Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Verden er en "krudttønde", og ved du hvorfor? Måske vil du sige, at menneskene er onde, eller at kampen om verdens ressourcer bare er en naturlig forklaring. Eller noget i den retning. Men her i Kosmos får du en anden forklaring. Der var en gang, hvor man sagde, at Guds veje er uransagelige, og det er der vist nok stadig nogen, der siger. Det siger vi ikke her i bladet, vi siger tvært imod, at de kan ransages. Vi ransager Guds veje og går frejdigt ud fra, at der er en bevidsthed bag naturens kræfter og en intelligens, som overgår enhver menneskelig sammenligning.

Hvordan kan man nu vide det? – Det kan man heller ikke på andet end indicier. Noget tyder på, at det godt kunne være sådan, og så forfølger vi den tanke. Ikke fordi nogen forsøger at bilde os ind, at den er rigtig, men fordi den passer til følelser og fornemmelser, vi længe har haft, når vi undrer os over naturens forunderlige skønhed. Og nu er et menneske som Martinus kommet til, og han formår på en overraskende måde at bekræfte og sætte ord på noget af det, vi allerede inderst inde følte som en stor vished.

Og hvad er det så med denne "krudttønde"? Den er et "forsøgslaboratorium for børn" som os, der skal have lov til at lege lidt med krudt og sprængstoffer. Bare for at se, hvordan det virker, og hvor farligt det er. Vi lever i en "bombesikker kælder", fortæller Martinus inde i bladet, og skulle der nu ske en eksplosion, så går det ikke ud over andre end os selv. Og her kan vi så få lov til at eksperimentere. Ikke bare med sprængstoffer, men også og især med sprængfarlige tanker, som vi får lov til at blande sammen og udveksle og skade hinanden med, hvis blandingerne ikke er sket med kærlighed. Og det er det, det hele går ud på, det er det, vi skal lære gennem erfaringen. Og vi, som læser i dette blad, er altså begyndt at få en mistanke om, at dette er forklaringen bag verden som en "krudttønde".

Alt dette kan du læse om i Martinus' to artikler i dette nummer. Læg mærke til indledningen til den første. Her får du et komprimeret overblik over, hvad det hele går ud på. Du vil genfinde det gamle udtryk "den hellige ånd", ligesom også ordet "Gud" vil blive brugt. Men nu vil du se, at disse gamle og måske aftjente ord åbner en ny verden til forståelse. Læg også mærke til den autenticitet, hvormed Martinus taler. Det er tydeligt, at vi her står over for et menneske, der ikke behøver at lede efter ordene. De kommer fra en kilde, som befinder sig uden for det "bombesikre rum", hvor jordmenneskene befinder sig. Og dog er han midt blandt sine tilhørere, lyslevende og fyldt med denne forunderlige energi, der synes at sprænge rammerne for det bombesikre rum og vise os vejen ud i friheden og virkeligheden, som den ligger og venter på os derude. Og Martinus bruger ord, som man kan sætte i system og på formel, og som tilsammen bliver det, vi kalder "Martinus' verdensbillede".

Det er i glansen af dette verdensbillede, du vil finde resten af indholdet i dette nummer. De øvrige artikler er alle spæde forsøg på at bryde ud af den "bombesikre forsøgskælder" uden brug af andre sprængkræfter end kærligheden.

Billedet på forsiden: Vintergækker i sne.