Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var uden for et supermarked. En lille, lidt kraftig, tilsyneladende meget selvbevidst hund strakte hele kroppen ud i de yderste led og fibre. Så skulle der lige kløes lidt hist og her, alt sammen med stor nydelse som virkning. Hunden var efter denne omgang klar til aktivitet.

At strække og klø sig er en stor nydelse. At klø igen! Når en muskel på ydersiden af skinnebenet via en nerve sender en meddelelse til kroppens indehaver, så opleves det som kløe det nævnte sted, og besvarelsen er enkel – klø igen! Man kan ikke lade være! At prøve at overhøre kløe er forbundet med et konstant ubehag. "Kroppen" bestemmer, hvor der skal kløes og hvor længe, og belønner indehaveren med en til tider salig behagsoplevelse, hvorfor kløe ofte kan kaldes – en sød kløe.

Kløe er ikke sød, når der f.eks. er eksem/sygdom inde i billedet, for her kan behovet for at klø igen ikke mættes. Her kan man med rette tale om "den sure kløe". Åndsvidenskabeligt set må der være tale om en "behagelig sød kløe" og en "ubehagelig sød kløe", for under alle omstændigheder er kløe udtryk for, at "kroppen" ønsker, at indehaveren skal gøre noget. Det, vi ofte gør af nød ved "sur kløe", er at bedøve kroppen med piller eller cremer, så signalet "den sure kløe" ikke kan nå frem til kroppens indehaver.

Det univers, som organismen udgør, synes at være forbundet til kroppens indehaver "jeget" via et meget enkelt og letforståeligt sprog. Klør det, så klø igen! Vi gør det rent instinktivt, men er dog blevet bevidste i, at vi gør det, og ikke mindst i nydelsen, der er forbundet med det. Indehaveren af hundekroppen er næppe bevidst i nydelsen, men gør blot hvad instinkterne dikterer og får selvfølgelig også en belønning derfor. Nydelse er nydelse, også selvom man ikke er bevidst i den! Et ypperligt eksempel på den geniale måde udviklingen holdes i gang. Alle livsenheder på det fysiske plan styres af søgen efter behag, som de for en stor del ikke er bevidste i. Vi drives og styres af belønningssystemer, der handler om sult og mættelse i en række udgaver – føde, afføring, sex, berøring, socialt samvær, udvikling af evner, brug af intelligens osv. Vores organisme udtrykker en omfattende korrespondance mellem vidt forskellige livsenheder. Der er de levende væsener, hvis organismer vi kalder molekyler. De levende væsener, hvis organismer vi kalder celler, de levende væsener, hvis organismer vi kalder organer, og endelig det levende væsen, hvis organisme vi kalder en hunde- eller jordmenneskeorganisme – og det såkaldte livsenhedsprincip stopper ikke her!

Organismerne er så avancerede "apparater" under konstant forvandling og udvikling, at Guddommen ganske enkelt ikke kan overlade organismefunktioner til indehaverens egen bevidste styring. Det er hverken muligt eller ønskeligt! Organismer inden i organismer princippet, der udtrykkes i enhver vegetabilsk og animalsk organisme, kan kun fungere som automatfunktioner.

Først med jordmennesket og med vores naturvidenskab har vi kunnet sætte ord på kroppens mirakel, samtidig med at vi via vores adfærd pådrog os alle mulige sygdomme. Vi havde måske aldrig erkendt alle disse raffinerede sammenhænge, hvis det ikke var fordi, vi havde fået sat fuldkommenheden delvist over styr.

Det såkaldte kulturmenneske begyndte med sine nye evner for alvor at øve negativ indflydelse på kroppens automatfunktioner. Skadelige ernærings-, drikke- og rygevaner, som "jeg" synes smager og gør så godt og er så hyggeligt, skulle vise sig som aldeles undergravende for organismens fine sammenhænge. Dertil kommer, at vi bliver klar over, at endda visse af vores tanker og følelser har mindst lige så skadelige organismevirkninger som visse fysiske ting, vi vænnede os til at indtage. Vi er midt i et udviklingsforløb, der overordnet set kan og skal gå tilsyneladende helt galt for at kunne blive godt igen. Vi skal alle opleve på et trin i vores udvikling at gøre vores fysiske legeme så sygt, at det pludseligt holder op med at fungere. Eller! – at vi i rigtig mange år skal leve med meget fysisk begrænsede muligheder for at bruge kroppen. Kroppen bliver et kors, vi skal slæbe rundt med. Hinsides nedbrydningen af organismen kommer en opbygningsfase, hvor vi i stigende grad bliver bevidste om, hvad vi ikke skal udsætte legemet for. Vi kan forståeligt nok blive helsefanatikere af den udviklingsrejse og få et overdimensioneret fokus på lige den lille del af tilværelsen, der f.eks. handler om, hvad vi kommer i munden.

Men hvor blev den lille hund af, der så klogt strakte og kløede sig, før den var klar til nye eventyr?

Når jeg efter en god nats søvn vågner og ligger der i sengen, lige før jeg tager beslutningen om at stå op, så sker det, at jeg springer ud af sengen uden at strække mig først. Mine instinkter på det område er ikke så stærke, som de har været. Måske skulle jeg være mere bevidst om det behag, det faktisk afføder, når jeg lige giver mig tid til at strække mig først. Det er bare som om, at behaget ved at strække sig for en tid forstærker behaget ved at blive under dynen. Det sunde og hensyntagende må være at gøre kroppen parat til at lade energierne flyde, inden man står op. Mange har givet mistet lydhørhed i forhold til en række af kroppens signaler. Vi gør klogt i at bekæmpe vores krigeriske dyriske magtinstinkter, men vi gør også klogt i at adlyde vores gamle instinkter der, hvor det gælder at virke hjælpende med til organismens velbefindende – "klø igen, når det klør" – det er alt sammen en del af den guddommelige planlægning og korrespondance, der udfolder sig i de mindste såvel som i de største sammenhænge.

Martinus beskriver, hvordan alt i tilværelsen er en korrespondance med Gud. Tilsyneladende er vi fysisk adskilte kroppe i en fysisk verden! Det nødvendige samarbejde inde i enhver organisme fortæller noget mere. Med fokus på den psykiske side af os selv – vores såkaldte indre – og med indsigt i, at også i den ydre fysiske verden spiller psyke eller ånd en primær rolle, åbnes for et nyt og klarere syn af en uendelig stor sammenhæng i tilværelsen. Jordkloden er et levende væsens fysiske organisme, og vi jordmennesker er én type celler blandt mange i denne gigant organisme, som dog er ganske lille set i det perspektiv, at solsystemer og galakser også er fysiske organismer for levende væsener. Det, der foregår i "tomrummet", er om muligt mere interessant end det, der kan skues i den synlige fysiske verden. For det er ånden eller rettere "dén", der styrer ånden, der sørger for orden og sammenhæng i det, vi har klare sanser til at skue som organismer, stof og bevægelse. I grunden kan det ikke udtrykkes klarere end i App. 17,26: "Og han har gjort, at hvert folk iblandt mennesker bor ud af et blod på hele Jordens flade, idet han fastsatte bestemte tider og grænserne for deres bolig, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; thi i ham leve og røres og er vi ...".

Vi har endnu knap evner til at se en større sammenhæng i tilværelsen og dømmer derfor forståeligt nok tilværelsen meningsløs. Åndsvidenskabeligt set udvikles vi alle mod vågent dagsbevidst at indse, at Gud er "det" sande og eneste ophav til alt, hvad der sker inden i organismerne såvel som til det, vi med vores begrænsede evner opfatter som uden for nogen organisme. Gud leder mennesket til at blive som Gud, som alle verdensreligioner på hver deres måde fortæller om.

Den søde såvel som den sure kløe er således udtryk for Guds korrespondance. Denne korrespondances omfang er langt større end det område, der dækkes af instinkterne i forhold til kroppens ve og vel! Den korrespondance, som "den søde kløe" udtrykker, må være et alt beherskende princip, hvis Gud skal kunne ses som "det" sande og eneste ophav til alt i tilværelsen!

Da jeg så den lille hund strække og klø sig, blev jeg inspireret til at skrive om det. Lige den ret almindelige oplevelse begyndte at klø i min bevidsthed. Vi oplever hver især tusinder af små ting dagligt. Nogle af dem klør, fordi de f.eks. handler om arbejdsopgaver og pligter, jeg må gøre noget ved. Arbejdsopgaver som det er mit ansvar at få gjort som celle i en større organismesammenhæng. Det kan være småting, og det kan være noget, man får stress af, fordi man selv og den virksomhed / det organ, man virker i, er stresset – der er for meget, der klør hele tiden.

Dybest set handler det om inspiration. At være åben for inspiration. At være modtagelig for kløe! Her har vi hver især vores egne områder, hvor vi finder glæde ved at blive inspireret. Åndsvidenskabeligt set får alle hjælp i tilværelsen, hvis de er åbne for hjælp til at komme videre derfra, hvor de står eller er kørt fast. Vi har altid noget at lære af den situation, vi er i, uanset om den opfattes som sur eller sød kløe.

For mig var oplevelsen af hundens strækken og kløen sig et kort, nærmest helligt øjeblik. Nogle "klokker" ringede til vækning midt i dagligdagen. Du fanges af en hændelse, som kan være nok så almindelig, og pludselig ser du, at det er den på en måde alligevel ikke. Det, vi ser med vores fysiske øjne, er altid kun ydersiden af et langt mere omfattende fænomen. Livets dybde ligger i tolkningen og den dybere forståelse af det ofte overfladisk betragtet trivielle.

De omgivelser, vi lever i, er overordentligt inspirerende. De er så inspirerende, at vi har bygget skoler og universiteter for at forske og undervise i alt det, som naturen og kulturen beriger med. Dette inspirationsocean vil vi blive mere og mere bevidste om og i. Ikke mindst den kløe, det sætter i gang i vores bevidsthed, vil vi blive mere og mere bevidste i. Vi vil begynde at forstå, at der er en meget omfattende udviklingsfaktor på spil, der sprænger de snævre forståelsesrammer, som den fysiske verden umiddelbart afstikker. Ånden hersker over stoffet og har altid gjort det. Mennesket er ved at være løftet op til at kunne se det. "Noget" / "nogen", som vi igen skal til at finde ord for, og som vi skal til at nærme os, inspirerer enhver, der er åben for det. Det foregår alle steder, over alt, og til enhver tid.

I Danmark har vi et udtryk, som ofte bruges, når et eller flere mennesker skal i gang med en opgave – ligesom et startskud – "Klø på!" – siger vi. "Klø på med opgaven!". "Klø på i livet!" er ikke nogen dårlig grundholdning. "Klø på og klø igen", når Guddommen klør! Svar igen på Guddommens udfordringer! Og det gør vi så som regel ganske automatisk på godt og ondt, og det kommer der på sigt præcis de oplevelser og erfaringer ud af, der langsomt åbner for synet af Gud bag det hele.

PS: Det gælder også bladet Kosmos og i øvrigt alle andre medier. I bedste fald sætter bladet en kløe i gang i læserens bevidsthed.