Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Åndsvidenskab kalder Martinus sit verdensbillede og betoner dermed to ting. For det første drejer det sig om videnskab, og for det andet om ånd, dvs. "ånden bag naturen". Dette i modsætning til naturvidenskaberne, som slet ikke vil høre tale om nogen ånd. Ordet åndsvidenskab kom ind i sproget i sidste halvdel af 1800-tallet, da man ville oversætte en bog af John Stuart Mill til tysk. Det var det engelske ord Moral Science, man søgte en passende oversættelse af, og det blev så til Geisteswissenschaft.

Men allerede før dette ord kom ind i sproget, fandtes videnskaber, som netop handlede om det åndelige. Ja, der var ligefrem opstået en reaktion i Tyskland på den franske oplysningsbevægelse i sidste halvdel af 1700-tallet. Denne modbevægelse fik navnet Sturm und Drang. Det var især folk som digteren Goethe og historikeren Herder, der blev fortalere for denne bevægelse, som fik stor betydning for udviklingen af den tyske romantik. Altså alt dette med ånden i naturen, det besjælede liv osv. I Danmark var fysikeren H.C. Ørsted og digteren H.C. Andersen påvirket af denne strømning samtidig med, at de nærede de største forhåbninger til naturvidenskaben.

Oplysningstidens store filosof på tysk side var Immanuel Kant, der som den første så, at vi aldrig vil kunne opnå et objektivt syn af verden. Vi vil altid se den gennem vores subjekt, som han sammenlignede med farvede briller. Martinus taler her om to energier, én ude fra verden og én inde fra os selv. I krydspunktet for disse to energier (objekt og subjekt) opstår vores livsoplevelse. Hvad der i dag synes indlysende, havde man svært ved at affinde sig med på Kants tid. Filosoffen Arthur Schopenhauer var ved at gå ud af sit gode skind ved tanken om, at han aldrig kunne nå frem til en objektiv forståelse af verden.

Martinus så mere realistisk og praktisk på dette problem og talte i stedet om et evigt verdensbillede, hvor man til enhver tid kunne finde den kategori af sandhed, som var gældende inden for en bestemt epoke i jordens udvikling fra mineralrige over planterige til dyrerige. Hvert rige er udstyret med hver sit sæt farvede briller, og Martinus forudså tilmed, at endnu tre naturriger vil følge efter de allerede kendte. Derpå begynder det hele forfra i nye variationer.

Der er kort sagt flere sandheder, og de er alle farvede af det naturrige, de indgår i. Vil man absolut tale om noget objektivt, så kunne Martinus pege på den lovmæssige gentagelse af de samme forskelligt farvede briller. På den måde blev hans verdensbillede evigt og holdbart til enhver tid. Det kan man vel også kalde en objektiv sandhed?

Men ikke nok med det. Martinus pegede faktisk på en sandhed, der var helt fri for farvede briller. Også Kant så den og kaldte den det transcendentale jeg, men forstod ikke, at han her stod med et bevis for menneskets udødelighed i hånden. Dette bevis så Martinus klart, og han så også, at hans evige verdensbillede havde to sider. En skabt i form af en evig gentagelse af de seks naturriger – og en uskabt, der evigt er den samme, og som i øvrigt er identisk med Kants transcendentale jeg. Altså to sider af den gamle drøm om at nå frem til et objektivt syn på verden. Og drømmens virkeliggørelse som åndsvidenskab.