Kosmos 2013/4 side 98
Verden er så stor, så stor
Kære læser! Husker du første gang, du læste noget af Martinus? Det gør jeg, og jeg husker også denne mærkelige stemning, jeg kom ind i. Jeg følte modstræbende, at jeg her stod over for en kraft og en autenticitet, som jeg næppe turde tro på. Hvor selvsikker er dette menneske dog ikke, tænkte jeg. Men jo mere jeg læste, des mere måtte jeg overgive mig. Dette er jo rigtigt, tænkte jeg gang på gang, jeg kan ikke modsige det, det passer. Og lidt efter lidt begyndte jeg også at undre mig over noget andet. Hvorfor skulle jeg nærmest tilfældigt falde over denne forfatter, som jo for længst burde være kendt af hele verden?
Når du nu læser Martinus' artikel på de næste sider, så vil du måske også undre dig over, at han ikke er mere kendt. For dette er noget helt usædvanligt. Selv om vi ud mod verden ville sige, at det er en teori, så vil den følsomme og lyttende læser straks glemme sig selv og resten af verden til fordel for den store verden, Martinus her åbner for den tørstende læser. Her får du i et enkelt sprog og med ganske få fremmede begreber et indblik i dit eget liv, som gør dig klog på den særlige måde, der hænger sammen med, at du bliver mere bevidst, mere åben og modtagelig for indtryk. Akkurat som et lille barn, der første gang åbner sine øjne og ser sig omkring.
Men det lille barn har endnu ikke noget sprog; det kan ikke sætte sin bevidsthed på formler, og det er netop det, Martinus hjælper dig med på de næste sider. Nyd denne oplevelse og se, hvordan livet lukker sig op for dig med de få hjælpemidler, der skal til, når bare de kommer på et tidspunkt, hvor vi selv er modne til det.
At læse Kosmos er en enestående oplevelse af en verden så stor, så stor. Og selv vokser du også, der bliver ligesom mere plads omkring dig. Det vil du også sande, når du læser den næste artikel, der gør det gamle udtryk "Guds ånd over vandene" til noget, som også gælder din egen ånd og hele dit liv og evne til at skabe og opleve. Glæd dig til at studere disse ting og glæd dig over bladets øvrige artikler, hvor du bl.a. finder noget om tankens umådelige kraft og om begrebet big bang.
Og på forsiden finder du et billede af det spæde forår, som rækker ud efter os for at omfavne os. Alt i naturen er på en gang en gentagelse og dog splinternyt, og således skabes alting af ånd og bevidsthed. Det er det, det hele handler om.
Søren Hahn
Billedet på forsiden: Landskab i april