hjemmets vægge) for at lytte til lyden af det cirkulerende vand, når vi satte maskinen i gang.

Og det religiøse princips tilblivelse har i høj grad noget med nysgerrighed at gøre. Det er jo nysgerrigheden, som gør, at dyret får nye erfaringer på godt og ondt. Nogle af disse erfaringer er altså forbundet med oplevelsen af behag og andre med oplevelsen af ubehag. Disse erfaringer bliver altså dét, som vil styre dyrets vilje i den ene eller anden retning, således at det kommer til at stræbe efter at ville gentage de oplevelser eller handlinger, som har givet behag og undgå dem, der har medført ubehag. Det er altså begyndelsen til den proces, vi kalder "tilegnelse af viden" – hvis drivkræfter er de samme lige fra plantens anelsesoplevelser af behag og ubehag og frem til jordmenneskets "at spise af kundskabens træ" – som vi her ser. Men så længe individet ikke har de kundskaber, som er betingelsen for opnåelsen af en tilværelse fri for ubehag, så er han eller hun i høj grad prisgivet fremmede eller ukendte kræfters spil. Og i denne eksistentielle udsathed får individet et behov for at appellere til en højere magts bistand og vejledning. Så opstår – baseret på en kosmisk instinkt- eller automatfunktion i individets overbevidsthed – det religiøse princip i dyret i jordmenneskets skikkelse.

Nysgerrighed er altså det samme som den "spise af kundskabens træ", der en gang vil lede os frem til mødet med "livets træ". I dette møde får nysgerrigheden eller den åndelige sult til sidst sin mæthed. Menneskenes spisning af kundskabens træ har i dag ført os langt ud på dette træs yderste grene – også langt væk fra vores egen verdens fysiske grænser; og samme spise har ført os gennem spaltningen af atomet, ud på den alleryderste gren – på den måde, at vi faktisk nu også er i stand til at save den gren, som vi alle sammen sidder på, over. Men mennesket har ikke denne magt, kosmisk set. Vores planet har ikke gennemgået disse gigantiske og milliardårige forvandlings- og udviklingsprocesser for at slutte i et "big bang". Der findes en højere magt, der bestemmer, hvor langt de destruktive kræfter får lov til at gå. Og grænsen for dette bestemmes, når den tid kommer, af, hvor mange ubehags- eller lidelseserfaringer vi behøver for at blive klar til mødet med "livets træ" eller den kosmiske indvielse, som engang vil gøre os alle til ét med denne højere magt eller, som Martinus også kalder det, "Guddommens primære bevidsthed".

På vejen mod dette mål for vores nuværende kosmiske "rejse" kan vores nysgerrighed sammenlignes med en "magnet", som tiltrækker alle de oplevelser og erfaringer, som er nødvendige for den endelige destinationsankomst. Det begynder som mange små bække og åer, som, på det moderne jordmenneskes stadium, er blevet til noget, der nærmest kan sammenlignes med en mægtig frembrusende flodbølge, som fejer alt og alle med sig på sin færd mod foreningen med det store hav. Det store hav, hvor alle bække, åer og floder til sidst finder sin balance ...

Martinus får det sidste ord:

"Og hvortil den nysgerrighed, som man undertiden kan iagttage hos dyrene, hvortil den vældige forsker- og udviklingstrang hos menneskene, hvis det ikke var for efterhånden igennem denne heraf affødte tilegnelse af erfaringer, viden og kunnen at nå op til en kulmination af viden eller kosmisk bevidsthed?" (Artikelsamling 1, stk. 23.7)