Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Den bedste måde at lære livet at kende på er at elske mange ting" (Vincent van Gogh)
 

Vi kommer ikke uden om den! Kærlighedens betydning for udforskningen af sandheden om livet altså. Hvorfor? Det enkle svar er, at det netop er kærligheden, som er sandheden om livet. Kærligheden i sin kosmiske eller ubegrænsede betydning. Allerede i "Fortalen" til sit hovedværk kommer Martinus ind på dette. Han skriver:

"Skønt bogen er manifesteret i en for nævnte væsener tilpasset elementær form, vil dette dog sikkert ikke være i stand til at forhindre, at de pågældende væsener, på basis af deres medfødte naturlige anlæg, i større eller mindre grad er nødsaget til i deres studium af nævnte bogs indhold at over- eller undervurdere de indbyrdes detaljer i samme, alt eftersom de i deres bevidsthed endnu fremtræder partisk. De vil derved kun være i stand til at bibringe sig selv en forståelse eller et mentalt billede af nævnte detaljer, der vil være mere eller mindre partisk formet til fordel for de felter, i hvilke de samme væseners kærlighedsevne er mest udviklet, og mere eller mindre ufordelagtigt formet for de felter, i hvilke den samme evne er mindst udviklet." (Livets Bog, bind 1, stk. 14)

For at forstå en detaljes natur må man altså kunne integrere den i sit sympatiområde. Så længe der er væsener og foreteelser, som vi ikke føler sympati for, kan vi altså ikke opleve sandheden om livet! Martinus får ordet igen:

"Da den zone, videnskaben er ved at glide ind i, er en kærlighedszone, kan væsener, der ikke er nået ret langt frem i udvikling af kærlighed, ikke blive nogen som helst fremragende autoritet i den zone, ganske uanset hvor meget fysisk kendskab og viden de så end måtte sidde inde med. Naturligvis må den fysiske viden ikke foragtes, tværtimod, den er en overordentlig stor og vigtig faktor, uden hvilken ånds- eller "kærlighedsvidenskaben" aldrig ville komme til at kunne sætte helt fuldkomne blomster eller frugter. Gennem den fysiske videnskab bliver menneskeheden jo netop ledet frem til kærlighedszonen. Og gennem samme videnskab har den fået udviklet evnen til at kunne gå en højere bevidsthedsform i møde." (Livets Bog, bind 1, stk. 230)

Der kræves ingen specielle moralske kvalifikationer for at kunne håndtere et mikroskop eller teleskop og ved hjælp af disse og andre lignende hjælpemidler eller "sanseforlængelsesapparater" blive i stand til at frembringe eller levere mængder af mere eller mindre brugbare og nyttige "mål- og vægtfacitter". Men for at kunne forstå, hvad disse "mål- og vægtfacitter" egentlig betyder eller vil sige os, kræves altså, at vi også kan komme i en sympatisk kontakt med noget, som er usynligt på det fysiske plan, nemlig de hensigter eller intentioner som alle skabte ting er manifestationer af. Og det kan vi altså kun, når vores eget sind vibrerer på en bølgelængde, som favner livets mangfoldighed eller manifestation med samme upartiske eller udelte sympati. Da begynder vi at opleve hele livet som et "kærtegn" eller sympatiudfoldelse fra det levende væsen, som er vores egen tilværelses dybeste såvel "jeg" som "du". Martinus beskriver det meget smukt i den lille bog Omkring min missions fødsel:

"Jeg så, at al materie var levende, var Guds manifestation, var hans sande kød og blod. Jeg kærtegnede den "døde" såvel som den levende materie, kærtegnede de mineralske såvel som de animalske stoffer. Jeg elskede stenene såvel som de levende væsener, fordi de tilsammen udgjorde Guds legeme. Og Guds legeme kærtegnede mig. Det var som om det gyldne lys, oplevelsen af den hellige ånd, Faderens egen bevidsthed, fornemmelsen af hans personlige tilstedeværelse som bevidst Jeg i min egen nærhed havde efterladt alt i en altgennemtrængende kærlighedsglans. Jeg følte, at alt udstrålede sympati, udstrålede hans eget væsen både i og udenfor mig selv. Jeg blev elsket af denne Fader." (Omkring min missions fødsel, kap. 18)

Vi har endnu et stykke udviklingsvej at gå, før den store kærlighedsoplevelse, som Martinus her så poetisk bekriver, også bliver os jordiske vandrere til del som en permanent smuk dagsbevidst tilstand. Men vi kan gøre en hel del, allerede nu og her, for at nærme os denne tilstand ved at drage nytte af den store "løftestang" eller løftekraft, som findes i de kosmiske analyser, som kan løfte os til højder, som vores egne vinger af egen kraft endnu ikke formår. Båret af den kosmiske atmosfæres stærke opvinde kan vi – selvom det endnu kun er teoretisk – ligesom "trækfugle" tage sigte efter lysere kontinenter og måske til og med inspireres til, i en voksende grad, at lade dette "fugleperspektiv" gennemlyse og materialiseres i vores mere jordbundne hverdagsagtige tilværelse. Der har vi også et fantastisk og ofte undervurderet praktisk hjælpemiddel eller støtte i form af bønnens princip, som "i forbindelse med kosmisk viden helt kan udelukke sorgernes og ulykkernes mørke skygger fra individets sjæleområde." (Martinus: Bønnens mysterium, kap. 2)

Dette med at bede er ofte ikke så enkelt for det moderne menneske, som har lagt sin "barnetro" bag sig. Men "øvelse gør mester" som bekendt. Også på dette område. Man kan i sidste ende ikke undgå at blive fortrolig med den, man daglig intimt henvender sig til. På den måde udgør praktiseringen af bønnens princip også en øvelse eller forberedelse til den hundrede procents dagsbevidste korrespondance eller kommunikation med det levende verdensalt eller Guddommen, som er det "kosmisk bevidste" væsens altgennemtrængende livsoplevelse, lykke og salighed.