Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forskellige undersøgelser viser, at "troende mennesker" i højere grad end ateisten bevarer deres livskvalitet og livsmod i livets krisestunder. Ateisten begræder sit "uheld" og sin "uretfærdige skæbne" over at være på "det forkerte sted på det forkerte tidspunkt", i særdeleshed fordi de ikke synes at have "fortjent det". Denne forskellighed peger på, at det har betydning for livskvaliteten for den troende, at der er en mening med tilværelsens tildragelser, i modsætning til, at det er meningsløst og tilfældigt for ateisten, der betragter det som et udslag af "uheld". Begreberne "uheld" og "held" vidner jo netop om opfattelsen af disse tilsyneladende uberegnelige faktorer. Uanset om man mener, at det religiøse menneskes livsanskuelse er naivt eller ej, er den grundlæggende forskel, at "troen" fører til en form for accept af livets modgang, medens ateisten ikke har noget "højere sted" at placere sin eventuelle frustration, og derfor ofte lægger skylden for de ulykkelig/uheldige begivenheder på omgivelserne. Men hvilken betydning, i forhold til en opstået problematisk situation, har accepten? For det religiøst indstillede menneske består accepten i, at det, der sker, er "Guds vilje".
 

Accepten som livsindstilling er ikke så udbredt i vores moderne verden. Det er langt mere almindeligt at have den grundindstilling, at modgang og modstand er et uvedkommende element, der blot skal overvindes. Det er for så vidt et godt udgangspunkt, men det kan også være en indstilling, der eliminerer refleksion og indsigt i, hvorfor situationen er opstået. Hvis man oplever, at livet og dets tildragelser opstår ved at tilfældige begivenheder, der udsætter det enkelte menneske for lige så tilfældige problematikker, er det i det perspektiv i en vis forstand naturligt nok, at problemet blot skal ryddes af vejen. Omvendt er der noget, der peger på, at der i samme menneskers tilværelse kan vise sig at være nogle livs temaer af en nogenlunde entydig karakter, f.eks. hvorfor vælger jeg altid den forkerte partner, hvorfor taler folk altid dårligt om mig, der er aldrig nogen, der tilbyder at hjælpe mig osv., og at det peger på behovet for en slags refleksion for at undgå dette tema i fremtiden. Hvis man opfatter modgang og problemer på sin livsbane som uvedkommende forhindringer, der kun tjener til irritation uden noget som helst budskab til den enkelte, ja så er kampen mod forhindringerne i realiteten en "slags krig mod omverdenen" og i sidste ende en "krig mod os selv". At omverdenen kosmisk set er en dialog og et spejl af os selv, er for den, der ikke har den kosmiske indsigt, en tåbelig påstand. Modstand er til for at blive overvundet, – det er sandt, men refleksionen og fremkomsten af denne modstand er af stor betydning for livets læring og dermed erfaringsdannelsen.
 

Det kan overfladisk set virke som en form for passivitet eller slaphed blot at acceptere, "at sådan er det nu engang", og det kan være sandt nok, hvis accepten står alene, men det kan ikke nægtes, at det religiøst indstillede menneske, der placerer skæbnetildragelserne hos "Gud", oplever en mening med dette standpunkt. Modgang og ulykkelig skæbne er således Guds reaktion over for "syndere" i den religiøse opfattelse. Hvis accepten derimod baserer sig på at forstå, hvor årsagen til den opståede situation ligger, – hvor i den pågældendes psyke og adfærd "ondets rod" er – bliver accepten udgangspunkt for en dybere indsigt og forståelse af livets love og resulterer i bedste fald i en aktiv mental kursændring. Martinus udtrykker vreden eller skuffelsen over vores skæbne således i Livets Bog, bind 2, stk. 306 "Enhver intolerant kritik imod livet, imod naturen eller Forsynet, er altså udtryk for et absolut ukendskab til stoflovens umådelige fuldkommenhed. Når et menneske giver Forsynet, der jo også omfatter medvæsenerne, skylden for sin ulykkelige skæbne, sine lidelser og besværligheder, udtrykker dette kun kulminationen af naivitet. Det forstår slet ikke, at det i virkeligheden selv har valgt de stoffer eller energier, af hvis samlede reaktioner dets nuværende skæbne er et resultat." Når man befinder sig i en situation, hvor man er ramt af sygdom, har mistet en kær, er ramt af økonomisk ruin eller har mistet livsmodet, må man forstå, at man ikke er ramt af uretfærdighed eller skæbnens lunefuldheder. Man har i stedet mødt virkningerne af sine egne ukærlige handlinger over for sin omverden. Alt går i kredsløb, – alt vender tilbage til sit udgangspunkt, for uden det "kosmiske kredsløbsprincip" ville ingen udvikling kunne ske, ja tilværelsen ville være en umulighed. Det er naturligvis ikke udtryk for en bevidst strategi at ville være ukærlig, men derimod resultatet af "gamle vaner", uvidenhed og selviskhed, for ingen ved deres "fulde fem" ønsker at skade sig selv. Men skæbneloven er ufravigelig i sit grundprincip, "som du sår, skal du høste". Sår man tidsler, får man tidsler – sår man blomster, får man blomster.

Et af de tekststykker i Martinus' værker, der har gjort mest indtryk på mig i netop denne sammenhæng, er fra småbog nr. 15b, "Getsemane have". Martinus kalder beretningen om Getsemane have for et menneskes indre kamp forud for accepten og overgivelsen til "Guds vilje". Beretningen tager naturligvis udgangspunkt i begivenheden, hvor Jesus om natten i Getsemane have har sin sjælekval i forbindelse med sin overgivelse til de romerske soldater og korsfæstelsen, som han ved vil komme. Det er i princippet det samme, vi selv kan opleve i vores tilværelser, når vi står over for uafvendelige skæbneslag og tilsyneladende uløselige problemer. Jesus vælger at acceptere sin skæbne, som et lysende eksempel til efterfølgelse for eftertiden. Martinus skriver sidst i kap. 2: "Begivenheden i Getsemane Have udgør i virkeligheden en beretning om et åndeligt stadium, i hvilket et menneske kan opnå at besejre frygten for sin egen tilintetgørelse eller død og uden angst overgive sig til Guds vilje, hvad enten denne så vil fuldbyrdes gennem korsfæstelse eller succes. Tænk hvilket stadium! Tænk således sjæleligt at have overvundet al mørk skæbne og i enhver form for ulykkelig tilstand at kunne hæve sit blik imod Guddommen og være mest lykkelig ved at sige: "Fader! Ske ikke min, men din vilje"! og "Fader! I dine hænder befaler jeg min ånd!"

Denne sjælsindstilling vil sikkert få mange til at sige "det kan jeg slet ikke leve op til", men alt nyt kræver øvelse og atter øvelse rent bortset fra, at de begivenheder, vi mennesker kommer ud for, almindeligvis passer til det niveau, vi befinder os på i forhold til en "verdensgenløser". For at eliminere de indre kampe og kvaler må man nødvendigvis finde en anden vej end den, der hidtil har voldt disse indre konflikter. Når vi står midt i det, vi oplever som nærmest uløselige kriser, har vi mulighed for at få hjælp og støtte. Vi er ikke så vant til at give slip på tingene, – vi vil gerne selv kontrollere det hele, men der er jo situationer, hvor vi er nødt til at overgive os og forlade os på de "højere magters" velvilje. Jeg vil citere endnu et stykke fra "Getsemane have", 6. kap: – "Hvad skal det moderne menneske da gøre, når det befinder sig midt i sit eget livs mørkeste stund, midt i sin egen "korsfæstelse", sit eget sammenbrud? Det skal mobilisere hele sin intellektuelle kraft, for derigennem at finde vej til Guds vilje, Guds mening med den oplevede smerte. Gør mennesket dette, vil det ligesom Jesus vinde sejr over mørket.

Til den, der i sit eget livs dybeste smerte formår at give afkald på sin egen vilje til fordel for Guds vilje, vil der altid blive sendt en engel i den mørkeste stund. Og Guds vilje følger man lettest der, hvor man giver afkald på det, som har frembragt Getsemane. Det kan være tabet af et lille barn, en ægtefælles død, det kan være oplevelsen af utroskab og svigten af den, man elskede højest. "Getsemane" har mange måder at vise sig på. Men for dem alle gælder det, at de kun kan overvindes ved at indstille sig på det uundgåelige. Det skete kan ikke blive usket. De forhåbninger, der knyttede sig til det, der bristede, det man mistede, må man slippe."