Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jo længere, vi trænger ind i de kosmiske analyser, desto tydeligere bliver det for os, hvor vigtige vores tanker er. Hele den åndelige videnskab vil lære os at tænke "rigtigt", og alle vores liv i den fysiske verden lærer os også mere og mere at tænke og handle "rigtigt". Tænke "rigtigt" i kosmisk forstand; kærligt, i harmoni med livet/verdensaltet/Gud.

Vores tanker består af åndelig materie, psykisk materie eller stråleformig materie. Martinus beskriver dem som kræfter, energier, elektriske bølger. Hver en tanker er en overfysisk kraftpåfyldning. Vi kan måske forestille os det, som at vi med hver tanke skaber et elektromagnetisk felt, som tiltrækker inkarnerede og diskarnerede levende væsener langt nede i mikrokosmos. Vi befolker vores indre univers med hver tanke, hver forestilling! Disse væsener udgør også vores mellemkosmiske udstråling. "... den såkaldte "aura" eller psykiske stråleglorie, som ethvert levende væsen udstråler og er omgivet af." (Livets Bog, bind 6, stk. 2178)

Omstående billede fandt jeg i en gammel bog fra 1902. Bogen har titlen "Man – visible and invisible" – "Mennesket – synligt og usynligt". Den er skrevet af Charles Leadbeater; en teosof, der levede 1874-1934. Han var okkultist og clairvoyant. Bogen er trykt i Indien af Det Teosofiske Selskab.

Med sit klarsyn kunne han se auraen, og dette billede viser virkningen af en pludselig opstået bølge af ren og stærk hengivenhed og ømhed, som strømmer omkring en person. Den forestiller auraen af en kvinde i det øjeblik, hun løfter sit lille barn op og kysser det. Han beskriver, hvordan han ser cirkler eller hvirvler, der gløder med et stærkt indre lys. Hver og en af dem er en tankeform af intens hengivenhed og ømhed, som skabes i den astrale krop og sendes ud mod objektet for følelsen. Det er hurtige bevægelser; som spiralformede projektiler. Han skriver, at det er svært at gengive et billede af disse hvirvlende skyer af levende lys; at synet er ubeskriveligt smukt. Dette astrale fyrværkeri varer sædvanligvis kun nogle få sekunder. Men hver af disse følelsesstorme skaber en effekt; det giver astralkroppen lidt mere af det rosafarvede lys, som står for kærlighed og glæde. Og næste gang, der vises hengivenhed og ømhed, bliver det lidt lettere for partiklerne i astralkroppen at tage imod en sådan bølge. Han beskriver, hvorledes tankeformerne i vores aura hele tiden forandres. For det clairvoyante syn ses de som hurtigt skiftende farver og former omkring det levende væsen.

Om det at have et clairvoyant syn skriver Martinus, at dette ikke kræver nogen høj åndelig udvikling. "... clairvoyante og andre psykiske evner, evner som i virkeligheden hører fortiden og det primitive udviklingstrin til ..." (Livets Bog, bind 6, stk. 2005). Det er, hvad Martinus kalder en lavpsykisk evne, som snarere er en del af instinktlegemet; en rest af kosmisk bevidsthed fra den foregående spiral. Han skriver, at den astrale aura, som omgiver de levende væsener, og som kan ses med det almindelige clairvoyante syn, udgør en beskyttelse, bag hvilken den kosmiske stråleglans er skjult. Denne kosmiske stråleglans kan kun ses med højt udviklede okkulte sanser. (Livets Bog, bind 1, stk. 47). Men selv om Leadbeater var clairvoyant, behøver det ikke at betyde, at han ikke også havde en udviklet intuitiv evne. Måske hans illustrationer kan give os en anelse om, hvorledes hengivenhed og ømhed kan se ud i åndelig materie. Martinus "ser" også med sin kosmiske evne, med intuitionen. Til eksempel fandt jeg dette korte citat fra artiklen "Tærskelens vogtere" (Kosmos nr. 7, 1991), hvor han beskriver, at der i det rådvilde menneske fødes det store spørgsmål: "... "Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" [der] flammer ud fra hans sjæl." Er dette ikke også et tydeligt billede, vi kan "se" for vores indre syn, som Martinus her giver os? Flammerne som slår ud i energifeltet omkring os. Intuitionen er jo netop en højere synsevne.

I min ungdom skete det engang, at min veninde fik et vredesudbrud, og da så jeg i luften omkring hende nogle små sorte pile, som skød ud fra hende. Jeg blev så overrasket over det, jeg så, at jeg helt glemte, at hun var vred, og jeg fortalte hende, hvad jeg havde set. Hun blev meget ked af det. Det havde jeg ikke regnet med. For mig var det mere en interessant observation. Men efter denne hændelse ophørte denne evne. Alligevel har jeg altid syntes, at det var spændende at "se" i tankeverdenen, inde i bevidstheden. Og det var måske også det, som fik mig til at starte på de kunstneriske aktiviteter; først i maleriet og siden i dansekunsten. Jeg søgte på forskellig vis at udtrykke det, som vi ikke ser med vores almindelige fysiske øjne, men som alligevel påvirker os så stærkt.

Der er nok mindst et år siden, jeg læste Leadbeaters bog. Der var mange billeder af auraer ved forskellige tilstande, som fascinerede mig. Og billederne forblev i mig.

Sidste sommer påbegyndte jeg et nyt kreativt projekt – jeg bestemte mig for at male en akvarel hver dag. Helt uden forudbestemte indre forestillinger. Jeg ville bare lade inspirationen flyde og også finde et udtryk for livsglæde og lykke i farverne... Da jeg for nogle dage siden kiggede alle de akvareller, jeg havde malet i løbet af de sidste par måneder, igennem, fandt jeg denne og "så" pludselig, hvad der, helt ubevidst, havde inspireret mig!

Jeg så det ikke, da jeg malede den; jeg var så meget inde i en ny "opdagelse", jeg havde gjort: På en lys våd baggrund satte jeg med penslen små farverige pletter; hvorefter jeg tog en svamp og "dansede" rundt med den i farveklatterne. Så opstod disse hvirvler, og jeg fyldtes med en stor lykkefølelse! Nu ser man tydeligt ligheden med Leadbeaters billede.

Alt, hvad vi oplever, sætter spor, bliver til kopier i vores bevidsthed. Martinus anvender begrebet "aflejringer" i Det Evige Verdensbillede, bog 5, stk. 45.2. Han beskriver, hvorledes vi danner en indre verden af det, den ydre verden aflejrer i vores bevidsthed. På symbol nr. 76 viser Martinus os et billede af vores aura som ufuldkomne mennesker. I auraens følelsesområde er der lidt grå farve. Denne del af mennesket ligger brak, skriver han. Man kan måske forestille sig, at det er den del af bevidstheden, der endnu ikke er dagsbevidst. At vores aura er oval betyder, at vi ikke er i balance; vi får sygdomme; vores kærlighedsevne er ikke færdigudviklet. På symbol nr. 77 har han påbegyndt et billede af det fuldkomne menneske. Der er auraen rund, mennesket er i balance. Menneskets kærlighedsevne er blevet fuldkommen.

Leadbeater skriver videre: "Mange sande hjerter vil blive lykkeligere af at vide, at et menneske, der sender en tanke ladet med intens hengivenhed til et andet menneske, faktisk giver noget af sig selv; at en vis del af den astrale materie overgår fra ham/hende til den elskede – så stærkt ladet med sin egen specielle vibrationshastighed at den, hvis der ikke eksisterer nogen synderlig modstand, ikke kan andet end at reproducere sig selv; den kan ikke undgå at sætte modtagerens astrallegeme i svingning, i harmoni med den; og det betyder, at kærlighed har en tendens til at give ild/næring til kærlighed, og derfor indebærer dette, at elske en person, at det absolut gør denne til et bedre menneske end vedkommende ellers ville have været." En lang sætning! – Som jeg har forsøgt at oversætte så godt som muligt.

I Det Evige Verdensbillede, bog 5, med de før upublicerede symboler, der netop i høj grad omhandler vores tankers påvirkning af vores eget mikrokosmos, ser vi, hvorledes vores tanker kan forårsage katastrofer, f.eks. der, hvor partikler fra tyngdeområdet trænger ind i følelsesområdet og skaber betændelse. Men vores tanker kan jo også være kærlighedsfulde og på den måde skabe en sundere organisme for os selv. Og de kærlige tanker, vi retter udad, vil naturligvis også påvirke den eller det, de rettes imod.

Det, Leadbeater skriver i citatet ovenover, beskriver Martinus på lignende måde i artiklen "Korrespondancen mellem det fysiske og det psykiske plan" (Kosmos nr. 4, 1994): "Hver eneste kærlig tanke, der sendes fra et væsen til et andet, ligegyldigt hvor de to væsener befinder sig, vil gå ind i det andet væsens aura, og når væsenet kommer på bølgelængde med den overførte tankekoncentration, vil den glide ind i væsenets dagsbevidste oplevelse."

Så bliver det endnu mere logisk, at vi skal elske vores fjender. Med vores kærlige tanker kan vi sende åndelig kærlighedsmaterie. Det er naturligvis meget lettere at elske vores venner, og det er jo også godt. Men Martinus betoner om og om igen, at vi skal øve os i at elske vores fjender, dem som vi ikke kan lide, dem som vi ofte ubevidst vender os bort fra. For mig og for mange af os er vel netop dette et stort øvelsesområde, hvor vi ofte mislykkes på grund af den manglende kærlighedsevne. Bare dette at blive bevidst om, hvilke tankematerier vi sender ud, er et tidskrævende projekt! Men efter mange fiaskoer kommer der i ny og næ også et glimt af lykkefølelse, når det lykkes for os at se forbi det ydre i et menneske; når vi pludselig "ser", at der findes en gudegnist i det menneske, som måske har opført sig slet imod os eller omgivelserne. En følelse af ømhed og medfølelse spreder sig som varme i brystet. Og måske også overraskelse og taknemmelighed. Der, hvor vi tidligere har reageret med irritation og negativitet, er der pludselig en "åbning". Vi "ser" mennesket.

På den måde udvikles vores kærlighedsevne mere og mere. Vi udsender lysere og smukkere bølger, som stråler ind i alt og alle, vi møder. Samtidig bliver også galakserne i vores egen organisme fyldt med glæde og lykke. Og vores liv bliver lysere – et fantastisk samarbejde mellem os og vores mikrovæsener!