Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2013/6 side 189
Glimt fra sagens historie
For 100 år siden
af Ole Therkelsen
Ole Therkelsen
I halvandet år 1911-1913 var Martinus ansat ved Møballe Mejeri ved Horsens, (i dag Gl. Kattrupvej 26, 8732 Hovedgaard). Bestyrerparret hed Nicoline og Peter Lund, og de var gode venner med min mormor og morfar, Helga (f. Møballe) og Eider Jacobsen, der boede på gården Oxholmshvile, Gl. Kattrupvej 21). Efter et foredrag i ca. 1958 fortalte Martinus min mor, Herdis Therkelsen, at han havde fotograferet alle gårdene i Møballe og Kattrup og således også hendes fødehjem i Møballe.
På fotografiet ses det gamle mejeri, som det så ud på Martinus' tid. Fotografiet af medarbejdere og mejeribestyrer Peter Lund (1882-1947) er taget i 1914, året efter at Martinus forlod Møballe.

Møballe mejeri som det så ud i gamle dage. Martinus boede på 1. sal, der var indrettet til beboelse

Mejerske, mejeribestyrer Peter Lund og mejerist. 1914
Martinus rejste fra Møballe i maj 1913, og efter en uges ferie hjemme hos plejeforældrene skulle han være marinesoldat ved søværnet. Han skulle møde på Orlogsværftets Kaserne i København, hvor han kom om bord på en båd, der hed Hvalrossen. Der findes et foto af Martinus med en marinekasket, hvorpå der står Hvalrossen. Martinus blev oppasser for skibets maskinmester og kom ikke under våbenkommando. Martinus nød livet til søs, og København var det største eventyr, han endnu havde oplevet.
 
Anbefaling fra Møballe Mejeri
Møballe Mejeri pr. Hovedgaard St., den 18-2-1913
 
Mejerist M. Thomsen har opholdt sig her på Mejeriet fra nov. 1911 til maj 1913 og forlod pladsen for at aftjene sin værnepligt. Hans arbejde har været flødens og smørrets pasning, dog har han tillige deltaget i andre arbejder faget vedrørende såvel som regnskabsføring og udført samme til min fulde tilfredshed.
 
Thomsen er dertil et særdeles flinkt og behageligt menneske at omgås, hvorfor jeg kan anbefale ham på det bedste til enhver, der har brug for hans tjeneste.
 
P. Lund
Mejeribestyrer.

 

(Se anbefalingen på www.martinus.dk/da/onlinebibliotek/bo/billede.php?id=24)