Kosmos 2013/2 side 45
Det kritiske punkt
af Ronald Fohlmann
"Ethvert levende væsen, der kommer til verden, ligegyldigt hvad enten det hører ind under det væsenssamfund, vi kalder "den jordiske menneskehed", eller det hører ind under de former for liv, der ytrer sig gennem det, vi er vant til at opfatte som "dyr", "planter" og "mineraler", er alle uden undtagelse genstand for livets oplevelse."
Sådan begynder Martinus sin fortale til Livets Bog. At leve er at opleve, så enkelt kan det siges, og vi vil alle gerne have behagelige oplevelser. Det er ikke uden grund, at der i tiden udgives mange selvhjælpsbøger med vejledning i, hvorledes man kan få et bedre og godt liv. Men mange mennesker synes, at de trods deres bestræbelser for et bedre liv har megen modgang og ubehagelige oplevelser. Og de kan ikke give anden forklaring end, at hvad de oplever, beror på tilfældigheder og deres gener. Men der er et andet svar: Vi er vores egen lykkes smed alt efter vores adfærd og handlinger. Vi høster, som vi sår. Men årsagen til det ubehagelige kan ligge flere liv tilbage. Derfor Jesus' mange påbud om, hvorledes vi skal behandle vore medmennesker. Og de påbud kan ikke gentages for ofte, fx: "I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til!" – "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som tage sværd, skulle omkomme ved sværd", – "Det er saligere at give end at tage", – "Du skal elske din næste som dig selv".
Det kritiske punkt
Hovedkraften bag vore oplevelser kalder Martinus "moderenergien". Den danner grundlag for den objektive og subjektive eksistens af seks "grundenergier", og disse giver vore oplevelser et vist præg og indhold. For at de ubehagelige oplevelser, vi udsættes for, skal afløses af behagelige oplevelser, må moderenergien omsættes til at virke i modsat retning, dvs. til en kærlig adfærd over for vore medmennesker. Denne vending er således "et kritisk punkt". Det er en vending, der både er rodfæstet og udløst i den måde, vi tænker og føler.
Imidlertid har de fleste mennesker vaner, der er så indgroede i deres måde at tænke og føle på, at de udløses per automatik. Det skyldes, at vore hjerner økonomiserer og derfor har etableret et mønster, en fast modus operandi, når det drejer sig om de aktiviteter, vi har repeteret mange gange. De har nået et såkaldt "C-stadie", og da deres forudgående "A- og B-stadier" kan ligge flere liv tilbage, har disse aktiviteter ofte en egoistisk og ukærlig "indpakning". En rest af dyrets gamle selvopholdelsesdrift.
Det kan fx være vores respons på en ubehagelig og ondsindet opringning, en forkert beskyldning eller en irettesættelse, vores reaktion på et skub i en kø eller på en, der vil snyde sig til en plads foran i køen, et ubehagelige tilråb, hvis man bliver påkørt osv. Disse automatiske reaktioner er det vigtigt "at få frem i lyset", blive bevidst om.
Om en sådan reaktion skrev min ven Mogens Møller, Martinus' nu afdøde sekretær, en lille hverdagshistorie (med illustrationer), som er værd at have i tankerne. Den lyder således:
Hr. Hansen læser Livets Bog og føler, at han bli'r så klog.
"Hvor logisk, klart og genialt, som af mit EGET hjerte talt!"
Da lyder der en stemme blidt – om han har tid at hjælpe lidt?
Af svovl bli'r luften tung i stuen, og vredens lyn bli'r sendt mod fruen.
Så fik hans eget hjerte talt, og det var også "genialt",
men det var dog et andet sprog, end det der står i Livets Bog.
For mange en velkendt reaktion, og der kan synes langt igen, før man er i stand til under alle forhold "at vende den anden kind til", at tilgive.
Tilgivelse
Vi skal lære at tilgive under alle forhold, og nogle mennesker er nået langt i at realisere en kærlig adfærd. Forleden læste jeg fx i bogen "Kunsten at leve lykkeligt", af Howard C. Cutler, om en tibetansk munk der havde tilbragt 20 år som politisk fange i kinesiske fængsler. På Dalai Lamas spørgsmål om, hvad der havde været det værste under fængselsopholdet, svarede han, at den værste fare var at miste medfølelsen med kineserne.
Og i denne sammenhæng skal også nævnes det fineste eksempel på tilgivelse, den kærlighedsåbenbaring, der lyste fra Golgathas kors ud over verden og ned gennem århundrederne: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gør".
Men vi, der ikke er nået så langt, må ruste os med tålmodighed. Vi udfordres og sættes på prøve hele tiden Vi er i lære som vordende livskunstnere, og læretiden klares ikke med teoretisk viden alene. Det er vores adfærd og handlinger, hvad vi kan nænne at gøre, der former vores skæbne. Egentlig har vi kun behov for at vide, at der er en kærlig, almægtig og vidende Gud, at livet er evigt, og vi som gudesønner reinkarnerer og får det liv, vi selv manifesterer. Vi skal øve os i at behandle vore medvæsner, som vi selv gerne selv vil behandles.
Det lyder enkelt, men det er svært altid efterleve, og dog gør øvelse som bekendt mester, forudsat at vi øver os på den rigtige måde. Vi kan begynde i det små, være mere bevidste end det ofte er tilfældet for mange mennesker, og vende dagligdagens talrige små ubehagelige stik til noget positivt. De daglige udfordringer i livskunst begynder allerede, fra vi står op om morgenen.
Og her kommer Martinus igen ind i billedet. For eksempel gav han følgende svar på en brevforespørgsel om, hvorledes man i sin dagligdag kan gøre Guds vilje:
"Udslet begrebet "fjender" af din bevidsthed. Tag aldrig til genmæle overfor vrede, bagtalelse eller andre former for ubehag, der er rettet mod dig. Sig aldrig noget ondt om nogen eller noget. Vær absolut sand eller ærlig i alle livets forhold. Vær absolut upåvirkelig af smiger, ros eller dadel. Vær aldrig med til at dræbe, såre eller lemlæste. Lad aldrig din tanke afvige fra at beskæftige sig med, på hvilken måde du absolut bedst kan tjene dine medvæsener; da udfører du den allerhøjeste form for yoga eller den fuldkomneste træning af den del af udviklingen, der er stillet indenfor din viljes rækkevidde, og som i forbindelse med den øvrige del af livets egen bearbejdning af din natur sluttelig vil føre dig til moralske genialitet eller skabe dig om til at udgøre det fuldkomne væsen eller et "gudemenneske"."
På rette spor
Og vi kan bede. Bøn bliver altid hørt, og vi får det svar, vi har behov for, selv om det ikke altid lige er det, vi havde tænkt os. Men vi får altid kraft og styrke via bønnen. Og vi kan glædes, når vi har fået styr på en dårlig vane eller adfærd. Man kan i sine bestræbelser på at blive livskunstner gøre status over sin indsats i dagens forløb, således at man den næste dag kan gøre en fornyet indsats for at rette på det, der ikke lykkedes i første omgang. Og så har Martinus i Livets Bog, bind 1, stk. 17, fortalt os, hvorledes det mærkes, når man er på det rette spor:
"For at hjælpe sandhedssøgeren til at erkende, om han befinder sig ved den for ham særligt gældende rette kilde, vil det her være nyttigt at oplyse, at sådanne væsener, ting eller manifestationer, som er af særlig inspirationsværdi for et væsen, eller sådanne realiteter, der kan virke som identiske med ovennævnte stimulerende basis, kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af idéer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen. Der hvor det er i forbindelse med én eller flere af disse strømme, der er dets rette plads i tilværelsen. Og absolut kun der alene kan der være håb om, at individet kan tilegne sig de første svage tendenser af evnen til bevidst at opleve dets egen daglige tilværelse som en, for det selv af Forsynet reserveret og tilpasset guddommelig, faderlig korrespondance eller tale, netop den eneste eksisterende form for indstilling af bevidsthed eller holdning overfor livets oplevelse, hvorigennem det er muligt for individet at blive ét med vejen, sandheden og livet og dermed ét med Faderen eller bevidst i Guddommen. Om individet har sin forbindelse med disse føromtalte strømme gennem denne eller hin religion, gennem Livets Bog eller en anden bog, gennem dette eller hint af alle øvrige i tilværelsen forekommende realiteter, er således ganske underordnet. Hovedsagen er derimod, at individet netop er der, hvor det enten har eller kan få forbindelse med den eller det, gennem hvilket dets egen inspiration kan udløses."
Foto: Rune Östensson