Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kært barn har mange navne, og det gælder også Martinus' verdensbillede. Har man brug for at betragte det som en videnskab, kan man kalde det åndsvidenskab. Er det klarhed og livsmod, man vil fremhæve, så kan man kalde det kosmologi. Endelig kan man vælge at understrege forbindelsen til Bibelen og bruge navnet Det Tredje Testamente.

Jesus var jo kendt for sine lignelser, Martinus for sine analyser, og begge drager noget frem i bevidstheden, vi har glemt. På Jesu tid har man sikkert sagt aha, når det skete, og det samme gør man i vore dage med analysen. Forudsætningen er naturligvis, at man kan genkende den evige sandhed, som lignelsen eller analysen peger på. Det er akkurat, som havde man for længe siden gravet en skat ned og siden glemt den. Så på en måde kan man godt sige, at hverken Jesus eller Martinus fortæller os andet, end vi godt vidste i forvejen. Vi vidste bare ikke, at vi vidste det.

Når Martinus valgte at kalde sit samlede forfatterskab for Det Tredje Testamente, så var det ikke mindst i dyb taknemmelighed til mennesket Jesus, som han alle dage havde følt sig nært åndeligt forbundet med. "Hvad ville Jesus have gjort?" kunne den unge Martinus spørge sig selv, når han kom ud i en vanskelig situation. Og straks havde han svaret. Den titel, han senere valgte at give sit samlede forfatterskab, faldt derfor godt i tråd med den betydning, Jesus havde haft for ham, indtil han som 30-årig fik kosmisk bevidsthed og ikke længere behøvede andres hjælp i moralske spørgsmål.

Men tro nu ikke, at Martinus brugte Bibelen for at slå på tromme for sit verdensbillede eller underbygge sandheden i det, han skrev. Når Bibelen kom på tale, var det blot for at vise, at de evige sandheder også kunne findes andre steder og til andre tider. Med sit Tredje Testamente ville Martinus, som han sagde, "retfærdiggøre" indholdet i de to andre testamenter, både det nye og det gamle. Ikke fordi hans verdensbillede specielt henvendte sig til folk med en baggrund i disse skrifter, men fordi de var Martinus' egen baggrund.

Betegnelsen Det Tredje Testamente har ikke mindst sine tilhængere blandt folk, som føler sig på bølgelængde med dets religiøse indhold, der som en vibrerende nerve går gennem hele værket. Martinus lagde ikke skjul på, at han var religiøs, og slutningen på hans hovedværk Livets Bog er da også udformet som én lang hyldest og takketale til den "Himmelske Fader", der er alfa og omega for værket. Fra denne kilde kunne han øse uden begrænsninger og genfortælle for sine læsere, hvordan alting hang sammen.

En særlig tilknytning til Det Nye Testamente finder man i Jesu forudsigelse af den såkaldte "Talsmand", der engang skulle komme og forklare det hele nærmere. I denne "Talsmand" genkendte Martinus sit eget forfatterskab, der jo netop forklarer, hvad Jesus ikke selv kunne komme igennem med på sin egen tid. Dermed var tråden knyttet endnu fastere til de to andre testamenter, og valget af titlen Det Tredje Testamente var oplagt. Men hvad var det da, man ikke kunne komme igennem med på Jesu tid? – Det var videnskab, logik og analyse. Og det er jo netop, hvad Martinus giver sine læsere i Det Tredje Testamente!