Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Skæbnen – verdens hersker.
Med denne titel starter Carl Orffs mesterværk Carmina Burana.

Oh skæbne –
som månen
er du omskiftelig,
du tager til
og du aftager;
du skrækkelige liv!
Først undertrykker du,
så trøster du
efter forgodtbefindende;
fattigdom
og magt
dem smelter du som is.
Skæbne – monstrøs
og tom,
du hjul, der ruller,
du er ond,
lykken er hul
og svinder ind til intet,
overskygget
og tilsløret
kommer du nu også til mig;
Til din ondskabs legeplads
bringer jeg nu min nøgne ryg.

Skæbnen er imod mig
i sundhed og dyd,
drevet fremad
og tynget ned,
altid din slave;
så i denne time
uden tøven
spil på dine strenge;
thi skæbnen
slår selv den stærkeste
til jorden,
græd med mig, alle!

Teksten til mesterværket er et manuskript fra 1200 tallet, der blev fundet i 1806 på et benediktinerkloster i Bayern. Den tyske komponist Carl Orff satte i 1937 musik til den gamle tekst, der dels er skrevet på munkelatin og dels på oldtysk. Det kom der et pragtværk ud af, som får de små hår til at rejse sig og tårerne til at pible frem. Det er på underfundig vis gribende, forstemmende og begejstrende på samme tid – følelserne vælter frem, og man forstår, ja kan mærke helt ind i sin sjæl, hvordan man selv er en brik i skæbnens uransagelige spil. Gå ind på YouTube, skriv Carmina Burana og hør André Rieus udgave. Det er vildt flot og betagende!

Der er ingen tvivl om, at skæbnens mysterium har optaget os jordmennesker i generation efter generation. For hvad styrer skæbnen? Hvorfor lever nogle mennesker et lykkeligt liv i velstand og sundhed og andre et miserabelt liv i sygdom, fattigdom og elendighed? Er skæbnen virkeligt så blind, som det tilsyneladende ser ud til? Er vi selv blot kraftløse brikker i skæbnens uransagelige spil?

Nej, siger Martinus. Det er vi slet ikke, og vores skæbne er styret af universelle love, ligesom alt muligt andet. Man kan sige, at Martinus' analyser er det bedste bud på en intelligensmæssig forklaring på skæbnens mysterium. For har man først sat sig ind i, hvad Martinus siger om skæbnen, holder den op med at være et mysterium, og man forstår, i al sin gloriøse vælde, at skæbnen ikke er blind, og at man selv sidder med tøjlerne til den buldrende hingst, skæbnen er. Har man først forstået skæbnens logik, kan man begynde at forme sin skæbne, som man selv vil. Og det er jo stort!

Men for at man for alvor kan forstå skæbnens logik, er der to forudsætninger, der skal tænkes med: for det første skal man vide, at man ikke kan forstå sin skæbne i et étlivsperspektiv. Skæbnens hjul drejer til tider langsomt, og man kan i ét liv indhøste en skæbne, som man har sået i en tidligere inkarnation og derfor ikke kan huske. Man kan derfor skæbnemæssigt blive "taget på sengen", og det kan jo til tider føles, at der er uretfærdighed med i spillet. Men det er der ikke, siger Martinus. "Kun igennem erkendelsen af væsenernes udødelighed bliver retfærdigheden i de samme væseners lykkelige og ulykkelige skæbner åbenbaret", Martinus (De levende væseners udødelighed, bog 23, kapitel 1).

Der findes ikke så meget som et gram uretfærdighed i vores skæbner. Ethvert skæbnetræk er et resultat af årsager, vi selv har sået. Nøglen til at forstå skæbnen ligger i den enkle konstatering, at man høster, som man sår.

De fleste ved godt, at når de sår gulerødder, så er det gulerødder, de kommer til at høste. Men det er de færreste der ved, at nøjagtigt det samme princip gælder for vores metafysiske såning. Er det vrede, surhed og forurettethed, man sår, så er det vrede, surhed og forurettethed, man kommer til at høste. Det betyder naturligvis også, at hvis man synes, at man er omgivet af vrede og surhed, så skulle man prøve at så en ny sæd. Man kan ikke forvente, at der skal komme en ny høst ud af det, hvis det er den samme gamle sæd, man sår. Hvis man altså vil ændre ting i sit liv, skal man finde nye sædekorn frem og måske så venskab, forståelse og næstekærlighed i stedet for vrede og surhed.

Martinus skriver: "Intet som helst væsen kan få en skæbne, det ikke selv er det absolut eneste ophav til. Absolut alle levende væsener får nøjagtig den skæbne, de selv igennem deres væremåde overfor alt andet levende har skabt." (Livets Bog, bind 7, stk. 2447)

Vi er altså selv ansvarlige for vores skæbne. Det er der rigtig mange mennesker, der ikke kan lide at høre. For nogle år siden var der en sag med Glenn Hoddle, der var cheftræner for det engelske landshold. På det tidspunkt gav han udtryk for, at han var overbevist om, at der var karma involveret fra et tidligere liv, hvis der var mennesker, der f.eks. var handicappede. Den udtalelse førte øjeblikkeligt til en fyreseddel. Den slags kunne man ikke sige offentligt, og mange følte sig stødt på manchetterne. En sand heksejagt på manden fulgte i kølvandet på udtalelsen, og det viser blot, hvor ømtålelig en sag det er at sige, at man selv er ansvarlig for sin skæbne. Men hvem skulle ellers være det? Det er jo det gode spørgsmål. Vil man virkelig hellere have, at det er ens nabo, der bliver forkølet, når man selv får våde fødder? Der er hverken logik, retfærdighed eller forstand involveret, når man fralægger sig ansvaret for sin skæbne og foretrækker, at det er andre eller tilfældighed, der styrer, hvordan ens liv udformer sig. Det eneste logiske er, at man høster det, man selv har sået.

Men man skal så, før man kan høste. Man skal altså først så den sæd, man selv gerne vil høste. En af mine bekendte, Rikke fra Århus, var engang meget venlig og hjælpsom over for en udlænding, der lige var flyttet til byen. Hun hjalp vedkommende med en masse praktiske ting og tilbød hende støtte og venskab. Et par år efter flyttede Rikke og hendes mand til Sydfrankrig og var nu selv udlændinge og fremmede i en ny by. Men helt af sig selv blev Rikke mødt af en af hende ukendt kvinde, der hjalp familien til rette på nøjagtigt samme måde, som Rikke i sin tid havde hjulpet den fremmede kvinde i Århus. Rikke havde helt ubevidst sået en sæd, som hun selv gerne ville høste, og den ønskede høst udeblev da heller ikke. Det var først, da Rikke læste om karmaloven hos Martinus, at det i al sin storhed gik op for hende, at hun havde gjort for andre, hvad hun gerne ville, at andre skulle gøre for hende. Og man kan vel sige, at det svimlende store i karmalovens fungeren er, at det, man selv engang har sået, bliver leveret til ens hoveddør af helt ukendte mennesker, som ikke kender noget til det, man selv såede. De bliver brugt som instrumenter for ens karma, og sådan er det. Man vil aldrig selv have nogen anelse om, hvordan eller af hvem ens karma kommer til udløsning, for "hvordan" er universets (eller Guds) domæne. Tingene bliver af højere magter lagt tilrette sådan, at vi altid vil komme til at høste, som vi sår. Hvis ikke det er stort, så ved jeg ikke, hvad der er stort, og det er i sådanne situationer, at livets magi stråler én i møde. Her må ateisten kapitulere, smide håndklædet i ringen og hejse det hvide flag. Den guddommelige hånd har flyttet rundt på brikkerne, så det bliver tydeligt for enhver, at vi ikke lever i et gudløst univers.

Den anden vigtige forudsætning for at forstå skæbnen er, at ens skæbnes udformning er et led i den store guddommelige plan med det levende væsen: at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Målet er klart: vi skal blive alkærlige mennesker, der ikke længere kan gøre det onde. At denne proces fra dyr til alkærligt menneske ikke kan finde sted i et enkelt liv, turde være indlysende. Der skal mange, mange inkarnationer til for at omskabe et vildt dyr til et menneske i Guds billede. Men hvad gør det, at det tager lang tid? For vi har jo "all the time in the world" – vi er evige væsner.

Der er rigtig mange mennesker, der ikke kan tro på, at der findes en kærlig Gud, når de ser de lidelser, der finder sted i verden. Det kan virke som om, der sidder en "deroppe" og driver gæk med én og kaster det sagesløse væsen ud i alverdens grumme kår med tilfældigheden som det styrende princip. Det er nok den "ondskabs legeplads", der refereres til i digtet. Og det er da også rigtig svært at forstå, hvorfor nogle mennesker lider, når man ikke har både det store perspektiv og planen med i sin anskuelse. "Gud eksisterer ikke", "Gud er blind" siger mange og bliver gudløse, fordi de ikke kan tro på, at en kærlig Gud vil lade al smerten og elendigheden finde sted. Men sagen er den, at alle former for skæbne, ja, selv den grummeste og mest fornedrende skæbne, er en kærlig belæring og et "sine qua non" i omskabelsen af væsnet fra dyr til menneske. Lidelserne er nemlig en nødvendig betingelse for, at vi kan udvikle alkærlighed.

Martinus udtrykker det således: "Menneskene kan ikke blive fuldkomne, før de har oplevet mørket så meget, at de af den heraf følgende mørke karma eller lidelsestilstand har fået deres humane evne så udviklet, at de er blevet totalt næstekærlige." Artikelsamling 1, stk. 40.15.

Og ingen kommer til at lide mere end andre, når man ser på skæbnen i et flerlivsperspektiv. Vi oplever kun den mængde lidelse, der skal til, for at vi kan udvikle medfølelse og næstekærlighed. Vores karma er ikke en straf, men en kærlig belæring. Når vi er blevet totalt næstekærlige mennesker, der lever for at gøre det gode, ja så har vi ikke mere mørk skæbne at høste, for så har vi lært "lektien". Og ligesom man ikke bliver ved med at undervise et barn i ABC, når det klart viser, at det har lært at læse, så er der ikke behov for mere belæring, når vi ikke længere er i stand til at gøre det onde, for "[...] der, hvor væsenet ikke mere kan eller vil lave mørke handlinger, der er den tilbagevendende karma jo totalt overflødig." (Det Evige Verdensbillede, bog 2, stk. 20.11).

Så kommer der med Martinus' ord "solopgang over skæbnen", og det meste af mørket er nu kun synligt i skæbnens bakspejl. Man vil så opleve at have "karmisk medvind" i alt, hvad man foretager sig – ja, man føler, at man har opbakning fra usete kræfter, ligegyldigt hvad man foretager sig. Og det er jo stort. Faktisk skriver Martinus et sted, at dem, der er nået dertil, hvor de kan læse og forstå hans analyser, har passeret den grove karma, og derfor vil der ikke være ret meget mørk skæbne forude for disse væsner. Men "Absolut udelukkende kun dette, at gå i verdensgenløserens fodspor og ligesom han elske og tilgive sine fjender, ganske uafhængigt af hvad disse så end har gjort imod en, kan fjerne mørket fra ens kommende eller fremtidige skæbne." Martinus (Livets Bog, bind 7, stk. 2461). Det er altså først, når man er totalt næstekærlig, at der ikke er mere mørke tilbage.

Det kan også være nyttigt at tage temperaturen på ens eget toleranceniveau, for "Ethvert væsen, der agter at nærme sig de højere og ædlere bevidsthedszoner, må absolut frigøre sig fra sine tendenser til at føle intolerance eller uvilje mod andre væsener." Martinus (Livets Bog, bind 1, stk. 165)

Da vi lige nu er ufærdige mennesker, kan det der med ikke at føle uvilje imod andre til tider føles svært, men i den forbindelse kan det være nyttigt at tænke på, at øvelse gør mester. Man kan øve sig i overbærenhed og tolerance, ligesom man kan øve sig i at hoppe på ét ben. Evnen til tolerance er én, der kan dyrkes, så selv om man af og til "falder i", kan man godt blive ved med at øve sig. Ingen form for øvelse er forgæves, for de talenter, man opdyrker, vil altid komme én til gode senere, om ikke i denne, så i en fremtidig inkarnation.

Også spørgsmålet om, hvorvidt man har karmisk beskyttelse, besvarer Martinus: "Et levende væsens absolut eneste sikre beskyttelse imod ond skæbne bliver nøjagtig affødt af den beskyttelse, det selv giver alle andre levende væsener." Martinus (Livets Bog, bind 7, stk. 2447)

Når vi beskytter andre levende væsner, det være sig enkle handlinger så som at undlade at klaske til en myg, i samme omfang er vi selv beskyttede. I den forbindelse kommer ens valg af føde jo også ind i billedet, for så længe man medvirker til dyredrab igennem sin kost, lige så længe er man ubeskyttet imod mørk skæbne. Martinus skriver da også et sted, at ens udvikling frem imod en lysere skæbne tager et stort spring fremad den dag, man vælger at blive vegetar.

Vi har jo fri vilje til at foretage en masse vigtige valg, herunder vores valg af føde – og sådan som vi vælger, vil vores skæbne udforme sig. "Således er det levende væsen i sin højeste kosmiske analyse frit stillet. Det kan gøre, hvad det vil. Det kan skabe mørke omkring sig, ligesåvel som det kan skabe lys omkring sig." Martinus (Livets Bog, bind 7, stk. 2466)

Martinus skriver flere steder, at den værste fornemmelse, man kan gå rundt med, er den at være martyr. Der findes ingen martyrer, for ingen lider uretfærdigt og ingen høster en skæbne, de ikke selv har sået. Martyriet er den største livsløgn, og det er en livsløgn, der som intet andet underminerer livsglæden. "Den tankeart, der allermest underminerer livsmodet, er martyriet. Martyriet er en af menneskets værste fjender, fordi det er en livsløgn. Der findes i virkeligheden intet martyrium. Ingen kan i virkeligheden lide uret, og ingen kan gøre uret." Martinus (Artikel: Livsmodet, sidst bragt i Kosmos nr. 1, 2008)

"Ingen kan gøre uret" – her har vi også en vigtig brik i forståelsen af skæbnens spil. For det væsen, der bliver brugt af Forsynet som instrument for udløsningen af vores egen mørke karma, er ikke den skyldige. Den eneste skyldige er én selv. Og skylden ligger der, hvor vi selv har sået mørke, drab, had og ufred. Det mørke skal vi have tilbage, og den person, der "leverer varen", er ikke den skyldige, men blot en budbringer. "Det menneske eller de mennesker, som de anser for at være skyldige i denne deres mørke skæbne, er kun indirekte skyldige, idet de virker som medier for udløsningen af deres tilbagevendende mørke karma- eller gengældelsesenergier". Martinus (Livets Bog, bind 7, stk. 2447)

Hvis man hader sine fjender og ønsker hævn for handlinger, der er begået imod én, ja så har man ikke fattet, hvordan skæbnen fungerer. Martinus skriver da også, at den største udfordring, som menneskeheden står overfor i dag, er at lære skæbnens love at kende. Kun når man kender karmaloven, vil man ophøre med at søge hævn og undlade at medvirke til at skabe mørke. For man kan ikke udrydde krig med krig, had med had og mørke med mørke. Det er kun lyset, der kan få mørket til at vige, og det er kun fred, der kan udrydde krigen, ligesom det er næstekærlighed, der kan udrydde hadet.

Men heldigvis er det sådan, at alle og enhver hver eneste dag bliver undervist i, hvordan karmaloven fungerer. Hele ens liv er en stor afsløring af, hvordan livslovene fungerer. Ens egen tilværelses udformning er livets spejl. I det feedback vi får fra livet, kan vi se, om vi er på rette kurs. Hvis livet går os imod, må vi ind og justere på kompasset, så vi kan styre vores skib ind i fredens og kærlighedens havn. For livet er en lang læsning i bøgernes bog: "Livet er således tilværelsens største og virkeligste skole. Det er selve bøgernes bog. Det er selve kilden, hvorfra al visdom urokkeligt stammer. Og da ingen kan eksistere, uden at deres liv er identisk med en "læsning" i denne bog, kan heller ingen eksistere uden at blive "undervist" af samme bog. Men da dette at blive "undervist" af denne "bog" er det samme som at blive fuldkommengjort, er alle således en fuldkommengørelse underkastet". Martinus (Logik, indledning)

Jamen – er det ikke bare stort?