Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Astronomer og fysikere er i dag helt overbeviste om, at universet opstod for 14 milliarder år siden i det, der kaldes for big bang. Men Martinus siger: "... ja, (videnskaben) tror jo tilmed, at hele verdensaltet er opstået ved en eksplosion. Det synes jeg er en mærkelig opfattelse ... Selvfølgelig er verdensaltet ikke opstået. Det er noget der er." (Mit forhold til Gud. Foredrag i Varnhem, juni 1968, cd nr. 8). Hvordan skal vi forstå denne modsigelse? Betyder den, at naturvidenskaben har fået alt i den gale hals? I denne artikel vil jeg forsøge at vise, at det slet ikke behøver være tilfældet.

Hvad menes med univers? Begrebet anvendes på forskellige måder. Hos Martinus anvendes begrebet sommetider som synonym for verdensaltet, dvs. om alt, der overhovedet findes, mens det også anvendes som et relativt begreb. For mikrovæsenerne er vor organisme et univers.

Med vor øgede viden kan man sige, at vort fysiske univers er vokset. Fra at have været vor jord og efterhånden vort solsystem, blev det med teleskopets opfindelse det store rum med stjerner og nebuloser, som vi kan se på nattehimlen. I 1920-erne lykkedes det for astronomen Hubble at vise, at der i den såkaldte Andromedanebulose fandtes stjerner. Det betød, at den ikke var en nebulose (dvs. en gas- og støvsky), men et eget stjernesystem, en galakse. Og snart fandt man endnu flere galakser. I vor galakse, Mælkevejen, er der mere end 100 milliarder stjerner. Og efterhånden kan man tælle til cirka 100 milliarder galakser på stjernehimlen. Det er naturligvis udviklingen af stærkere og stærkere teleskoper, der har gjort det muligt at opdage disse.

Hubble gjorde yderligere en vigtig og mærkelig opdagelse. Alle galakser, undtagen de nærmeste, ser ud til at bevæge sig væk fra os. Og bevægelsen er hurtigere, jo længere væk galaksen befinder sig. Betyder det, at vi udgør et centrum i universet? Nej, den naturlige tolkning er, at universet vokser, ekspanderer. Selv Einsteins almindelige relativitetsteori pegede på muligheden af et ekspanderende univers. I begyndelsen af 1930-erne foreslog fysikeren og præsten Lemaitre, at hvis universet ekspanderede, så burde al materie i universet på et eller andet tidspunkt tidligere have været enormt koncentreret, måske i et enkelt punkt. Denne teori stødte på megen modstand i flere årtier. Den blev spøgefuldt kaldt for "big bang" (det store brag) af den britiske astronom Fred Hoyle, som i høj grad misbilligede teorien. Men med årene fandt man flere og flere ting, der støttede teorien. Og da man i 1964 opdagede den såkaldte kosmiske baggrundsstråling med præcis de egenskaber, som teorien havde forudsagt, blev støtten til teorien stærk. Den stærke, kortbølgede stråling fra et ungt, varmt univers er gennem ekspansion blevet stærkt svækket og er blevet til forholdsvis lange mikrobølger. Denne stråling kommer fra alle sider, og bølgelængdefordelingen stemmer særdeles godt med de teoretiske forudsigelser. Man har fortsat med at udvikle og forfine teorien for big bang. Men man er også stødt på vanskeligheder. Så man har f.eks., for at forklare hvorfor universet ser stort set ens ud overalt, indført begrebet inflation, der i denne sammenhæng betyder en særdeles hurtig ekspansion helt i begyndelsen af big bang.

Hvad er et univers eller verdensalt ifølge Martinus? Først og fremmest er det evigt, dvs. det er ikke skabt og kan altså heller ikke have en speciel begyndelse i tid og rum. Desuden strækker det sig gennem uendeligheden ned forbi det mindste, vi kan opfatte, og opad gennem det største. I Det Evige Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 14, "Det kosmiske spiralkredsløb 1", beskriver Martinus mere i detaljer, hvordan verdensaltet er opbygget i spiralkredsløb. Vor egen organisme er opbygget af organer, celler og atomer, der hver især udgør en særlig spiral i mikrokosmos. Og disse mindre og mindre spiraler fortsætter "nedad" i al uendelighed. Vi har også et makrokosmos, der udgøres af jorden, solsystemet, vor galakse Mælkevejen osv. opad i al uendelighed. Martinus skriver i forklaringen til symbolet: "Vi befinder os således inde i jordklodens organiske strukturområde. Dette befinder sig igen inde i solsystemets strukturområde, som atter befinder sig i mælkevejens strukturområde og således fortsættende opad i uendeligheden i det store spiralkredsløb, der ligger over mælkevejsspiralen, som vi har kaldt "supermakrokosmos". På samme måde har vi udtrykt de spiralkredsløb, der befinder sig under stofspiralkredsløbet, som "supermikrokosmos". Men disse superkosmos er ikke markeret her på symbol nr. 14. De er derimod udtrykt på symbolet "De kosmiske spiralkredsløb 2", som vi senere skal komme tilbage til." I og med udgivelsen af den 5. symbolbog er de to symboler 76 (Det kosmiske spiralkredsløb 2. Det ufuldkomne menneske) og 77 (Det kosmiske spiralkredsløb 2. Det fuldkomne menneske) nu tilgængelige. I de antydninger til forklaringer, der er i Det Evige Verdensbillede, bog 5 – som er hentet, dels fra hvad Martinus har sagt og dels fra foredrag – er hovedtemaet det ufuldkomne hhv. det fuldkomne menneske. Om verdensaltet skriver Martinus: "Der er op til 18 spiraler, der må belyses, for at man kan få hele verdenssystemet klarlagt." (stk. 76.1). "Dette symbol er beregnet til senere analyser og forklaringer. Jeg har taget det med i dag for at vise evighedens klokkeslæt. Vi kan se, at der er mange, mange spiraler. Vi har således uendeligheden for os opad i det store i makrokosmos og uendeligheden for os nedad i mikrokosmos. Nede i mikrokosmos findes der mange kræfter og ting, som menneskeheden slet ikke kan iagttage, fordi de kun kan iagttage med apparater. Hernede kan man kun iagttage med kosmiske evner." (stk. 76.4). "Disse nye ting er noget, der aldrig har været vist for verden før. Det er analyser af supermikrokosmos og supermakrokosmos. Vi kommer altså et godt stykke uden for de stjerner og mælkeveje, som vi kan se, og neden for de mikroskopiske ting, som videnskaben kan se." (stk. 77,2).

Men universet eller verdensaltet består ikke kun af fysiske objekter som atomer og stjerner. Martinus skriver i Livets Bog, bind 4, stk. 1073: "Verdensaltets helhedsanalyse er således et "levende væsen". Andre helhedsanalyser af viljeført materie og skabelse, såsom: menneske, dyr, planter og mikromateriekombinationer, kan i deres helhedsanalyse kun være et "levende væsen". Det "levende væsen" er således alle analysers alfa og omega. Det er hovedfacittet bag alle former for makrokosmos og mikrokosmos såvel som for mellemkosmos." Og det er ikke et hvilket som helst levende væsen, der udgør verdensaltet, det er Gud selv. "Verdensaltet er således et gigantvæsen, der besidder alvisdommen, alkærligheden og almagten ... og således udgør ... den absolut eneste eksisterende sande Guddom." (Livets Bog, bind 7, stk. 2658, punkt 5).

For at vende tilbage til det aktuelle og begrænsede spørgsmål: Hvordan skal vi kunne forene Martinus' billede af verdensaltet (det fysiske) med naturvidenskabens billede?

Gennem naturvidenskabens historie har der været mange spekulative hypoteser og teorier. Det, der afgør, hvilken hypotese eller teori der overlever, er hvor godt den stemmer overens med det, der faktisk observeres. Når det gælder universet, har de seneste årtiers store tekniske fremskridt med større og større teleskoper, mere og mere følsomme instrumenter og teoretisk arbejde medført, at teorien om big bang er blevet yderligere forfinet og støttes i dag af stort set alle forskere, der beskæftiger sig med universet – det gælder fysikere, astronomer, kosmologer (!), astrofysikere m.fl. Teorien har stadig en del uløste problemer, som er aktive forskningsområder for mange forskere. Teorien om big bang strækker sig tilbage i tiden til lige efter det store brag. Det, der sker lige netop ved braget eller før, kan astronomerne ikke undersøge med observationer. Det samme gælder for det, der ligger uden for den "horisont", der begrænser vort synsfelt ud i universet. Og når det gælder det, som ikke (i øjeblikket) kan kontrolleres med observationer, findes der en masse hypoteser om universer, der konkurrerer med hinanden. De har eksotiske navne som ekpyrotiskunivers, multiunivers, metaunivers, xenounivers, hyperunivers og omniunivers. De sidst nævnte udgør et hierarki af større og større universer. For øvrigt foreslog den svenske astronom Charlier allerede i 1920-erne, at vor galakse indgik i en større metagalakse, der indgik i en endnu større galakse osv., dvs. et hierarkisk univers. Og det er jo faktisk præcist, hvad Martinus beskriver.

Nu er det faktisk ikke så svært at danne sig et billede af big bang. På tilsvarende måde som vore fysiske organer har en skabelseshistorie, så har vor jordklode, med en alder af 4,5 milliarder år, en skabelseshistorie. Og vor sol og vor galakse, Mælkevejen, har også sine skabelseshistorier. Vort univers kan meget vel tænkes være skabt fra et "frø", en uhørt koncentreret "urpartikel", for 14 milliarder år siden for derefter at ekspandere på den måde, som teorien for big bang beskriver. Men dette vort univers er da blot en del af et større univers (multiunivers osv.). Selve det store brag er fødslen af den gigantiske fysiske organisme, som vi kalder universet. Og da er der ikke langt til at forestille sig, at der fødes flere organismer hele tiden andre steder i verdensaltet. Vort univers er altså en afgrænset del af det uendelige verdensalt. Det er perspektivprincippet, der gør, at vi opfatter vort univers som enormt stort.

Jeg synes, det føles tilfredsstillende, at vi uden alt for stor fantasi kan forene det møjsommeligt fremforskede detaljerede billede af universet, som videnskaben præsenterer, med det intuitive – og meget mere omsiggribende – billede, Martinus har givet os. Det virker for mig, som om der findes flere områder, hvor de tydelige modsætninger mellem naturvidenskab og kosmologi kan opløses, hvis man husker, at naturvidenskaben kun beskæftiger sig med den del af den fysiske verden, vi kan observere. Og det er jo dens store begrænsning, som vil overvindes i fremtiden, når de fysiske videnskabers udøvere indser, at der findes en åndelig verden, og begynder et samarbejde med den åndelige videnskab. Der bliver noget at se frem til i kommende liv!