Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2013/4 side 125
Nyt fra sagen
Information fra rådet
Reaktion over for krænkelser af ophavsrettigheder
Martinus Institut har gennem længere tid været udsat for en række krænkelser af ophavsrettighederne til Martinus' værker, som blev skænket af Martinus til Martinus Institut i gavebrev af 18. juni 1980. Rådet har i den anledning besluttet, at der skal tages retslige skridt over for krænkerne.
Da Instituttet januar 2010 fik kendskab til de første krænkelser, henvendte rådet sig til advokatfirmaet Kromann Reumert for at få assistance i sagen. Der blev i den forbindelse udarbejdet en redegørelse af de juridiske omstændigheder og reaktionsmuligheder. Rådet besluttede på den baggrund at sende et brev til de pågældende med anmodning om ophør af krænkelserne. De involverede reagerede imidlertid ikke positivt herpå og har efterfølgende optrappet deres virksomhed.
Krænkelsernes omfang
Kromann Reumert har vurderet, at krænkelserne blandt andet omfatter kopiudgivelse af Livets Bog (Bind I-VII) (faksimileudgave), en række af småbøgerne, Det Evige Verdensbillede 1-3, Logik, samt Bisættelse. Scannede kopier af Livets Bog 1-7, Logik, Bisættelse, småbog 1-25, Det Evige Verdensbillede 1-4 samt en stor mængde artikler, er blevet gjort tilgængelige for download på en dansk hjemmeside. På denne hjemmeside findes også en række lydfiler med Martinus' foredrag. De fleste bogtitler fra hele værket er uden Instituttets tilladelse lagt ud på Google Books. På Google Docs er kopier af følgende engelske oversættelser gjort tilgængelige: Livets Bog, bind 1-7, Logik, Bisættelse, flere småbøger samt en stor mængde Martinus-artikler. En del af disse, herunder Livets Bog, er råoversættelser fra tresserne, som ikke er korrekturlæste eller gjort færdige til udgivelse.
Rådets retslige skridt
For at give krænkerne en sidste chance til at ophøre med omtalte aktiviteter uden indblanding af retslige myndigheder, har Kromann Reumert udfærdiget en stævning, som er sendt til de involverede med en meddelelse om, at med mindre disse anerkender Martinus Instituts eneret, accepterer at ophøre med deres krænkende virksomhed og udleverer de omtalte værker, vil stævningen blive indgivet til retten.
Kromann Reumert har endvidere, på rådets vegne, sendt et brev til Google med anmodning om at fjerne det krænkende materiale fra deres websider.
Motivationen for de retslige skridt
Det skal understreges, at rådets motivation for at tage retslige skridt ikke er at få nogen straffet.
Rådets mål er først og fremmest at få stoppet krænkelserne for at beskytte ophavsretten og dermed bevare Martinus' værk samt forhindre, at der udgives falske originalmanuskripter.
Salg af kopiudgaver kan skade Martinus Instituts økonomi og dermed Instituttets fundament for fortsat at leve op til sine formål: at bevare Martinus' samlede værker, som de foreligger fra hans side, at oplyse om disse værker og at gøre værkerne tilgængelige for interesserede via publicering, oversættelse og undervisning på betryggende måde, samt at yde tilskud til aktiviteter, der fremmer disse formål.
Fravalg af retslige skridt kan betyde, at ophavsretten undergraves. Det vil betyde, at Martinus Institut ikke kan forhindre andre krænkelser, og én følge heraf kan blive, at andre kan ændre indholdet af Martinus' værk og dermed forfalske Martinus' åndsvidenskab, uden at Martinus Institut har mulighed for at beskytte værkerne.
Rådet for Martinus Institut
 
Fotogalleri
Martinus Instituts websted, www.martinus.dk, har fået et fotogalleri med fotos fra sagens historie. Den bagvedliggende database rummer godt 12.000 fotos, og de vil blive offentligt tilgængelige, efterhånden som Instituttets fotogruppe bliver færdig med at indtaste oplysninger. Erik Bech Olesen og Nina Bogø Pedersen har udført det store arbejde med at indsamle fotos og oplysninger om de mange fotos.
Mange fotos er gamle, og oplysningerne om f.eks. personer er i mange tilfælde ufuldstændige, så redaktionen vil være glad for at få supplerende oplysninger om personer, sted, tidspunkt osv.
Det er muligt at søge i oplysningerne, og herved kan man hurtigt finde frem til bestemte billeder. Og frem for alt hjælper søgningen med til at gøre mængden af billeder mere overskuelig.
Enten kan man lave en simpel søgning i alle oplysninger, eller man kan lave en avanceret søgning eller filtrering ud fra nærmere specificerede kriterier. Måske ønsker man at se billeder fra et bestemt årti eller en bestemt dato.
Hvis man ikke er ude efter noget bestemt, men heller ikke orker at se alle billeder, kan man måske hente inspiration til udvælgelsen i de syv rullelister, hvor man kan få et overblik over sted, lokalt sted (fx bestemte bygninger), nøgleord, fotografer og tidspunkt.
Fotogalleriet åbnes ved at klikke på "Onlinebibliotek" og derefter på Fotogalleri.
God fornøjelse!
Jan Tarbensen
 
Har du overvejet at skrive
en artikel til Kosmos?
 
Tips om martinus.dk
Vidste du, at du kan se og læse Martinus' manuskript til Livets Bog på Martinus Instituts hjemmeside?
 
Du kan se Martinus' maskinskrevne manuskript til Livets Bog, bind 1-7, med alle de håndskrevne rettelser og tilføjelser. Martinus har markeret kursiv skrift ved at understrege teksten.
 
Ønsker du at slå op et bestemt sted i værket, kan du angive et sidetal eller et styknummer. Og du kan navigere rundt ved hjælp af piletasterne og mellemrumstasten.
 
Vælg "Litteraturen", "den historiske sektion" og "Se manuskriptet her".