Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg var 12 år gammel og gik i sjette klasse i grundskolen på en mindre egn i Nordbotten i Nordsverige, flyttede vi til en anden mindre egn på Gotland, fordi min far skulle arbejde der et års tid.

Rejsen til Gotland – som for mig dengang næsten føltes som en rejse til et fremmed og eksotisk land – var mit livs første flyrejse, og det var jo spændende. Jeg mindes endnu, da den gotlandske kystlinie for første gang dukkede op i mit synsfelt – næsten som et fata morgana op af havet. Dette eksotiske ørige skulle nu være mit nye hjem i et år ...

At komme til Gotland som "lap", (sådan kaldtes vi, der kom fra den nordlige del af Sverige, som kaldes Lapland) – i gotlændernes øjne – i begyndelsen af 1960'erne, var noget af en oplevelse, nogenlunde tilsvarende den som mange af vore indvandrebørn, der i dag kommer til vores land, må have, gætter jeg. Med en væsentlig forskel: Jeg havde jo fælles sprog med gotlænderne (selv om deres variant af dette sprog ikke altid var helt let at forstå). Men at jeg i deres øjne var en eksotisk trækfugl, forstod jeg, om ikke før så da mine nye skolekammerater spurgte mig, om jeg var god til at kaste med lasso (som de havde hørt, at "lapperne" plejede at gøre på rensdyr). Jeg, som aldrig havde holdt et lassoreb i mine hænder, troede først, at de drillede eller gjorde grin med mig, men jeg forstod snart, at det var et alvorligt ment spørgsmål. For dem var alle nordlændinge "lapper", som beskæftigede sig med rensdyr. Det var deres billede af landet og menneskene der oppe mod nord ...

Engang imellem tænker jeg på denne oplevelse, og den noget mærkelige følelse den gav mig, når jeg møder mennesker fra andre dele af verden, hvilket jeg dagligt gør i mit arbejde som studie- og fagvejleder inden for den kommunale voksenuddannelse i en af Sveriges indvandrer-rigeste kommuner. Den har hjulpet mig til at forstå, at det i mødet med hvert individ (mit arbejde består jo hovedsageligt i individuelle samtaler) gælder om at fjerne alle kollektive "stereotyper" eller skabelonbilleder om fremmede mennesker og kulturer fra min hjernes "harddisk". Er det et individ eller en repræsentant for en flok – en flok som vi klumper sammen under det noget upræcise begreb "indvandrere" – vi ser, når vi møder en "indvandrer"?

Materialister tror jo, at individet blot er et produkt af arv og miljø, og det er derfor heller ikke forbavsende, at "indvandring" og "indvandrekultur", ikke mindst inden for den akademiske verden, er blevet et populært emne, som byder på nye indtjeningsmuligheder for de, der ved at tolke alle de kulturelle "signaler" på rette måde. Men bag alle kulturelle "signal- og tegnsystemer" risikerer det virkelige menneske eller individ i den såkaldte "indvandrerskikkelse" at gå tabt eller blive usynlig ... Og det, vi så ser eller møder, er en "kulturel" skabelon i steder for et menneske af kød og blod. Af den grund plejer jeg heller ikke, når jeg møder indvandrere i vejledningssamtalen på mit job, at begynde samtalen med at spørge: Hvor kommer du fra? Der er nemlig – det ved jeg af egen erfaring – ingen mere effektiv måde at "trigge" eller vække ens egne forudfattede meninger til live på ... Forudfattede meninger, som har den ubehagelige tendens at lægge sig som et kulturelt "gitter" mellem mig og den anden og dermed besværliggøre et direkte møde og udveksling individ – individ.

Naturligvis møder jeg også i mit job en del individer, som kan siges at være "floktypiske", og som derfor mere eller mindre modsvarer diverse kulturelle "skabelonbilleder". Og det er naturligvis også sandt, at netop disse "flokke" og deres traditioner almindeligvis repræsenterer mere autoritære, patriarkalske og – efter vor målestok – inhumane (læs u-individualiserede) livsformer og idealer. Men hver eneste arbejdsdag oplever jeg også inspirerende møder med mænd og kvinder, som er mindst lige så individualiserede og intellektuelle "kulturmennesker" som de, der er inkarneret på vores nordlige breddegrader. Og dette er jo ikke så mærkeligt. De, der er kommet hertil, er jo naturligvis ofte en veluddannet og kulturel elite. Og det er jo heller ingen tilfældighed, at de er kommet hertil. For mange af dem er det nok således, at de er færdige med de "lektier", som de skulle lære i deres egen "hjemmekultur", og nu er de kommet her for at lære – og for at lære os – nye "lektier".

Og Sverige og svenskerne kunne ikke klare sig uden deres hjælp. Hvem eller hvilke mennesker var det, der i høj grad holdt den svenske industris hjul kørende under "højtryksårene" i 1960-1970'erne? Var det ikke finnerne, jugoslaverne, grækerne og italienerne? Hvem eller hvilke er det, som i dag passer vores gamle og syge? Hvem eller hvilke er det i dag, som gør rent på vores skoler, sygehuse og arbejdspladser? Hvem eller hvilke er det kort sagt, som i dag udfører alle de underbetalte, såkaldte "møgjob", i vores samfund? De job, som svenskerne generelt set ikke vil have, men som vores samfund i allerhøjeste grad er afhængig af.

Det er sandt, at der er nogle, der kommer med den hensigt at berige sig og udnytte vores ydelser. Men det er også sandt, at Sverige og svenskerne i høj grad udnytter indvandrerne som billig arbejdskraft til at udføre de samfundsnødvendige job og funktioner, som svenskerne selv afviser. Og behovet for import af "barmhjertige samaritanere" inden for f.eks. sygehusvæsenet og ældreplejen ser jo ikke ud til at blive mindre fremover, hvis man ser på den svenske befolkningsstrukturs udvikling, der bevirker, at færre "produktive", relativt set, skal forsørge og tage hånd om flere, relativt set, gamle, syge og førtidspensionerede (ikke mindst af arbejdsmæssige årsager) bidragsafhængige svenskere ...

Bagved det kollektive og menneskeligt set intetsigende skabelonbegreb "indvandrer" – set i reinkarnationsperspektivet er vi jo alle "indvandrere" i denne verden, som til og med også kan være "indvandret" hertil fra andre kloder og verdner – findes altså individer, hvis indbyrdes varianter af interesser, evner, og erfaringer er lige så mangfoldige som deres antal. Jeg kommer her spontant til at tænke på Martinus' beskrivelser af en by betragtet fra forskellige afstande (Livets Bog, bind 1, stk. 27). På lang afstand er der næsten ingen detaljer synlige. Vi kan kun ane silhuetten af en by. Men jo nærmere vi kommer byen, desto mere detaljerige bliver vor iagttagelser.

Sådan er det også, når vi udefra betragter "indvandrere" som gruppe. På afstand ser vi dem blot som et udenlandsk kollektiv næsten uden individuelle nuancer. Men kommer vi nærmere, så ændres billedet, og pludseligt fremtræder et individ i stedet for en repræsentant for en kulturel stereotyp eller et skabelonbillede. Og det er meget mere spændende og givende, vover jeg at påstå ...

Når vi diskuterer "ydre" faktorer, som er vigtige for individets udvikling, så er der ud over klimaet og kulturen yderligere et par dimensioner, som efter min erfaring er lige så vigtige. Naturligvis kønstilhørsforholdet, hvilket jo er specielt tydeligt i patriarkalske kulturer (skønt dybest set er kønstilhørsforholdet ikke en "ydre", men en "indre" faktor), men også det sociale tilhørsforhold eller klassetilhørsforholdet og landdistrikt-dimensionen. Veluddannede middelklassepersoner, som er opvokset i storbyer som Teheran, Mumbai, Shanghai, eller Moskva, har indbyrdes ofte mere til fælles med hinanden – hvis jeg lige må generalisere lidt – end med deres egne landsmænd fra bondesamfundet ude på landet i deres respektive hjemlande (bortset fra sproget naturligvis).

Grunden til, at Martinus udpeger klimaet som en vigtig forklaringsgrund til at kunne forstå udviklingsforskellene i de forskellige dele af verden, er, at et mere varieret klima betyder en mere kontrastrig livsoplevelse (se Livets Bog, bind 3, stk. 664). Og eftersom livsoplevelse = kontraster, betyder forstærkede kontraster også en forstærket udvikling.

Men præcis samme begrundelse kan i dag også overføres på by-landdistrikt-dimensionen. Det moderne byliv med alle mulige indtryk og møder, som dette indebærer – ikke mindst møder med det og de, der er "anderledes" på en eller anden måde – medfører en mere varieret og kontrastrig livsoplevelse og dermed en forstærket eller forceret udvikling. Dertil kommer, at vores tids globaliserede kommunikationer og medier (og bag dette den kapital- eller profitinteresse, som ikke kender nogen grænser. Vi har meget at takke kapitalismen for!) nu hurtigt er på vej til at ophæve eller nedbryde de forskelle landes og verdensdeles naturgivne forskelligartede forudsætninger, som tidligere, relativt set, havde større betydning.

"Landsbylivets sløvende indvirkning" (Karl Marx) er nutidsmennesket altså på mange måder og mere og mere i færd med at forlade. Dertil bliver det også nødtvunget – til at begynde med – pga. markedsøkonomiens jernhårde love og udelukkelsesmekanismer. Dette, plus krig, undertrykkelse og katastrofer, tvinger også mange til ikke bare at forlade "landsbylivet", men også deres eget hjemland, og hermed skabes nutidens store folkevandringer og omrokeringer. Bag disse på ydersiden mere eller mindre kaotiske begivenheder, så kan vi, som Martinus påpeger, se "et internationalt verdensrige under skabelse".

På kort sigt medfører disse samfundsomvæltende processer naturligvis mange nye problemer og modsætninger i vores mere velstillede del af verden. At vi er mere materielt velstående er jo naturligvis også en fristelse, ikke kun for de individer, som mere eller mindre er tvunget til at søge tilflugt her. Det er jo ikke kun de kapitale og monetære interesser, der i vores samfund endnu betragtes som "legale" og "sunde", der nyder godt af "globaliseringens" virkninger. Det gælder naturligvis også for dem, der opererer i det felt, som normalt kaldes for "den sorte økonomi", hvor flere og flere afsløringer viser, at også mange mafialignende grupperinger mere og mere agerer som multinationale selskaber på et internationalt marked. Men alt dette hører med til verdensrigets "fødselsveer" eller det, som Martinus også kalder udviklingens "sure" stadium. En umoden frugt er jo ikke særlig velsmagende, men dette umodne eller "sure" stadium er, som vi ved, blot et nødvendigt forstadium til noget betydeligt mere appetitligt ...

På lidt længere sigt kan vi desuden også se eller forstå det, som Martinus skriver i Livets Bog, bind 4, stk. 1143, at det er et led i den guddommelige verdensplan og i fornyelsen og forædlingen af den menneskelige race, at de nuværende "racer" mere og mere skal blandes – også biologisk (derfor, påpeger han også, er der til tider en stærk seksuel tiltrækningskraft imellem individer af forskellige racer). Eller som Martinus også har formuleret det i en artikel med titlen "Døende kulturfaktorer" (Kosmos nr. 6, 2012):

"Livet har kun én eneste mening, og det er, at liv skal forbinde sig med liv, og denne forbindelse kan kun ske igennem kærligheden."