Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under sommerens Klintophold var studiegruppens tema "Gudsbegrebet" i Martinus Kosmologi. En eftermiddag sad jeg ved mit telt og læste på "lektien". Den fik mig til at fundere, og på et tidspunkt forstod jeg på et eller andet plan, hvordan det, vi kalder tomrum, virkelig var Guds bevidsthed. Jeg sad og kikkede op mod den blå himmel og flyttede mig i tankerne ind i mikrokosmos og forstod, at det er dér i det såkaldte tomrum alt forenes, da dette "tomrum" er uendeligt og evigt. Der kan man bevæge sig uden grænser mellem mikro-, mellem- og makrokosmiske perspektiver. Der forenes du og jeg uden forhindringer, og det er denne bevidsthed, der så at sige "bærer os i sine arme".

Det er en bevidsthed, der er totalt støttende og aldrig kritisk, og vil vi være en del af dette, er vi kun støttende og aldrig kritiske. Eller rettere sagt, så er vi uafbrudt en del af denne flod, men vi kan så at sige enten bevæge os med eller mod strømmen. Dette tomrum er struktur. Det er præget af de evige love, som Martinus beskriver i sine analyser, og det gør det muligt efterhånden at forstå, ikke kun hvordan vi flyder med, men også hvordan vi bliver en aktiv del af disse energifelter.

Det føles, som om det får konsekvenser. Nu begynder arbejdet for alvor – positivt ment. Ikke opfordrende og krævende, blot et støttende puf i den rigtige retning. Jeg opdager f.eks. hurtigere, når tankerne bevæger sig i retning af eller allerede er i gang med kritik, og jeg kan så småt finde veje tilbage til de bærende strukturer igen. Vejen er lang endnu, men samtidig føles skridtene lettere. Når jeg henvender mig til Gud i bøn, kan jeg nu henvende mig mere direkte til kilden, jeg kan komme forbi formernes verden og rette mig ind på den, der opretholder formen. Gud bliver en del af mig, jeg bliver en del af dig, og vi bliver en del af os.

At forsones er at komme i kontakt med denne bevidsthed, og forsoning er at give slip på byrder, og samtidig bliver vi stærke nok til at bære uendeligheden på vores skuldre. Forsoning har en retning, der samtidig løses op i alle retninger, dvs. kærlighed, som jo er det samme som kundskab. Laksen ved endda, hvordan den skal gøre for at komme op mod strømmen. Vi er uden undtagelse forbundne med hinanden. Had eller fjendskab er bindende og lammende. Som fastlåste kæder. Vi bliver fanger. Kærlighed er mere som en uendelig elastik ... Derfor har jeg altid den tanke med mig, at jeg aldrig kan bliver fri fra nogen, hvis jeg ikke elsker ham eller hende. Men da opstår den noget paradoksale situation, at jeg ikke længere har brug for at blive befriet fra personen eller den pågældende situation. Det har hjulpet mig meget.

I begyndelsen af sommeren var jeg i Grækenland i nærheden af floden Stryx, hvori Achilles, ifølge mytologien, ved dødens port blev sænket ned for at blive usårlig. Det eneste, der ikke kom i kontakt med vandet, var hælen, man holdt i. Derfor blev han sårbar.

Så selvom vi delvist har dyppet os i "tomrummets" uendelige flod, er achilleshælen til stede i det, vi kalder kritik. Det er den side af os, der endnu ikke er kommet under vandoverfladen. Det er der, vi arbejder mod livet, og det er også der, vi er sårbare.