Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus har i sine mange bøger og foredrag tegnet og fortalt om verden, som han oplever den. Gang på gang møder man i disse beretninger ord som love, principper og analyser. Det er ord, der viser, hvad Martinus vil med sit verdensbillede. Han forsøger at beskrive noget universelt, som hans læsere kan nikke genkendende til og sige: "Ja, sådan er det, sådan oplever jeg det også!" Eller måske siger de: "Inderst inde vidste jeg det godt."

Hans forfatterskab byder derfor på en særlig oplevelse for mennesker, som kan mærke, at der sker noget inde i dem selv, mens de læser. Længere og længere trænger de ind i dette verdensbillede og finder det ene svar efter det andet på livets store spørgsmål. Svar, som ingen tidligere har givet en samlet forklaring på i form af et verdensbillede, hvor læseren selv er med fra evighed til evighed. Og så viser det sig tilmed at passe med meget af det, som læseren i forvejen er fortrolig med.

Og dermed træder man faktisk i forfatterens fodspor, for det var netop den situation, som den unge Martinus befandt sig i, da han forsøgte at finde sig en vej gennem livet. Helst skulle det være et job, der kunne tilfredsstille hans inderlige ønske om at være til glæde og gavn for alt og alle. Ja, Martinus fandt tilmed, at en sådan måde at leve på før eller senere måtte blive alle menneskers højeste ønske. Hele menneskeheden var langsomt ved vågne til bevidsthed om det samme mål for tilværelsen, som han selv havde.

Men hvordan skulle det gå til i en verden, der endnu var præget af alles kamp mod alle? Var det ikke bare en påstand, der var hentet ud af den blå luft? Nej, Martinus kunne både tegne og fortælle, hvordan det hele ville lykkes lidt efter lidt, for da han nu havde dette kærlige syn på livet, så skulle det vise sig, at netop det bragte ham frem til et åndelige gennembrud. Midt i sin rådvildhed som 30 årig oplevede han, hvordan han gennem en åbenbaring blev født ind i en større virkelighed, der gav ham adgang til at overskue evigheden. Dette har han fortalt mere om i sin lille bog: Omkring min missions fødsel.

Og en mission blev det – ja, det var ligesom et regnestykke, hvor han skulle finde løsningen på de eksistentielle spørgsmål: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? Gennem "den store fødsel" fik han ganske vist svarene på disse spørgsmål, men hvordan skulle han få andre til at forstå dem? Han havde jo ikke andet end sin intuitive vished. Men nu oplevede han, at han havde fået nye evner. Nok havde han fået svarene, men han havde også fået evnen til med sin intelligens at udrede forklaringerne, så andre kunne gå dem efter og selv vurdere, om svarene var rigtige.

Og det var så, hvad der blev hans job i livet. Her fandt Martinus omsider sit kald og sin livsstilling. Det drejede sig om at forklare, hvordan det hele kunne beskrives gennem love, principper og analyser. Og da det viste sig at blive en kosmologi, der gjorde kaos til kosmos og derved bekræftede Jesu påstand om næstekærligheden og den fuldkomne væremåde, så blev hans verdensbillede på én gang kosmologi, åndsvidenskab og et tredje testamente.