Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2013/1 side 23
Essay
Sansning og sensitivitet
af John Klemens
John Klemens
Hvert enkelt menneskes evne til at sanse og opleve tilværelsen, med alle dens facetter, kan i store træk opdeles i to større grupperinger. Man kan groft set kalde disse grupperinger for de robuste og de sensitive. For at rydde eventuelle misforståelser af vejen er robuste typer ikke lig med primitive bevidsthedstyper, ligesom sensitive typer ikke nødvendigvis er lig med nervøst eller hysterisk anlagte mennesker.
Den generelle opfattelse af den menneskelige sanseevnes kapacitet og rækkevidde omfatter det fysiske stof, altså den fysiske verden med alt hvad der rører sig i den. Det fører ofte til den påstand, at der ikke findes andet end den fysiske verden, selvom der er mange indikationer, der peger på, at der er andre dimensioner. Fra tid til anden dukker spekulationerne op om, hvorvidt følelser, fornemmelser og andre sansninger, der ikke direkte relaterer til de fysiske sanser, er rene og skære hjernefunktioner eller ej.
Hjerneforskningen har i de senere år gjort store fremskridt mht. at kortlægge den menneskelige hjerne og dens funktioner, men der er dog stadig mange ubesvarede spørgsmål og fænomener, der rokker ved udsagnet om, at vor sansning og skabeevne har sæde i hjernen, som det postuleres fra hjerneforskerne. Set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er hjernen "et fysisk redskab" for de skabende kræfter og evnen til at sanse og opleve. Denne evne til at sanse og opleve har sæde i en åndelig struktur, der betjener sig af hjernefunktionerne uden at være selve hjernen. Martinus fortæller, at alle levende væsener er "åndsvæsener", og at den fysiske organisme og verden omkring den udelukkende er en verden af stof i bevægelse. "Det levende" ved det levende væsen er altså en åndelig struktur, der primært skaber og kommunikerer ved hjælp af en fysisk organisme, når vi er i den fysiske verden. Koblingen mellem de åndelige legemer og den fysiske organisme sker i nervesystemet og særlige nervecentre samt hjernen. Martinus kalder nervesystemet for "broen til den åndelige verden". Det indebærer, at hjerne og nervesystemet formidler påvirkningerne fra den fysiske verden til den åndelige, oplevende sansestruktur og ligeledes er redskab for vores reaktioner og udtryk.
 
Martinus beskriver i sine analyser, hvordan der fra dyrestadiet udvikles finere og finere sanseorganer, der således udvider vort sanseområde. Disse finere sanseorganer vokser frem af vor underbevidsthed, hvor de har ligget som latente "fostre", der "vækkes" og udvikles af påvirkningerne fra omgivelserne. Dyret har kun bevidst sansning i forhold til direkte indgreb i dets fysiske organisme, der opleves som udefineret "behag" eller "ubehag", "og gennem denne realistiske behags- eller ubehagsfornemmelse udvikles i dets bevidsthed begæret efter selv at stimulere behagsoplevelsen og bekæmpe ubehagsoplevelsen." (Livets Bog, bind 1, stk. 186). De smertelige indgreb i legemet udvikler evnen til at "føle" og "fornemme" i en sådan grad, at "dyret" med tiden udvikler evnen til at definere og genkende sanseindtrykkene og er blevet et "jordmenneske". Martinus skriver i Livets Bog, bind 1, at dyret begynder at sanse med "åndelige sanser" i samme grad som "følelseslegemesfosteret" udvikles til at kunne bære bevidstheden. Ligeledes udvikles "intelligensevnen", idet de smertelige "følelsesoplevelser" skaber et stærkt ønske efter at skabe viden om, hvordan lidelsestilstandene kan undgås. Mht. dyrets og jordmenneskets sanseudvikling skriver Martinus i stk. 186: "Dette vil altså igen sige, at det [dyret] fra at kunne opleve fysiske kendsgerninger nu gennem sin underbevidsthed er i færd med at udvikle organer eller legemer, gennem hvilke det kan opleve åndelige eller "ikke-fysiske" kendsgerninger. Og efterhånden som dyret får denne evne udviklet, nærmer det sig det rigtige menneskestadium mere og mere. Det er netop denne gryende evne, der adskiller jordmennesket fra det primitive dyr, idet det allerede kan begynde at opleve og manifestere åndelige realiteter eller kendsgerninger, medens det primitive dyr foruden sin anelsesoplevelse kun kan opleve rent fysiske realiteter eller manifestationer."
 
En stadig voksende gruppe af mennesker oplever, at de får sanseindtryk, andre ikke synes at opleve. Nogle af disse mennesker har endog i samme forbindelse været i kontakt med det psykiske/psykiatriske behandlersystem, fordi de har levet i forvirring og frustration over deres tilstand. I dag har man erkendt, at der reelt eksisterer en gruppe mennesker, forsigtigt anslået til ca. 20 %, med en udvidet sanseevne. Denne gruppe kaldes for HSP – "High sensitive persons". Det er meget belastende for disse sensitive mennesker at leve i vor stressede verden med alle de sansebombardementer, vi udsættes for. Der er TV, telefoner, computere, mere eller mindre selvvalgt nærhed med andre mennesker, trafikstøj, lyd og lys, støjende adfærd, stressprovokerende aktivitet i storrumskontorer samt et koncentreret og hektisk miljø omkring os, i særdeleshed i storbyerne, der paradoksalt nok tiltrækker flere og flere mennesker. Tiltrækningen til storbymiljøerne skyldes selvfølgelig i nogen grad rent praktiske grunde, f.eks. job, studier, forlystelser, indkøb, offentlige instanser m.m., men også at mange mennesker i dag tiltales af disse koncentrerede sansestimuli. De sensitives sanseapparat er tilsyneladende indstillet på en "frekvens", der ligger "højere" end "almindelige menneskers". Udover de nævnte fysiske sansestimuli sanser de ofte ubevidst det usagte og usete. De bliver tit dårligt tilpas i større sociale sammenhænge, og de oplever ofte, at samvær med mange mennesker virker udmattende på dem, så udmattende, at de har behov for at trække sig tilbage for at hvile sig.
Spørgsmålet er, om denne gruppe menneskers sanseapparat reelt betjener sig af sanseevner, der er utilgængelige eller uudviklede for de "ikke sensitive". Er de i besiddelse af "højere psykiske sanseevner", eller er der tale om "defekter" og "oversensitivitet" af ukendt oprindelse i nervesystemet?
 
Den ekstra følsomhed er et problem for de "sensitive" og ikke, som man måske kunne forledes til at tro, en ekstra gevinst ved at have et udvidet sansefelt. Sanseindtrykkene er ofte udefinerede, til en vis grad kaotiske og egentlig også uvelkomne. Det kan være pludselige indtryk af aggressioner, sorg, misundelse, usandheder, falskhed m.m., der ubevidst opfanges fra omgivelserne. På "plussiden" kan der dog ofte glimtvis opleves glæde, ekstase og inspiration, som ligeledes modtages relativt "ufiltreret". Det fornemmes af de pågældende, som om de sansemæssigt er relativt åbne og ubeskyttede og uden evnen til at kunne "lukke af". Den pågældende er altså ikke i stand til at beskytte sig mod disse indtryk, men invaderes af omgivelsernes "tankeinfektioner". Det bevidsthedsmæssige balancepunkt mellem følelse og intelligens spiller formentlig en vis rolle i denne sammenhæng. Man kan generelt sige, at mennesker med overvægt af "følelse" i forhold til "intelligensen" er mere impulsbetonede og mere modtagelige for indtryk, som tidligere beskrevet. De er også mere empatiske/medlevende i deres samvær med andre på grund af deres overvejende følelsesmæssige tilstand, der i denne forbindelse ikke afbalanceres af "intelligensen". Omvendt er mennesker med overvejende overvægt af "intelligens" mere strukturerede og reflekterende/analyserende og vil ikke i samme grad være modtagelig for ukontrollerede "følelsesindtryk" eller lade sig overvælde af dem. Er den "intelligensmæssige" sanseevne meget dominerende og følelsesrigdommen tilsvarende lav og uudviklet, kan der være tale om kynisme og "følelseskulde", og hvis "følelserne" dominerer i overdreven grad, kan der opstå fanatisme og ukontrollerede følelsesudbrud. Martinus skriver, at "intelligensevnen" bærer vores evne til at reflektere og ræsonnere. Vi kan med "intelligensen" revurdere og analysere egne tidligere oplevelser og bevæggrunde i form af erindringer, som beskrevet i følgende citat i Livets Bog, bind 1, stk. 188: "Med denne energi [intelligensen] begynder det [jordmennesket] således at kunne "løfte" sine fornemmelseserindringer, tage dem ud af deres oprindelige pladser i bevidstheden og sætte dem om i nye og for det selv mere heldige kombinationer, hvorved den af de samme erindringer opståede og bårne genkendelsesevne forstærkes eller gøres skarpere, således at den fra kun at kunne resultere i "forudanelse" nu bliver til "forudviden"."
 
"Intuitionsevnen" er ofte blevet misforstået i almindelig daglig tale, også blandt mange mennesker med en åndelig baggrund. Ofte forveksles den med "en sjette sans" eller det, Martinus kalder "lavpsykiske evner". Med de "lavpsykiske evner" kan man få adgang til den åndelige verden og sanse detaljer og umanifesterede tankeenergier og ligeledes i visse tilfælde etablere kontakt til væsener, der er på det åndelige plan. I Martinus' kosmologi omfatter en fuldt udviklet "intuition" en ganske anden og uindskrænket sanseevne, der sætter vedkommende i stand til at sanse og opleve de evige fakta i modsætning til de mål og vægtfacitter, vi normalt opfatter som vor virkelighed. "Intuitionsevnen" giver uhindret adgang til sansning af evigheden, udødeligheden og de evige livslove og "det levende" bag enhver manifestation. Denne tilstand indtræder, når intuitionen er så udviklet, at den har åbnet bevidstheden for det, Martinus kalder for "Den store fødsel".
Det er endnu ikke så mange mennesker her på kloden, der kan respondere på intuitive sanseimpulser, men de, der i nogen grad kan, er bl.a. fremtrædende kunstnere, komponister, musikere, forfattere, arkitekter, fremragende og humant udviklede politikere og statsmænd, opfindere og mennesker med en udviklet kærlighedsevne/næstekærlighed. Vi ser jo indimellem fremragende kunst, musik og skuespil/filmkunst, ja tænk blot på Mozarts virke. Han modtog intuitivt hele symfonier og operaer, fuldt færdige, og arbejdede som en rasende for at få nedskrevet disse inspirationer i form af noder til et symfoniorkester samt sangstemmer til kor og solister – op imod 125 forskellige nodeark. En sådan bedrift giver en god fornemmelse af den "guddommelige inspirationskraft", som intuitionen åbner for. Vi ser også arkitektur, der udfordrer "naturlovene" og formidler inspirationer "fra en anden verden", og ligeledes politikere/statsmænd og kulturpersonligheder, der med humanisme, magisk karisma og åndelig støtte, som et åndeligt lysglimt, formår at bringe samfundene i retning af en mere human og alkærlig, menneskelig kultur. Kristus er et godt eksempel herpå. Fælles for de "intuitive sanseoplevelser" er, at inspirationerne modtages som færdige, fuldkomne indtryk, hvor den store opgave er at formidle og bearbejde dem til en udtryksform. Martinus skriver i artiklen "Guds øje", bragt i Kosmos nr. 2, 2008: "Ud over kærlighedsevnen får menneskene endnu en stor gave af Forsynet, nemlig intuitionen. Intuitionen er den evne, igennem hvilken de kan opleve Guddommen og tilværelsen uden for tid og rum. Det er den evne, de skal have, for at det åndelige kan blive til videnskab. Åndsvidenskaben kan kun opstå ved intuition og ikke ved intelligens som den materielle videnskab. Det er intuitionen, der lader menneskene opleve den sande virkelighed bag den fysiske virkelighed, bag tiden og rummet. Det er denne evne, der får dem til at se med "Guds øjne", og være i kontakt med Guddommen. Når Kristus i sin bjergprædiken udtaler: "Jeg og Faderen vi er ét", viser det, at han var nået til dette stadium."
 
Spørgsmålet er, om de omtalte "sensitive" personer betjener sig af en begyndende "intuitiv sansning", eller om det er andre sansebegavelser, der er på spil. Umiddelbart set kan den omtalte "sensitivitet" ikke forbindes med det, der i kosmologien benævnes som intuitive sanseindtryk, idet intuitionen, som citeret, giver adgang til de evige, kosmiske fakta. Den øgede følsomhed og sansning kan være et resultat af ubevidste, "lavpsykiske evner", der kan være overført som evner fra tidligere liv, hvilket skaber denne følsomhed i form af en udviklet evne til at "føle" ting, der er utilgængelige for fysisk sansning. Martinus har engang kaldt disse ubevidste evner for "en dør, der står på klem til den åndelige verden". De mennesker, der her er tale om, har, som tidligere nævnt, ofte problemer med at være sammen med mange mennesker, og det giver jo mening, når man tænker på hvilket ocean af tankeenergier, positive som negative, der her må være. Psykiske evner, der ikke er under kontrol, vil netop give en åbenhed for psykiske indtryk fra omgivelserne, og når de pågældende er uvidende derom, kan det være en stor belastning for nervesystemet. En anden sandsynlig årsag til de hyppigere forekommende tilfælde af mennesker med "HSP" kan være, at det er et regulært og uundgåeligt overgangsfænomen i udviklingen af "intellektualiseret følelse", som Martinus kalder det, hvilket indebærer, at hyppigheden af "sensitive personer" vil øges i de kommende årtier og århundreder, ligesom der vil forekomme mennesker, der modtager "kosmiske glimt". "Intellektualiseret følelse" er i Martinus' analyser "udviklede/forfinede følelser" i samspil med "intelligensen".
 
Martinus oplevede sin egen "store fødsel" som en kolossal udvidelse af sanseområdet. Uanset hvad Martinus rettede sine tanker imod, modtag han intuitive, direkte oplysninger og oplevelser af dets evighedsnatur. I forbindelse med samværet med andre mennesker oplevede Martinus, at han, mod sin vilje, oplevede deres sygdomme i en sådan grad, at han blev meget dårlig. (Martinus' erindringer, s. 80). I samme forbindelse skriver han, at han var nødt til at overvinde denne evne. Det kan ikke anbefales at søge eller udvikle intuitive eller psykiske sanseevner. Dels fordi kontakten med åndelige væsener kan skabe en form for åndelig dovenskab således forstået, at man kan blive afhængig af at få sine holdninger, meninger og svar fra "det hinsidige", og dels fordi man svækker sin egen intelligensevne. Intuitionen og "Den store fødsel" kommer helt naturligt til det humane og kærlige menneske som en naturlig konsekvens af den udviklede "kærlighedsevne". Samtidig sikrer man sig mod en for tidlig åbning med deraf følgende "mentale kortslutninger".
Der findes kun én sikker vej til "indvielsen", og det er at indstille bevidstheden på "at være til glæde og velsignelse for sin næste"!

Maleri af Michael Ryd