Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Antallet af børn i Danmark, der fødes med Downs Syndrom, falder stadig. De findes ved fosterscanning, herunder nakkefoldscanning samt fostervands- og moderkageprøve, og de kommende forældre vælger på den baggrund oftest abort. Lægevidenskaben arbejder på at kunne spore stadig flere såkaldte genetisk betingede sygdomme hos fostre, som det derved bliver muligt at fravælge ved abort. Antallet af provokerede aborter i Danmark ligger på ca. 16.000 årligt. Antallet af provokerede aborter på baggrund af diagnosen Downs Syndrom var i 2011 på 118. Dertil kommer aborter på baggrund af andre handicap.

Der har i avisen Politiken (juni-juli 2012) været en del indlæg omkring problematikken abort og handicap.

Første indlæg var fra en kvinde, der aldrig havde fortrudt at have født et barn med et handicap. Hun var kritisk over for dette fravalg af muligt handicappede børn / mennesker, for man ved aldrig, hvordan et muligt handicap udvikler sig. Masser af mennesker med et medfødt handicap har et godt liv, også mennesker med Downs Syndrom.

Et andet indlæg havde denne pointe, at mennesker, der ikke selv har prøvet at have et handicappet barn, skal holde op med at have meninger om at kunne fravælge fostre med mulige handicap. Det kan være en særdeles opslidende opgave at opfostre et barn med svære handicap!

Et tredje indlæg var fra en præst, der talte for, at det faktisk er egoistisk, når forældre vælger at lade et måske meget handicappet barn føde. Skal et barn / menneske lide urimeligt hele livet bare for at tilfredsstille nogle forældres følelser og etik? Her fik de etiske overvejelser i den grad modspil. Det etiske valg kan være lidelsesbefordrende og derfor i virkeligheden egoistisk – altså uetisk.

Jeg får naturligvis vældig lyst til at blande mig i en sådan debat og sætte tingene på plads med "mine helt rigtige meninger". Men jeg ved også, at det ikke lader sig gøre på noget meningsfuldt grundlag. Tanken om evigt liv, og at fostre med såkaldte genetiske fejl kun kan komme videre i deres udvikling ved netop at få lov til at inkarnere med deres muligt svære og lidelsesfulde handicap, vil få langt de fleste avislæsere til at ryste på hovedet. Ja indlægget vil formentlig slet ikke blive optaget, da redaktionen vil anse det for afsporende for debatten.

Nu kunne man som åndsforsker fristes til at tage parti for hende, der var imod at abortere fostre med mulige handicap, men derved risikerer man at miste indtil flere pointer, der har et langt videre perspektiv. Debatten i avisen er mere end bare en debat for og imod. Det er et snapshot af tidsånden og samtidigt et blot og bart udtryk for forskellige menneskers erkendelse, erfaringer og personlige skæbne. Livet er ved at modellere os alle. Denne modellering handler om livsoplevelse, erfaringsdannelse og udvikling af talenter. Nogle mennesker har livserfaringer som baggrund, der gør, at de måske endda uden tvivl i sindet vælger at føde et barn med Downs Syndrom og finder ud af, at det blev en stor berigelse af deres liv.

Et andet menneske føder et barn med måske svære handicap, som ikke blev fundet ved fosterscanning, for at opleve, hvor umådeligt opslidende det er. At friheden berøves, og at livet virker som en meningsløs trædemølle. Der er ingen tvivl om, at det kan være hårdt at føde og opfostre et barn, der måske hele livet vil skulle hjælpes med alt, og som man måske endda knap kan kommunikere med.

Præsten tager et hovedspring direkte ud i meningsløshedens sump og udtrykker efter dette dyk, hvad de fleste tænker – lidelsen er meningsløs! Deraf følger indirekte, at selve livet er meningsløst. Det er næsten umuligt at komme gennem livet uden lidelser og modgang. De fleste deler alle hændelser i livet op i to store kategorier. Den ene kategori rummer det såkaldte meningsfyldte, alt det, der gør godt, er behageligt og sjovt! Den anden kategori rummer alt det såkaldte meningsløse, det der gør ondt og er forbundet med lidelse. Men holder det at dele tingene op på den måde? En hovednøgle til at lukke op for en dybere forståelse af tilværelsen er at begynde at tage den tanke til sig, at "det onde" / lidelsen er meningsfyldt, ligesom det gode og behagelige selvfølgelig er det.

Præstens følelsesliv kan formentlig ikke acceptere, at krig, vold, misbrug, naturødelæggelser, sygdom og lidelsesfulde handicap m.m. skulle kunne være meningsfyldte. Sagen er, at mange præster i Danmark selvfølgelig også er prægede af naturvidenskabelig materialisme og Darwinisme, således at deres religiøse tro ikke spiller nogen væsentlig rolle, når det gælder at forstå og forholde sig til "det virkelige" livs udfordringer.

Den naturvidenskabeligt funderede materialisme gør det indlysende fornuftigt at undgå, at der fødes handicappede mennesker. Lægevidenskaben ser fejl ved kromosomerne og i generne som tilfældige årsager til handicap. Var "fejlene" rent faktisk fejl, og var de årsag, ville det give mening at fjerne alle fejlbefængte fostre. Åndsvidenskabeligt set er disse "fejl" i virkeligheden 100 % lovbundne virkninger af det inkarnerende menneskes åndelige talentmasse og dermed egen fortid. Herved tager sagen og sammenhængen sig så anderledes ud, at hele rammen for naturvidenskaben må nytænkes. Går vi skridtet videre, at det heller ikke er tilfældigt hos hvilke forældre et handicappet barn bliver født, da stiller det fosterscanninger og abort i et totalt anderledes lys.

Set med åndsvidenskabelige briller udgør naturvidenskaben den største viden om den materielle side af naturen, vi jordmennesker nogensinde har haft. Samme naturvidenskab udgør samtidigt den højeste grad af uvidenhed om tilværelsens egentlige styrende sammenhænge og værdier. Martinus afdækker, at verdensreligionerne, på trods af deres meget enkle og ofte ligefrem naive beskrivelser og trosdogmer, overordnet set er tættere på en sand beskrivelse af virkeligheden end naturvidenskaben. Ikke desto mindre er den materialistiske videnskab absolut nødvendig i vores udvikling.

Et åndsvidenskabeligt livssyn kan ikke påduttes andre. Den ændring i forståelsen af tilværelsen, der skal til, kan kun komme indefra i det enkelte menneske gennem erfaringsdannelse, herunder ikke mindst de lidelseserfaringer, som et flertal er meget hurtige til at dømme meningsløse, hvorved sygdomme og handicaps bliver meningsløse.

Intet menneske kan undgå, igennem sin lange udvikling mod mere menneskelighed, at opleve mange udgaver af dette at være syg og handicappet og behøve hjælp fra andre gennem lange perioder. Da livet består i at give og modtage, vil heller intet menneske kunne undgå at få som skæbne at skulle tage sig af at hjælpe syge og handicappede mennesker. Det er alt sammen på mest fuldkomne vis årsags- og virkningsbundet, hvorved vi hver især bygges op til først at fornemme og siden forstå livets absolutte meningsfylde. Virkningerne af alle disse vores lidelseshistorier ligger ubevidst og styrer vores valg og handlinger i dagligdagen. Hvordan kommer det til udtryk? Vi handler generelt langt mere humant, end vores måske naturvidenskabelige overbevisning tilsiger. Vi tænker, at tilværelsen og evolutionen er meningsløs, men handler i dagligdagen, som om den er meningsfyldt. Vi anser i mange sammenhænge livet for helligt. Samfundet prøver at nedbringe antallet af aborter, og når der fødes handicappede, eller vi selv bliver handicappede, har samfundet en række tilbud om hjælp. Det kan sikkert og vil med sikkerhed blive meget bedre, men pointen er, at vi agerer oftest meget humant på trods af, at vi måske har gjort naturvidenskab og darwinisme til religion. Vores følelsesliv fortæller os noget vigtigt, som intelligensen endnu ikke magter at forklare. Vi "forstår" mere med vores følelser, end vi forstår med vores intelligens. Denne erkendelse er i sig selv en tankevækkende tilgang til et ganske andet og dybere syn på, hvad tilværelsen i virkeligheden drejer sig om. Tænk, hvis intelligensen fik adgang til det, som hjertet ved! Det er det, som Martinus kalder en intellektualisering af følelseslivet og en følelsesgørelse af intellektet, hvad alle mennesker uundgåeligt på forskellige områder og oftest ubevidst arbejder på i dagligdagen. Artikelserien i avisen om handicap og abort bidrager til stillingtagen. Hvor står menneske og samfund i en sådan sag i dag?

"... For menneskene er for flertallets vedkommende betydeligt længere fremme i deres personlige udvikling, end man skulle tro efter deres standardopførsel i hverdagen at dømme. De er som isbjerge, der kun stikker en lille del af deres sande masse op over vandet, medens det meste er skjult under vandet. Og det, der i menneskets tilfælde svarer til den usynlige del af isbjerget, er det, som den nye verdensorden skal grundlægges på. Nemlig alle de nederlag og andre lidelseserfaringer, som det enkelte menneske gennem sin deltagelse i evolutionen gennem årmillioner har høstet, og som nu ligger gemt i dets åndelige struktur. Alt dette er som en båndlagt formue af moralsk natur. En formue, der venter på at komme til udbetaling. Og i det øjeblik, dette sker, vil alting ændre sig fuldstændigt. Til det bedre..! Og jeg kan se, at flertallet af mennesker er tæt på dette stadium."

Udtalelse af Martinus, gengivet i bogen Sol og måne af Per Bruus Jensen.